lørdag den 12. november 2016

2016.11.12 Blandt rav, kridt og gode venner

Jeg har en tanke på Jacob Schmidt hver gang jeg nærmer mig et fiskevand og klokken ikke stemmer overens med dagens start. De der ture til Øland Jacob, har virkelig gjort indtryk på mig. Det skal du vide. Du, der blandt andre har savnet indlæg her på siden, beriges nu med et fra i dag.
Et eller andet sted, skriver jeg vist mest for min egen skyld, men der sidder da nogle derude og kigger på billeder ved jeg. Om du læser alt det her, ved jeg ikke, men hvis du gør... tak :-)

I dag er jeg nok lidt hengiven og tøse agtig. Jeg har nemlig haft et brag af en fisketur. Og det altså uden at fange noget som helst! En kombination af umådeligt godt vejr, gode venner, fantastisk smukt fiskevand, et afsavn af de helt store til kysten og så lige få lov at være med i det... tja... det var så åbenbart hvad jeg trængte til i dag. Jeg er i hvert fald SÅ meget ovenpå lige nu og det er så hvad fiskeriet og samværet omkring det, gør ved mig. Godt!

I en af Tysklands über luksusbiler, penetrerer vi rimtågen og når vores mål. Klintekysten ligger solbadet, med en flot dybblå efterårs himmel i baggrunden. Det er frostvejr og piv glat på stien ned til vandet, som vi bestemt ikke når i en tid som Jacob havde været begejstret for. Røgen fra det nærmeste hus stiger dovent til vejrs og vandet er mod forventning, spirtklart trods gårdagens østenvind.

Østenvind? Det er sgu da rav vejr! Jeg når ikke at gå mange meter, før jeg kigger efter tang, jeg kan lede i. Et hug efter 5 kast får mig dog på andre tanker igen. En hvirvel i overfladen og ellers ikke mere. De 4 andre, Henrik, Javier, David og Ole, står hver især med blikket rettet mod deres seneste kast. De har vist intet mærket og sådan går den næste time... Og SÅ står jeg med blikket i tangen, præcis som jeg regnede med og da jeg samler et flot gult stykke op, pifter Ole til mig og viser et stykke sølv frem, der lige behagede at hugge hans seneste kreation af OLR wobler, da jeg flyttede opmærksomheden væk fra vandet. Jeg går i vandet, for at igen at have et hug og en hvirvel i overfladen og siden intet mere.

Lidt snak i strandkanten. Lidt billeder. Javier går mod pynten. Henrik og David bliver mod nord. Jeg går mod dem og vil lede rav og fiske, inden det er tid til pausen. Så ringer telefonen midt i den smukke naturoplevelse og Javier kan fortælle at anstrengelsen ud til pynten var det hele værd. 3 kast = 3 fisk, med den største på 3 kg. Fantastisk! Jeg er på samme tid lidt misundelig, såvel som mega glad. Den der glæde man aner, når en kammerat får en god fisk... det er næsten som at tage den selv og jeg falder dernæst over et flot stykke rav på 6 gram. Men den glæde jeg opnår ved dét, er der vist ingen der forstår.

Om pølser og rejesalat: Ole blev ikke lokket i fælden. Der i mod, stod jeg med rejesalat om munden og lignede en velintegreret svensker, da jeg forgæves forsøgte at overbevise om det gode i denne underlige beklædning af pølsen. Næste gang Ole... næste gang!

En halv time senere, står vi 5 mand med blå tænder og smiler til hinanden og moder natur. Blåbær pien sidder rigtigt godt ovenpå pølserne og mætte - rigtigt mætte - går vi igen til vandet i et lidt mere adstadigt tempo. Maden til trods, er kulden trængt ind under jakken og det er med kolde fingre jeg igen betræder vandet. Skyggerne er allerede blevet lange og frosten trænger sig på, sammen med den tiltagende vind. Jeg finder varme i jakkelommerne, da Ole og jeg tager en lang pause ovenpå frokostpausen og er mætte på fiskeri, såvel som på mad. Det er godt med selskab, andre meninger og holdninger og en dejlig natur at færdes i. Jeg er utrolig taknemmelig for at være en del af dette og da vi går mod über luksus bilen, er jeg fuldt tilfreds med dagens resultat for eget vedkommende. Jeg har nemlig fanget farve i kinderne, frisk luft i lungerne, et tusinde dejlige indtryk af naturen på den anden side af gipspladerne og været sammen med det, jeg er ved at indse betyder ligeså meget som familien... nemlig vennerne. Tak!

tirsdag den 1. november 2016

2016.11.01 På kanten af det røde hav

Jeg har sprunget over. Erkendt. Jeg har ikke haft tid og ej heller lyst til at skrive eller gøre noget ud af siden de sidste par uger. Det vil sige, tiden har ikke været der overhovedet. Lysten er nok lidt et udslag af tiden. Stressede hverdage og bygge om og afsted og så er der nogen idiot der har opfundet den forpulede vintertid, der fuldstændig tager lysten til et liv fra en.
Og JA... jeg ved godt at sommertid ikke er normal tid, men som jeg har skrevet flere gange før, så kan jeg ikke bruge en solopgang kl. 3 om natten om sommeren til en skid. Til gengæld kan jeg godt bruge lyset frem til kl. 23
Såvel er det også med lyset vintertid. Jeg er fløjtende ligeglad med at det er lyst om morgenen. Men indbrudstyvene elsker at det er mørkt tidligere - og så misser man også alt dagslys når man har fri fra job.
Og skal hjem og bygge om. Suk...

Men jeg tog fri 01. november og på rav jagt i dårlige forhold. Det blev og gik som forventet. Jeg fandt et heldigt stykke på kanten af det røde rådne hav. Men fik da en hygge tur ud af det og tænke på hvornår jeg igen kom herud.