lørdag den 28. august 2021

2021.08.29 En smuttur midt i det hele

Jeg havde planlagt at være ude hele dagen, men som sædvanlig skulle jeg liiiige og efter det skulle jeg også liiiige og så gik heldagsplanen i vasken, da det først var sidst på eftermiddagen da der åbenbarede sig lidt fritid.

Og så havde jeg valget mellem at fiske på en strækning der allerede var fisket på eller fiske på en anden plads, hvor der så også stod 2 ude... hvorfor jeg endte på en helt tredje plads og sluttede af på både fjerde og femte, bare fordi jeg ville fiske i nyt vand og nyde en times fred og ro. Det blev næsten mere kørsel end fisk til sidst, ikke mindst fordi det pludselige højvande, på grund af nordøsten vinden, havde samlet alt gammel tang op inde på land og atter engang ført det tilbage i havet igen. Det var med andre ord grumset, sort, mørkt eller med drivende rådden tang, bortset fra sidste plads hvor jeg endelig fandt klart vand.

Plads 1. Grumset vand, faktisk rigtigt mørkt. Men det fik et par kast, inden jeg mente det måtte være bedre andre steder end den bugt jeg stod i og hvor det mørke sikkert samlede sig.

Jeg talte med den ene fisker, der på plads 2 af mine besøgte, havde fisket et par timer og lykkedes med 4 meget små havørreder. Brugt vand, stadig grumset vand. Små fisk. Fravalgt.

Alene på næste plads, blev jeg overvåget fra vejen af en lykkeridder der måske håbede jeg faldt i vandet eller bare ventede på jeg fangede en fisk, så han kunne mase sig ud på revet. Mission failed. Både for ham og for mig i fisk, i noget vand der ellers så ganske så fint ud, da jeg kom langt ud på revet og tog mod et par bølger.

Plads 4 fik faktisk ikke nogen kast, fordi vandet allerede fra vejen, så ud som de andre pladser. Det blev også konstateret ved udvadning samme sted et par minutter senere... hvorfor...

... jeg på plads 5 endelig fandt ro, relativt klart vand, bølger og en tro på det efterhånden umulige i løbet af de par minutter jeg havde tilbage af min efterhånden afkortede fiskedag. Men ak. Jeg kom ud på revet, gik over revet. Fiskede bagom revet og selvfølgelig bag nogle af de mange sten der så smukt ligger strøet ud på strækningen og som i foråret desværre er en alt for kendt plads, for bag alle de sten har jeg tidligere hevet mange havørreder, når de går og er lidt fimsede i det og ikke jager tobis på fuld skrald.

Og på fuld skrald kom pludselig en drone over mig. Ikke generende eller noget og det viste sig siden af være 2 tyske turister der var ude og lufte deres udstyr. Faktisk en hammer fed drone, der kunne pakkes sammen (som de fleste sikkert kan) havde en rækkevidde på et par kilometer i åbent terræn og en batteritid på 30 minutter, størrelsen til trods. 4K og alt muligt andet lækkert... ja, jeg erkender. Sådan en drone gad jeg sgu godt have til forårets fiskeoplevelser. Jeg har set optagelser fra andre, mens de står og fisker og det ser dæleme fedt ud med så klare optagelser og kunne man fange sådan et par minutter på film... nå men de koster jo penge og tid og så skal man redigere bagefter og hvordan gik det nu dengang jeg tossede rundt med mit GoPro i panden...

Mens jeg bestemte mig for at en drone vist kunne være spas, så var jeg også sikker på at det ville ende som med GoPro.. fede optagelser, NÅR der endelig sker noget og så skal man være redigeringstekniker bagefter i et par timer, for at skrue noget lækkert sammen og det har jeg ikke tid til...

Tid havde jeg heller ikke tilbage da jeg kiggede på dagslyset, der hurtigt svandt i det grå tæppe der hele aftenen havde omgivet kysten. Fiskene udeblev, bortset fra enkelte tobiser, men jeg havde fået en fornemmelse for kysten til i morgen, hvor jeg vil satse lidt mere tid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar