2024.02.17 En lille forårsdag

I vejrudsigten havde de talt om det i et par dage. Solen ville komme frem til weekenden og dæleme om ikke det passede. De holdt fast i prognosen og da klokken var op ad formiddagen, forsvandt de fleste skyer og omme bag ved dukkede der mere og mere af det blå op, for siden, da jeg stod ved vandet at være afløst af kun det blå. AMAZING.

Solen varmede endda, da jeg gik i vandet et par hundrede meter længere nede, end hvor jeg nonchalant havde kørt forbi Hashim og Javier. Det var ikke fordi jeg ikke gad være med dem, men hallo... vejret! Vandet! Der skulle ikke snakkes, jeg skulle ikke stå i midten på et lille rev. Jeg skulle fiske og have plads og det kunne kun gå for langsomt. 

Åh hvor var det helt igennem fantastisk dejligt. Nævnte jeg at solen varmede? Jeg stod uden handsker og de udeblivne hug tænkte jeg knap nok over. Det var så uendeligt længe siden jeg havde stået her på mit blå kontor og bare nydt solen og dagen som den var. Eller blåt var det ikke helt. Vandet havde en let brunlig nuance blandet med lidt af det her hvide, som ikke er kalk men som er .. ja det er så stadig hvidligt, uden jeg ved hvad det er.

Der var ingen fisk. Måske et hug og så havde oktober stormen flyttet rundt på en masse sten, fordi bølgerne brækkede anderledes end de plejer foran "Själastenen". Men solen varmede, hvis jeg glemte at sige det.

Min runde over revet, resulterede i at jeg krogede en gemmensigtig tynd filur af en art. Glasål? Tobis? Nej, der er vel ikke yngel nu vel? Du må godt lige skrive hvad det er, dig der ved det. Jakob A-menneske, er også velkommen!

Nå, men jeg kunne ikke stå og være egoist hele dagen og desuden var jeg sulten. Det resulterede i sammenkomst med yderligere en fisker vi har kendt gennem alle årene, men hvis navn vi ikke kunne huske. Det blev gullasch fra trangiaen og en rejesalat mad og en masse snak. Siden fordelte vi os på revet, men jeg ville have plads og forsvandt rundt om hjørnerne og det resulterede i det samme som de andre. Mens solen varmede videre.

Da vi stod ved bilerne igen, kom sælen over revet og tog endda en tur over det lave. Den var på jagt efter det samme som vi, men virkede ikke heller til at kunne finde lykken. Dernæst blev vi enige om at splittes og så kørte jeg lidt rundt på må og få og endte til sidst på et lille rev med brunt vand og stadig ingen fisk. 

Mens solen ikke varmede så meget mere, fiskede jeg af og endte som alle de andre gange, oppe i bilen og kørte hjem. Sikke en helt igennem fantastisk dejlig fisketom dag.