Og solen blev ved. Selv da jeg sad i alt fisketøjet, undtaget waders og svedende svarede den sidste mail... men så var jeg også klar til en super-duper udrykning. Faktisk slog jeg ny tidsrekord fra at sidde på kontoret til at stå i vandet. Imponerende som jeg kan rykke, når det gælder :-)
Men fiskene var der også! Ikke at jeg vidste det, men sådan en 4 sekundmeter fra S og fuld sol i slutningen af marts, med tobiser på trapperne... der skal altså være fisk og jeg var ikke engang kommet i vandet da det første kast blev lagt og ja... fisk efter, helt inde på det lave. En sølvblank side vendte lige som en bølge slog over den og jeg var bare lykkelig. Fedt!!
Jeg listede ud på revet og jo, der var tang i vandet til at forstyrre kastene, men når fiskene er på plads, så glider den slags lidt i baggrunden. Så havde jeg hug - ikke sådan et dunderhug, men et forsigtigt af slagsen. Kastet efter afslørede at flere fisk kunne se mit kobberbedrag. Men hvad var det for en opførsel? De skulle ikke lege med blinket - tag det dog. Men det blev ved. Enten var der tang og ålegræs på krogen eller så skete der ingenting og ellers mega forsigtige hug.
Jeg kom ned for enden af revet, hvor en blankfisk over halvmeteren tordnede ud af vandet i et kæmpehop. Mit kast susede direkte ud til åstedet, men igen... bare et forsigtigt nap og ellers intet.
Jeg stod rådvild og tænkte hvad der nu var hemmeligheden, og byttede så agn. Ikke at det hjalp, men man bliver jo febrilsk. Javier kom ned, som jeg var ved at afslutte turen tilbage fra enden på revet. Så jeg tog en patrulje til ned over revet igen. Lige der ved stenen ude i vandet, kunne jeg tydeligt mærke en helt andet opmærksomhed på wobleren. Flere gange blev der pillet og da wobleren var vel inde, så den kunne reddes hvis det blev bundhug, tog jeg et uhørt langt spinstop og fik som modsvar et kanonhug af olympiske dimensioner. Det nærmest sang i hele stangen, men det forblev ved hugget og så var alt normalt igen.
Mine blik mod Javier blev flere og flere. Havde han fundet melodien? Og midt i et sådan blik, sad der pludselig en fisk på, men da blev jeg måske lidt skuffet. Ikke kun fordi hugget var uhørt slapt, men også fordi der straks kom en nedgænger til syne i overfladen. Den kæmpede heller ikke det mindste og så kunne den få friheden tilbage kort efter. Det var lige godt ****** tænkte jeg. Her er fuldt af fisk, men de vil ikke lege med mig og så får man sådan en slap fisk midt i det hele.
Den slappe nedgænger blev afløst af en bomstærk blankfisk. En af den slags der bare kaster skæl til højre og venstre. Synd var det bare at den var under målet og havde hugget ligeså slapt. Jeg tog nogle kast mod Javier, der pludselig var kommet nærmere. Men vi fiskede os ind i aftenstunden med uforettet sag.
Det vil sige... jeg skulle liiiige ud på revet igen da solen var forsvundet under horisonten. I det første kast kom en rigtigt flot blankfisk efter wobleren og vendte i en stor hvirvel uden så meget som et hug.
Det var vist bare sådan en aften, men nu er aftenturene i gang!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar