mandag den 18. september 2006

2006.09.18 - 22 Jylland


Endelig kunne jeg gengælde Lotti´s mange besøg i det Skånske. En uge til rådighed i Thy - bare at finde mig en fiskeplads, Lotti, og så igang!

Inden afrejsen, var jeg blevet kimet ned af jyden, der sagde "havbars" i hveranden sætning. Ergo var det første naturlige stop, en plads til havbars (men så sandelig ikke en plads for mennesker, der ikke drikker Cola Light og er vant til at klatre i bjerge) Lotti havde lånt hans forældres autocamper og i den kunne vi køre rundt og sove ved de pladser der tiltalte os. Da den første dag var kort i timer, var det rart at kunne lægge sig nær kysten og blive frisk til tirsdagen, hvor jeg skulle prøve min første bars - for gæster hos Lotti kommer nemlig ikke først, og han snupppede 2 bars inden solen gik ned og længe inden jeg fik set mig om. Til gengæld fik jeg min første makrel - de er ok at fighte, men lidt overvurderede, syntes jeg. Eventuelle fremtidige makrel-sats bliver ihvertfald med lettere grej, end min kyststang.

Tirsdag morgen: Opvågning til en fæl stank. Jeg troede der var noget galt i husbilen, men det stank også udenfor - erfarede senere at det var fiskefabrikken i Thyborøn der sendte sin rådne stank efter os. I det mindste var det ikke Cheminova.

Ny plads, denne med mulighed for havørred, hvilket fik mig op at ringe, ikke mindst da jeg så den. Der var dog ingen fedtfinner hjemme, men da Lotti sagde at han nu ville gå længere hen ad kysten og fange en havbars, ja så gjorde han det. I første kast selvfølgelig!
I hælene på Lotti kastede jeg ud og så fik vi ellers én på opleveren. Ialt tog vi 23 havbars på en time, havde utallige hug og mistede enkelte - Det var ganske enkelt fuldstændigt vildt! Og havbars... DE fighter! Men ikke bare fighten er fed - hugget er stygge hårdt. En del vildere end de fisk jeg kender fra de Danske farvande. Nu var jeg også tændt på havbars og de overbærende smil, når Lotti fortalte om dem, var gemt væk. Desværre tog vinden meget til og resten af dagen fik vi ingenting, andet end horn og makrel. Største havbars var 57 cm. og fanget af Lotti.

Onsdagen blæste helt væk. Hverken gedde-søer eller kysten kunne byde på forhold vi kunne fiske i, og da torsdagen bød på samme vejr, endte vi i Lotti´s barndoms-å. En å, hvori bækørrederne var større end noget andet sted i Jylland osv. (I kender nok de der prale jyder :-)
Nuvel.. vandet var nærmest stillestående pga. manglende nedbør. Det var skuffende. Alligevel ville vi fiske, og Lotti tog den første flotte bækørred på en lille spinner. Da vi ikke kunne komme helt ned til åen, grundet kraftig plantevækst, måtte vi flere steder nærmest pilke spinneren gennem vandet. På den måde fik jeg en smuk bækker der hoppede op af vandet efter min spinner, netop som jeg skulle til at skifte plads. Et chok, gav den mig - men et flot syn.

Resten af dagen prøvede vi at finde andre åer, hvor vi kunne og måtte fiske. Søerne var blæst igennem og kysten stadig med høj sø og grumset vand. Vi "fandt" bl.a en gammel grusgrav sø med utroligt klart vand. Måtte vi fiske dér? Næhh.. vi måtte faktisk ikke engang køre ned til den. Gad vide om en ufisket sø gennem 15 år, gemmer på noget spændende eller om fiskene bare er ligeglade? Vi fandt ikke ud af det - denne gang.
Lækker kystplads, affisket om aftenen. Det stank af havørred, men i Limfjorden er det ikke altid lig med fisk. Ej heller denne aften.

Fredagen gik med at kigge på det sandfarvede hav og nyde det gode vejr. 10 stk. rav fik jeg samlet og så var det desværre hjem til den travle hverdag igen. 

søndag den 10. september 2006

2006.09.10 Sæsonafslutning på sydkysten


Johan Kohnke og jeg havde længe talt om at skulle på kysten for at afslutte sæsonen, i hvertfald én gang - det blev for mit vedkommende også kun denne ene gang. Mere om det senere.

Det så virkelig godt ud, revet. Lugtede langt væk af fisk og det skulle bare kaste noget af sig, hvilket det også gjorde efter en halv time. Længst ude i kastet fik jeg et kanonhug på mit hjemmelavede blink. En tung fight begyndte og jeg troede jeg havde rygkroget en torsk. Det var dog en farvet havørred på omkring 2,6 kg. der simpelthen bare ikke gad fightes, men kun gå med siden til. En smuk fisk med mange prikker.

Johan overtog stenene jeg stod på, mens jeg fiskede mig videre over revet, med bølger op til armhulen - jeg havde lige glemt at der var huller på revet og at højvande ikke gør dem lettere at passere. Så fik jeg fisk igen. Denne, en mindre ørred røg af kort efter. Og så sluttede min sæson næsten, for pludselig stod Johan med flex på klingen, og da vi gerne skulle have lidt billeder, løb jeg over til Johan - for vi sætter efterårsfisk ud. Men på vejen tog jeg nærmest hovedspring på stranden, mellem sten og sand. Heldigt for mig, landede min fiskestang sikkert og mine hænder tog fra for ansigtet. Men mit venstre knæ, havde ikke set den sten, det mødtes med og så lå jeg der. Kunne ikke røre mit ben de første par sekunder, men kom langsomt op, pakket ind i sand og uden hul i mine waders. PYHA!

Johan undrede hvor jeg var blevet af - jeg satte mig ned og slappede af!

Nu var der fisk inde, og den slags lader man jo ikke passere, hvorefter jeg måtte ud igen. Denne gang med et vist besvær, pga. knæet. I første kast fik jeg en steelhead, der fightede som bare den. Johan tog derefter en flot og fed havørred på ca. 2,6 kg, også denne farvet og så blev vi enige om at slutte dagen. Forresten var Johans første, en fin blank fisk på 54 cm.

Jeg var siden på hospitalet med knæet, hvor man kunne konstatere at knæskallen havde fået en revne halvt igennem. Avs...