2021.03.29 Blæst, regn, kajak og ferie

Jeg føler mig måske lidt forfulgt, nu hvor jeg har taget fri et par dage igen og vejret så sætter ind med hårde vinde. Hårde vinde der ikke ligefrem kæler for Sydkysten, men pisker den op så man skal agere bølgebryder. Ikke at det gør noget, for det holder så en stor skare hjemme og man kan vælge frit, men når vandet samtidigt fyldes af ålegræs, så er det ikke så sjovt længere. Det blev til et par kast på et par forskellige pladser og så havde jeg brugt nogle timer på det uden at mærke noget. Lørdag blev til søndag og Javier og jeg talte om at tage til Österlen, men samtidigt så ville vinden nok få de fleste til at søge den østlige side og ikke mindst nord for og jeg valgte derfor at blive hjemme og lade lidt op.

Men det kunne jeg så ikke finde ud af, hvorfor jeg selvfølgelig skulle ud lige der hvor regnen begyndte. Trods endnu en nultur, så må jeg indrømme at det var fedt. Vinden var nemlig gået lidt sydligere og havet havde trukket sig tilbage, hvilket ofte indebærer klart vand trods hårde vinde og ja... det var klart og kunne i dén grad fiskes. Men søen var så grov at selv helt ude i kastet, brækkede bølgerne og sillingen fik vel næppe gjort sin pligt på en fyldestgørende måde, men det var fedt at være ude og drivende våd kom jeg hjem igen, med et smil på læben.

Så sagde Javier ordet "kajak". Yes... Sydkysten havde fået chancen fra land - nu var det fra vand det gjaldt. Således gled vi i går over den let skummede sø, mens vinden rev i kinderne, men i læ for bølger var vi og kunne derfor fiske.

Den første time skete der intet og det gjorde der egentlig heller ikke den næste. Vi ankrede op lidt her og lidt der, indtil jeg pludselig fik et mega tungt hug. Fisken stod helt stille i et sekund, hvorefter den langsomt men meget bestemt gik til siden, mens den trak line af hjulet. Det var en tung udgave jeg havde fået fat i og jeg nåede kun at se den plaske i overfladen, hvorefter linen blev slap. Formentlig en nedfaldsfisk, for den var særdeles rolig, hvilket de blanke ikke plejer. Men nøj for et hug og en vægt der lå bag. Opildnet klarede jeg en time til uden de handsker jeg havde glemt hjemme og så var det tid til læ og pause. Vinden var ikke en rar medspiller, selvom vi som sagt havde læ for bølger.

Pausen var et behageligt afbræk inden vi igen begav os ud på voverne, næsten enige om at vi ikke skulle blive så længe til, nu intet skete. Jeg var dog så heldig at ankre op, at jeg i første og andet kast nappede 2 nedgængere efter hinanden. Men de blanke? Dem så vi intet til.

Faktisk gik dagen med det. Vi var egentlig på vej hjem og alligevel ville vi lige se om ikke de gemte sig her eller der, eller derovre eller herhenne... men vi fandt dem ikke. Jeg fik mod slutningen en fantastisk fight med en solid nedgænger, der virkelig gav kamp til stregen og således sluttede en blæsende dag på vandet.

Tankerne gik hurtigt mod morgendagen, hvor det siges at solen skal komme frem. Det vil jeg se frem imod. Forårstakter eller ej, så er den sol stadig vigtig for at sætte gang i fiskene. Eller... det vil jo vise sig.. i morgen..