søndag den 4. februar 2018

2018.02.04 Det var jo premiereturen!

Det var først halvvejs gennem fisketuren at jeg igen kom i tanke om at det var en premieretur. Jeg havde gået hjemme og luret på vinden og vejret og det var ikke fordi det lokkede vildt, med en frisk nordøsten vind, men da jeg alligevel bestemte mig for at give det en chance, var det samtidigt med en messenger meddelelse i hånden om at Javier allerede var ude og havde fået 2 på 30 minutter. Premiereturen stod for døren, grejet blev pakket og så afsted på de glatte veje.

Det var et dejligt vejr og naturen stod som den plejer i starten af februar, bleg og brun - som nu naturen kun kan det. Jeg fik hilst på spansken og spurgt om der var sket mere, men desværre. Vi bestemte os for at prøve igen, gik på hver vores odde og kastede med bobleflådene over det ganske lækre vand. Højt var det - meget endda, men rimelig klart trods alt.

Og så var det 3 grader i vandet, hvilket søerne der kom ind udefra, lige mindede mig om. Det var ikke varmt eller behageligt vejr, men da solen tittede frem, var kulde, premieretur og fisk for den sags skyld, glemt bort. Væk var tankerne fra huset og al ombygningen. Bare mig og solen. Åhhh hvor det var rart at stå med ryggen præcis mod vinden og mærke solen i huden.

Jeg byttede plads. Spansken bandede over et eller andet. Måske en tabt fisk? Jeg gik videre. Vadede ud og kastede af. De kan jo stå lokalt på denne årstid. Ingenting.
Næste hul i tangen afslørede en lille gråsæl liggende død i vandkanten. Selv som lille, var den stor. Gad vide om det var en garnfisker der havde skudt den. Den havde et kæmpe hul i hovedet. Måske lidt klamt, men vinden førte eventuelle odører ud over vandet, hvis der var nogen som kunne skabes i kulden.

Næste hul igen, havde pludselig nye sandpletter foran sig. Der plejer at være sten. Ingen tang bare 10 meter ude og nu sand. Vandet var tilmed ganske klart. Jeg troede mere på det og det var da, jeg igen kom i tanke om at det var premiereturen. Jeg var sikker på at der var en fisk til Anders, men det kun mig der atter engang delte den opfattelse.

Spansken forsvandt, solen forsvandt igen i det grålige tæppe. Varmen i fingrene forsvandt og dermed også lysten til at fortsætte. Alligevel tog jeg lige og rundede af på odden, inden afgang til bilen - men jeg fik kun endnu koldere fingre af det og der gik ikke længe, før jeg sad i bilen med røde kinder og en rød næse, på vej hjem til varmen.

Det var nu dejligt at være ude trods alt. Premieretur eller ej. Pyt med fiskene. I denne omgang!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar