søndag den 22. januar 2017

2017.01.22 "Et styks fisketur, tak" Ja, så gerne - det bliver lige 500 kr...

Heldigvis er det hverken kontant afregning eller de prislejer jeg begiver mig i, men da jeg fulgte en auktion på nettet efter jeg kom frysende hjem fra dagens lorte tur, var prisen på 500 kr. faktisk slut beløbet på 2 styks OLR woblere. De er det værd, men jeg ville ikke give så mange penge for dem, ovenpå en dag som i dag. Sådan en lortedag, for at sige det lige ud. Det er ok at have nulture og naturen var fin og selskabet godt, men visse dage skal bare glemmes.

Så da jeg stod med bundhug nummer 4 på bombardaen og linen brast oppe ved bombardaen, var det at rulle ind og klippe det lorteflåd af og skifte til OLR. Hvis ikke lige det var fordi at mine stivfrosne fingre ikke kunne slynge linen så meget som én gang rundt om sig selv. Og det var liiiige 8 gange den ene vej og siden 8 gange den anden vej... Til mit held kom Javier mod mig og syntes vi skulle bytte plads. En chance for at få liv i de 10 tykke pølser. Samt liv i fødderne og ikke mindst kroppen. Sølle 30 minutter i vandet, havde knækket den gamle. Jeg er ude af træning. Ude af fiskeriet og i den grad ude af rytme. Hvor skulle vi forresten hen? Hvad er godt nu? Den store fra forleden var jo fra østsiden og der skulle vi ikke over nu!

Varmen i bilen blæste med stærk storm ud i kabinen og tøede mig op. Den korte køretur til trods, hjalp det med plusgrader og jeg glædede mig over at kunne lave en knude, siddende i bilen, på den nye plads vi ankom til. Vandet var grumset inde foran, men klart ude ved "vadestedet". Det så endda godt ud. Sådan lidt fangstagtigt tilmed. I lidt bedre bevægelser og uden at kunne se bunden, begav vi os ud mod revet. Javier havde inden da fortalt om hans besøgte 4 pladser, inden jeg - den gamle og slidte - kom ud. Ikke skyggen af fisk. Ikke et liv nogen steder. Det er vist ikke sket så tit at jeg kører ud og SÅ sker der noget. Nærmere at de døde dage, forbliver døde og de gode dage forvandles til døde, når jeg kommer ud. Sådan føles det i hvert fald og dagen i dag var ingen undtagelse.
Lige bortset fra den sten der måske alligevel ikke var en sten og så alligevel i et par kast efter, blev forvandlet til en rigtig solid sten. Så solid at den beholdte min OLR wobler. Det kan jeg leve med. Men ikke at jeg allerede igen, var så bundkold at jeg ikke kunne lave knuder på en monofil line. Lidt banken hænder, lidt pusten mod den tiltagende vind, fik knuden på plads. Kastene efter afslørede liv i vandet, i form af en lille havørred der nysgerrigt vendte foran mig. Javier oplevede det samme og vi fik lidt ny varme, selvom vinden gjorde sit for at kaste bølger mod os og samtidigt køle os ned. Det var absolut ingen rar dag at være ude og ude af træning, var jeg knækket efter en time da jeg satte min anden OLR i endnu en sten.

Knækket var endda mildt sagt, men bandeord som fuck, pis og lort og den slags, tager sig bedre ud i øjeblikket, end skrevet bagefter. Jeg gad ikke mere. Jeg frøs, så jeg rystede og var eddikesur. Bedre at tage hjem og vente på lidt mere forårsvejr. Bare lidt. Lidt mere sol. Lidt varme. Dagene er allerede tiltaget over en time. Det er den slags jeg trænger til lige nu, hvor huden ikke bare ligner, men også føles som ubagt pizzadej.

Nå ja billeder? Dem må du kigge i arkivet efter. Jeg var så uinspireret at jeg ikke gad tage fotos af uklart vand, disen over os, hestene der sikkert også frøs, vejen med biler og deres tågelys. Javier uden fisk eller grejet for dagen, for det blev alligevel smidt væk.

Kære vinter... skrid eller vær lidt seriøs omkring dit navn, tak.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar