mandag den 1. november 2021

2021.11.01 En glædelig nyhed for havørreden

Jeg er ikke svær at imponere. Jeg har lige stået ved Dodekalitten og nydt elektroakustisk musik der blev afspillet blandt 12 stenfigurer. Vanvittigt fed installation midt ude i absolut ingenting og jeg kunne skrive meget mere om den, men det var så mit kulturelle indslag for denne gang.
Men som jeg blev imponeret over.

Imponeret er jeg bestemt ikke over hvad man gør for naturen her i byen. Og så alligevel... jeg har boet her siden 2003 og aldrig rigtigt set nogen gøre noget, kun tale om det, som politik er bedst. Derfor var jeg slet ikke på sporet, da et par bønder i samarbejde med en forening og Sportsfiskarna bestemte sig for at genoprette og restaurere Ståstorpsån som løber gennem Trelleborg og munder ud nede ved noget så eksotisk som ICA Maxi...

Ståstorpsån starter i Klörups Backar og løber gennem Åmossarna, som er et par gamle istidssøer, dannet da isen trak sig tilbage og enkelt forklaret, efterlod nogle vældigt store isterninger (død-is) som lagde og smeltede de næste mange år hvilket der kom et par søer ud af. Derfra løber åen videre i et meget reguleret løb der i øvrigt er fuldstændigt sammengroet af siv, dunhammer og alt hvad du kan tænke dig af naturens beplantning. Godt for biodiversiteten og insekterne, men ikke så fremmende for livet i åen.

Trelleborgs Kommune blev involveret, da markejerne sammen med Sportsfiskarna, ville genetablere den oprindelige å og de sagde sørme ja! Måske fordi en stor del af pengene kom fra fonde og ikke kommunen selv, men lad nu det ligge. Der ud over havde Sportfiskarna gode resultater med en anden restaurering at fremvise som lokkemad.

Således gik markejerne sammen med Sportsfiskarna i gang med at grave, fælde, fjerne, beplante og hvad ved jeg over et stort stykke af den tilgroede lige kanal. De fik etableret sving, sedimentopsamlere, overløbs-sø og afvandingssø, for ikke at tilføre Østersøen for meget næring og plantet mange træer og buske og efter at have brugt en masse af deres fritid, stod markejerne i sommeren 2021 med et indtil videre, uhørt flot stykke å som samtidigt er lavet som en fremvisningstrækning til interesserede.

Så skulle du en dag køre indenom den uhørt kedelige by Trelleborg, så prøv lige at parkere nede ved Store Coop/Burger King og derfra gå langs åen nordover og se hvordan først et lige stykke afvandingskanal, langsomt ændrer form og karakter til at blive en smuk lille å med vådmark, sving, huller og gydebanker. Og så er der endda havørred i den! Det sidste stykke af åen bliver snart renset op og jeg glæder mig på naturens, faunaens og i særdeleshed havørredens vegne over at der er gjort noget positivt som man kan se og føle på. Tak fra havørreden og tak fra mig. Ikke mindst til de markejere der har brugt deres fritid og inddraget egen mark, for naturens skyld. Det er sådan det bør være!

Og det er jeg faktisk lidt stolt af på selveste Trelleborgs vegne!

Hvis du vil vide mere, så tjek her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar