Så da jeg i går efter gentagne beskeder fra Stefan, der savnede selskab, lod mig lokke ud, så var der intet u-federe end at komme til vandet midt i højsæsonen for alle tiders pestfisk. For nu var jeg pludselig lokket ud efter jeg indvilgede i at holde pause. Lokket ud i det der stadig kunne være godt havørredfiskeri, hvis de var hvor vi fiskede eller måske lokket ud til at holdes for nar af hornene. Og rytmen på havørredfiskeriet, havde jeg ikke længere. Huggede de klokken 18.30? Gik de hvor de plejede? Kom de i stimer - senere? Tobiser og terner?
Slettens landskab åbenbarede sig i et væld af farver. De fleste gule og hvide og udsigten var ikke længere så stor, da der nu var kommet blade på træerne siden sidst. Foråret, der endnu er rigtigt koldt, havde langt om længe holdt sit indtog på kysten og selv ved vandet, var der tydelige tegn på forår idet der nu var kommet der her grønne slimede tang på alle sten. Det lå sågar udtørret som et tæppe oppe i strandkanten da jeg trådte ud i det lave vand. De sidste dages vind havde givetvis også revet noget af fedtemøjet løs og derfor var første plads hurtigt afklaret, efter jeg havde tørret tang på linen i hvert kast.
Stefan stod på sin sædvanlige plads og kastede den sædvanlige vej. Han var måske stadig i rytmen fra april? Eller bare vant til at stå der og kaste den vej? Det var det sidste, men det havde faktisk også resulteret i en blank under målet, hvorfor jeg gik ham i møde og kastede den anden vej i håbet om at flere var på plads, men der skete ikke rigtigt noget, andet end de sædvanlige tunge hug, når pestfisken tager wobleren og holder den fast. Vi blev enige om at opsøge oprindeligt tiltænkte plads - der hvor der er meget mere sand.
Min erfaring er at der længe ikke er så mange horn, hvor der er meget sand. Samtidigt er fordelen med sandet at der er tobis. Og hvor der er tobis, går der gerne havørred. Så vi tog ned til endnu mere sand, men ak... de sidste dages vind havde plumret vandet i bugten til og sandpletterne kunne ikke ses fra vejen, men vi ville give det en chance og gik i vandet, der givetvis klarede lidt op, jo længere ud vi kom.
Men men... det var det med rytmen... stimen... for fiskene, de rigtige altså, udeblev og i stedet måtte vi trækkes med de ærgerlige horn. Jeg havde håbet på lidt terner der dykkede eller tobiser der ploppede, men det var så livløst som det kunne blive og så endte vi til sidst oppe ved bilerne, hvor jeg bestemte mig for at køre hjem og Stefan ville give spidsen et par kast til. Disse uden fisk, erfarede jeg senere.
Koldt forår. Det var ikke hvad jeg længtes efter, men der har været gavnligt for vandet. Der var kun 13 grader og selvom vi skal trækkes med mere vind lige nu, så går der ikke længe før næste tur finder sted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar