mandag den 17. juli 2017

2017.07.17 Bremsen halvt i bund

Kasper lokkede mig på kysten, da han alligevel var i området og uden at andre må tage det for nært, så er der ikke så mange der for tiden kan lokke mig ud. Det handler nemlig om fiskeåret generelt, at jeg ikke gider... ikke om dig. Kasper er bare en sjælden gæst, så selvfølgelig ville jeg med.


Og så stod vi der i vejkanten og min bil lugtede temmelig varmt! Bremsen havde hængt sig lidt i højre side og jeg bemærkede godt hvordan den trak mod højre, samt brugte mere benzin. Heldigvis kunne den køle af et stykke tid, for tilfældigvis stoppede vi næsten på den udsete fiskeplads.


En fiskeplads som 2 andre pludselig også udså sig og så kom der sørme yderligere en! ?

Vi skal da ikke mere end 3 år tilbage, så havde du kysten helt for dig selv. Her til aften, en blæsende juli aften, var vi nu 8 ude - altså inklusive dem jeg havde set på vejen. Utroligt. Meeeen rygterne havde også svirret på det sidste og det var bestemt ikke dårlige rygter. Selv vendte jeg det hele ryggen. Altså indtil Kasper ringede...


Nuvel... vadende gennem det brunlige vand, som gårddagens vind havde pisket op, var jeg en anelse skeptisk. At temperaturen samtidigt var steget, gjorde mig endnu mere skeptisk - men Kasper havde opsnappet at den ene af gutterne som kom forbi, så sent som i forgårs, havde fanget en flot fisk ved midnatstid. Så længe holder jeg ikke for tiden, så jeg håbede på at vi kunne støde på fiskene lidt tidligere også. Men der var ikke noget liv de første 2 timer. Jeg kastede uden pause, ufortrødent ud over det lidt klarere vand længere ude og et foreslag om pladsbytte var siden oppe at vende - men da jeg havde en bil stående med ukendt status i køre egenskaberne, var alternativet at køre længere øst på, ikke at foretrække. Samtidigt ville vi også bruge fisketid på at køre, da det ikke heller var meningen at fiske natten over, så vi blev hvor vi stod og håbede på det bedste, mens vi igen og igen gennemsøgte revet.

Men vores ihærdighed gav ikke udbetaling i sølv eller guld. Kun en flad, som forskrækket hoppede fri af vandet mellem os (seriøst!) da Kasper trampede på den, på vores vej på land igen.
Men så en anden dag, da?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar