Selvfølgelig gentog jeg de sidste dage. Jeg vadede ud samme sted og næsten på samme sten. Det var nu blevet lidt højvande igen, men farven i vandet var den samme. Brunt og langt ud. Spidsen så ud som i går og tankerne fløj hastigt mod den, da den første halve time ikke afslørede skyggen af fisk. Ok ok ok... ud på spidsen og kaste, men her var der lige så dødt. Vandet lignede ellers en million. Let grumset inde og klart ude og hvert kast var med troen på det dybe hug. Og så kom det helt ude i et kast. Eller dybt og dybt.. det var et hug og en lille blankfisk hoppede fri af vandet 4 gange i træk ude på distancen. Al den energi den brugte på at hoppe og sprælle, var skudt af da den kom ind og kunne derfor afkroges nemt.
Men den enlige svale skulle ikke forblive enlig. Der gik dog noget tid før flere fisk bemærkede sig og det skete samtidigt med at et lille strømskel viste sig foran mig. Men hvor de hoppede og plaskede i går, så var overfladen helt død i dag. Så havde jeg en følger og siden et meget forsigtigt hug. Det var lidt for stille og jeg overvejede både at køre hjem eller finde en anden plads, fordi jeg havde brugt rigeligt med tid her. På den anden side havde det været fisk og så skal man heller ikke forlade det hele - slet ikke hvis man tror på det. Men troen flyttede ikke bjerge. Dog så lod stædigheden eller måske var det ubeslutsomheden, mig endelig få en fisk igen, fordi jeg blev hvor jeg var. Denne var også en mindre model, som i kastene efter blev afløst af endnu en undermåler og så tænkte jeg at nu... NU kommer rykket...
Men det eneste ryk det blev til, var endnu en undermåler af en blankfisk, som huggede stenhårdt på OLR tobisen. Det var en skøn aften. En afterwork som den skulle være. På det blå kontor, med hårde hug fra de smukke skabninger jeg fisker efter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar