Eftersom det er mig der skriver det som udsendt dansker, må det være ok at drage den let upassende sammenligning, men det er hvad jeg har, så den får lov at passere.
Jeg kunne høre de forbandede græshopper for én gangs skyld. Dem har jeg ellers ikke hørt i mange år. Fandt ud af at det er aldersbetinget og helt normalt, at de der rigtigt høje lyde kan fordampe med tiden. Ungerne forstår det ikke, for de hører dem alle steder når vi er i Blåvand og spørger konstant om jeg "virkelig ikke kan høre dén eller dén"? Men det kan jeg ikke og så alligevel... der var de. Jeg så dem endda. Jeg hørte dem, mens jeg sad i hvad man kunne kalde en klit med marehalm og hjelm omkring mig og kunne se over den hvide stribe sandstrand med vandet i baggrunden. Et øjeblik føltes det som at være på Vestkysten, hvor jeg kan bruge timer på bare at sidde og glo på naturen omkring mig.
Det måtte være det skånske svar på Skagen hernede i syd. Jo jo... jeg er godt klar over at der mod vest ligger noget finere sydkyst sandstrande - men der er så overbefolket, så snart solen er fremme, at man aldrig når at tænke på en strand i Vestjylland.
Idyllen med græshopper og danske tanker blev afbrudt af Stefan der drivende våd, kom gående fra de sidste 5 minutter. Han begynder altid at tale længe inden han er på høreafstand, så jeg måtte bede ham gentage endnu engang. Og han gav mig ret. Vi kunne godt fise hjemad nu. Vores dag var idyllisk med solen fremme den sidste halvdel, men vi havde ikke rigtigt formået at få det vi kom efter.
Arbejdsbetingelserne var også svære. Som jeg kørte ud af Trelleborg, kom der skyer for solen. Det lettede lidt på min kropstemperatur. Men det gjorde også at det forventede brune vand, ville være endnu sværere at se gennem vel fremme på kysten, så vi fik hurtigt skoddet de første par pladser. Måske var der lidt lyst at ane længere ude - måske var det fatamorgana? Vi kørte videre og endte slutteligt på hvad jeg havde udtænk som fiskeplads. Selv her var der brunt, omend lysebrunt og en overgang indbildte jeg mig at det klarede mere op, bare et par meter ude. Jeg troede på det i en halv time og satte mig så for at kigge på havet og kysten - og Stefan der spørgende så på mig, for dernæst at komme ind.
Vi byttede plads på revet, men jeg opgav hurtigt forehavendet og ville videre. Videre til den plads, hvor der faktisk så lidt klart ud og det var ganske rigtigt klarere, da vi gik gennem havet for at komme til den udsete revle. Bølgerne og strømmen havde skabt en ny plads. Jeg stod nu på sand, hvor jeg tidligere har fanget fisk på stenrevet under den ny sandrevle. Det huggede og så havde jeg en minifølger. I kastet efter, huggede det igen, men det var ganske useriøse hug, med tanke på de fine forhold vi havde. Let farvet, men absolut klart og så en sø der fint rullede ind. Vandet var endda kun 12 grader, hvilket gjorde forholdende optimale - men det eneste optimale på denne dag, var mit ydre vandtætte lag, der perfekt beskyttede mig, som hækbølgerne fra bornholmerfærgen rullede ind. Men hækbølgerne dannede også bølger kommende bagfra, fra stranden, som stødte sammen med de store søer udefra. Når den slags mødes, så rejser de sig til dobbelt størrelse og således fandt et bølgesammenstød sted lige hvor jeg stod. Det er ikke så smart at have jakken åben, når man ellers er vandtæt. Så jeg satte mig op for at tørre kameraet og mig selv, mens Stefan atter engang kiggede spørgende på mig.
Vi gav den en chance til. Stefan lidt mere end jeg og han lykkedes med at kroge en mini derude i det mere og mere brune hav, mens jeg atter engang gik ind og satte mig i Sydkystens svar på en klit.
Og lyttede på græshopper og drømte mig til Danmark.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar