søndag den 13. september 2009

2009.09.13 Hornfisk, dem må DU få!

Telefonen ringer og næsten samtidigt blinker baglysene rødt foran mig. Jeg når lige at tænke "klaphat" da Marcus´ stemme i telefonen spørger om det er mig der kører bag ham. Han får det lange lys og sammen kører vi mod dagens første fiskeplads der hurtigt bestemmes i telefonen.
Desværre indfries mine forventninger fra dagen i forvejen om lidt mere klart vand ikke. Det er for det første lige så højt som i går og desuden ligeså uklart. Øv, for en skuffelse. Det var ikke den sæsonafslutning jeg havde drømt om, men næbbet skal ikke hænge så tidligt på dagen - der er mange timer endnu.

Efter en mistet fisk, jeg havde på i maksimalt et sekund, bestemmer vi os for at køre videre for dér at møde Linus og spise nogle korv fra grillen. Jeg kommer sidst til vandet og bliver mødt af hvad jeg tror er en måge i alvorlig havsnød. Rundt om hjørnet står Linus og råber og skriger helt vildt - vel at mærke alene oppe på stranden. Det ligner en feberkrampe eller et alvorligt epiliptisk anfald, men viser sig heldigvis, i lyset af mine alternativer, bare at være Linus der har tabt sin spole til hjulet og derfor ridset den så meget at linen slides over. Helt nye spole, til helt nye hjul og med helt nye line, kan tilføjes oppe i ovenstående tekst.

Linus er på vej hjem. Han er desuden syg og dårlig og "varför i helvete skulle jag fiska i dag överhuvudtagit". Jeg ved ikke lige hvad ben jeg skal stå på, så jeg vælger dem med fødderne i wadestøvlen og smutter ud på næste pynt indenfor hørevidde af Linus´ fortsatte råberier. Foran mig hopper en farvet fisk fri af vandet og jeg ser flere der er oppe og markere. Intet sker - ej heller for Marcus der længere nede af kysten forsøger at bestride modvinden med energiske kast.
Da Linus har pakket så godt som alt sammen, bliver storebror barmhjertig. Lån min stang, så laver jeg dig en korv. Mens Marcus og jeg så sidder og venter på at pøllerne er færdige får Linus fisk på. Hvor stille der pludselig blev på kysten.

Med et snuptag kaner Linus dagens eneste fisk op og må derefter erkende at hans dårlige humør er forsvundet og afløst af et nervøst opadgående træk i mundvigen. Det hjælper vist altid med en havørred over målet...

Jeg bliver træt efter et par tomme timer i det stadigt mørkere vand og bestemmer mig for at fiske et lunt hjørne af Sydkysten af. Skrå fralandsvind og væsentligt klarere vand får mig så langt ud det går på revet. Allerede efter et par kast er der noget der piller ved snapsen. I kastet efter når jeg kun at få kontakt til blinket, da jeg mærker hugget. Følelsen i kroppen er som du måske kender den? Man fisker og fisker i dagene lange og venter på hugget... når det kommer... uha det er dejligt! Måske kender du følelsen når du erfarer at det er et skide horn der har hugget og ikke havørreden som du gik og ventede på?

Tak for denne sæson. Eller rettere... "for denne sæson"

lørdag den 12. september 2009

2009.09.12 Tobis or not tobis

Sæsonen slutter om 3 dage. Ralf og jeg er ved at skabe os en tradition med en afsluttende tur og lidt i 6 holdt Ralf udenfor køkkenvinduet mens jeg var ved at hælde 2 kopper kaffe op.

Sikke en morgen! Fuldstændig stille med morgendisen bølgende over vejen, mens solen langsomt begyndte sin stigning mod himlen, der blev mere og mere blå, fra det rødlige skær i de tidlige timer. Vandet var ligeså stille. Fuldstændig stille. Ikke en vind og strøm var der heller ingen af. Var det ikke for bilerne på vejen, der forsøgte at slå alle hastighedsrekorder, så havde morgenen været perfekt. Gad vide om man en dag sætter hegn op langs kysten for at beskytte de sarte fiskeres ører?

Foran mig går en farvet 2 kilos havørred helt fri af vandet i det der ligner et enormt plask på den flade og ellers ubevægelige overflade. Klart de ikke gider noget som helst. De venter på rigelige mængder vand og så er det op i åen - på de stille dage er det fluer der dur. På de blæsende dage er de mere til at komme i tale med. Blæst behøver vi, så da klokken nærmer sig 9 sætter vi kursen mod Österlen. Ikke fordi vi vil have farvede fisk, men det er ingen hemmelighed at fiskene er mere sky på dage med høj sol og helt klart vand. På østsiden blæser det fra NV og rifler vandet. Det ser lækkert ud med de lange dønninger der kommer rullende ind og vi er straks i vandet, selvom vi begge har et godt øje til grillen inde på stranden.

Der går ikke lang tid inden Ralf siger de forløsende ord. "Skal vi ikke spise"... jeg har ikke tænkt på andet den sidste time så hurtigere end du kan sige ostepølse, har vi lagt revet bag os og sidder sultne og venter på at kullene er klar. Det kan ikke siges mange gange nok... Pølser fra grillen i det fri, er simpelthen den bedste nydelse. At Ralf´s slagter pølser så smager gudeskønt, gør det ikke værre! 3 store bamser senere, indser jeg at de 5 timers søvn jeg fik i nat, ikke har glemt mig. Ralf vil fiske, mens jeg lige skal "slappe af" et øjeblik. Det bliver vist til et kvarter på langs, mens vinden i sivene, traktoren på marken og bølgerne på kysten fylder lydbilledet sammen med min højlydte snorken.
"Jeg havde en følger ude til venstre" siger Ralf. "Den fulgte med helt oppe i overfladen og så stod den ellers bare foran mig og ventede da jeg hev blinket op. Den skal vist have din flue, Anders." Nå ja... min nye kyststang skal da prøves. Jeg har været lidt træt af at jeg gentagne gange på Österlen og Listerlandet, tit har set fisk over en normal kastelængde ude. Fisk jeg ikke har kunne nå, men fisk som bl.a Harry engang imellem når og også får til at hugge. Hvorfor snydes for de fisk? 11" stangen tages frem og så bindes et 40 gr. kasteflåd på linen med min gode gamle Pilen flue forenden. Jøsses... jeg er da klar til fiskene på Listerlandet næste år! Umiddelbart vil jeg mene at jeg uden problemer kaster over 110 meter i hvert kast nu, hvor jeg tidligere generelt har ligget på 80 mtr. Intet sker... Ralfs følger er nok længe væk i det 17,5 gr. varme vand og hvad er nu det? Vinden er da vendt på de 15 minutter jeg lå og hvilede og blæser nu friskt fra SV. Et opkald til hhv. Linus og fruen for at få bekræftet hvad jeg ser, giver panderynken. Den skulle ligge i N og NV hele dagen.

Den komplette udeblivelse af fisk, fører os i første omgang videre nordpå til 2 forskellige pladser og imens går tiden stille og roligt (alt for hurtigt). Heller ikke længere oppe møder vi fisk, men til gengæld en del fiskere. Ingen har mærket noget - heller ikke dem der fiskede hele dagen i går. Og de 2 danskere der var ude og natfiske natten til i dag, havde så vidt vides intet heller fanget. Ralf og jeg mærker begge nogle mindre hug på alle pladserne. Da vi ser tobiserne der følger blinket er det nærliggende at tro det er dem der driller. Eller måske ikke?

Vi vil på Sydkysten igen. Linus fortæller at vandet er blevet brunt flere steder, men eftersom vi intet ser eller mærker her på østsiden, kan vi ligeså godt forberede os på det uundgåelige - hjemturen. Hvorfor ikke korte den af med et par stop på Sydkysten på vejen? Hvorfor ikke stoppe og mødes med Johan Kohnke der kommer og giver en hel kasse special øl til mig, som bytte for en fiskejakke. Øl for en jakke. Hvad holder mon længst?

På Sydkysten igen, vil Ralf have grillen med og de sidste pølser lader livet i vores mundvandsløbende gab. Fiskeriet går udemærket, men troen på det er ikke voldsom. Sigten er nede på under 20 cm. og ser ikke bedre ud, længere til havs. Linus fortæller at han netop har fået en på målet og så må vi alligevel tro på det lidt mere, men dagen ender endnu engang i et stort nul. På de 2 sidste timer drejer vinden igen i NV. Imorgen måske?

torsdag den 3. september 2009

2009.09.03 Lidt mere torden

Det har været et mærkeligt år. Fiskeriet har ikke været godt og i særdeleshed ikke vejret. Lige nu skulle jeg være ude og fiske og selvfølgelig... jeg kan da sagtens tage ud, men troen på det er ikke videre stor efter 3 dage med over 10 m/s. Troen har generelt ikke haft d
e bedste vilkår i år heller. På tordenfronten måtte jeg som bekendt re-konvertere til Jyde for at opleve lidt bulder fra oven i år, men idag skete der endelig noget på de hjemlige jagtmarker. Bygerne havde ramt det meste af landet og nu kunne jeg pludselig høre rumlen i det fjerne. Kursen var ikke til at tage fejl af og på et øjeblik stod himmel og hav i et, mens det faktisk tordnede - altså et rigtigt tordenvejr. Af mærkelige årsager havde jeg bare en time forinden været nede og bruge knap 1.000 kr. på noget så utroligt ligegyldigt som et ND8 filter (gråfilter). Den eneste mening med filtret var at jeg ønskede at have muligheden for at tage billeder af lyn i dagslys - hvilke lyn? Det tordner jo ikke her mere...

Godt jeg havde filtret. Pengene var allerede godt givet ud, for 3 lyn måtte lade sig fotografere. Ikke lige den bedste kvalitet, men så lærer jeg de indstillinger til en anden dag.

Godt 2 timer efter lå der en stor CB syd for Trelleborg. Batteri-indikatoren på kameraet viste 15% og jeg blev derfor hjemme, selvom ønsket var stort efter et tordenvejr ude over havet. Fra haven kunne jeg i lidt over en time følge bygen langs Sydkysten inden den kom for langt væk. Det blev til lidt billeder af en oplyst sky, som helt sikkert havde gjort sig bedre ude fra kysten. Men pyt - 2 x tordenvejr på en dag. Det er jo uhørt!

Fiskeriet... jeg skulle være ude idag, skulle jeg ikke? Der kommer en weekend til inden fredningen og ellers så vil dette år gå i bogen som usædvanligt ringe i de fleste sammenhænge. Bornholm venter forude, men jeg vover ikke at sætte nogen former for lid til at det skal gå bedre derovre. Stevns venter også, men skal vi ikke bare sige at vi tager en dag af gangen til en start.