søndag den 1. januar 2017

2017.01.01 Dagen derpå fiskeri

For ikke så mange år siden, var der en jomfrulighed over dagens rev. Mit rev. Det var og er ikke sådan, at andre ikke måtte fiske der. Slet ikke! Men... igennem utallige, uhyggeligt gode fisketimer, med rigtigt mange havørreder, hvor bilerne på vejen bag mig susede forbi i jagten på de "rigtige" fiskepladser, har jeg kunne stå og le i skægget over fiskeriet her. På min plads.
Så mødte jeg Javier. Ikke at han har nogen skyld i det følgende, men... med Javier blev vanerne lagt om og vi brugte mere offentlig tid på revet, end tidligere. Det er i øvrigt heller ikke sådan at jeg har nogen skyld i det eller for den sags skyld, at jeg peger på så mange overhovedet i mit indlæg. Men hvorom alting er, så brugte Javier og jeg mere fisketid på det mere og mere kendte rev.
Jeg og vi, kunne stå fra maj og hele sommeren helt alene på revet. Måske lige med besøg fra en ferietysker, Marcus og Linus eller Mattias, men ellers... alene.

Og vi fik fisk. Masser af havørreder på lige denne plads - men ikke særligt mange vidste om det.


Sådan er det ikke mere. En eller anden Malmø klovn (han får skylden!) har fået for sig at lave videoer om pladsen og beskrive den for alle i hans butik. Min plads. Det føles i hvert fald sådan, når jeg ser hvordan de tåbelige primært fluefiskere tror de kan affiske revet og ellers stille sig med 30 meters mellemrum og tro de pludselig ejer det hele. Lige dér går "deres" plads over og bliver MIN! Men jeg har ikke krav på den. Jeg er bare ærgerlig over at en så suveræn fiskeplads, på ingen tid er blevet overrendt og nu til dags er nærmest umulig at komme til.

Tænk dig... en fiskeplads, hvor jeg utallige gange, har set havørreder jage over mega lavt vand. Jeg har stået på land og fulgt dem. Set havørreden gå over sandet og jage tobiser, så det sprøjter til alle sider. Sådan en plads hvor du vidste der stod fisk bag bestemte sten og du vidste du var dagens første, sågar ugens første måske. Der er masser af den slags pladser. Det jeg ville frem til var nok bare det sure i at ens hjertensbarn bliver udleveret og gennempryglet konstant og hele tiden, hvor jeg tidligere var vant til lidt mere luksus. Men det er jo sådan tingene ændrer sig og jeg skal selvfølgelig bare finde andre steder - igen.

Meeeeen... da revet var frit, her på årets første dag...

....tænkte jeg at vandet nok var brunt. Og det havde jeg ret i. Det så længe ud som om, at årets første blogindlæg, på årets første dag, kunne drejes i en vinkel med årets første kast... og årets eneste kast. (Indtil videre)

Men jeg fandt en ny plads lidt længere henne, der ikke var en tangklat bedre i sigt, men som i det mindste ikke indeholdt kilometer af ålegræs og således fik jeg de første tusind liter Østersø over brystet i min kamp, for at komme ud og kunne kaste lidt. Det blev ved nogle gode lange, men måske ikke så koncentrerede kast og mest var jeg bare glad for at komme ud og få noget luft og så tog jeg turen hjem igen. Blinkede til "mit" rev på vejen og sagde endda på gensyn! Men det bliver jo nok fra vandet næste gang, da gæsterne på revet står så tæt efterhånden, at kajakken er fremtiden. Når vejret vil.
Og jeg får tid...

Optimisternes dag var ovre, men jeg giver ikke op, fordi årets første tur eller de følgende mange, ender i et nul. Det er også derfor jeg har egne pladser :-)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar