søndag den 18. februar 2018

2018.02.18 På jagt efter Dansk Dynamit

Sigtekornet var indstillet på tidligere års rygter fra perioden vi er i nu. Rygterne i år, var ikke løbet os i forkøbet. Hverken da turen blev planlagt for længe siden eller i dagene op til. Alligevel var det med en stor tro på projektet, at jeg gik til vandet i følgeskab med Henrik, Javier og Ole. Vinden var flovet fra gårdagen - den skulle siden øge fra SV hvilket er en udmærket vind på Stevns, for det var her de første støvletramp blev lagt i jagten på det Danske Dynamit. Men det blev en sløv start på en sløv morgen. Vinden var nærmest ikke tilstedeværende og vandet fladt og spritklart. Ikke de optimale forhold, trods at Stevns fisker på de mest mærkelige måder og forhold. De trækkende fisk skulle nok komme - og det gjorde de sikkert også. Bare ikke hvor vi stod. Eller det vil sige... snakken om at kysten i princippet altid holdt fisk, bare ikke altid bidevillige sådanne, kom i gang og selvom spørgsmålet flyver i vinden, til nogen sætter et kamera i vandet for at filme, så blev vi ikke klogere. Ej heller sammen med Jan, der langt om længe dukkede op til en fælles fisketur. Ikke at han var sen, men Jan og jeg har skrevet sammen i en del år og talt om fisketur rigtigt længe. Det var fedt endelig at møde dig Jan - tak for en rigtig hyggelig fiskedag!

Sammen drog vi - nu 5 mand - sydover for at finde lidt mere vind. Det fandt vi. Vind med ålegræs til følge. Det vil sige, ålegræsset fløj ikke rundt - men nøjedes trods alt med kun at flyde rundt, tilpas meget for at genere endegrejet og en hurtig ny plan blev lagt. Sørens også. Vi stod på en gudeskøn plads, med store sten her og der. Vand der var let grumset, en sol der hele tiden prøvede at kigge frem. Og så det skide ålegræs. Øv.

Ikke så meget øv over den nye plads, men foretrukket havde jeg dog at forblive på de sydlige breddegrader, med vinden på. Men vinden tog i.

Mens Jan fik lov at smage hvordan en fisketur, kan laves - det vil sige, lækre pølser fra grillen og så den sædvanlige blåbærtærte fra Javier, så øgede vinden ganske meget. Så med fornyet tro, lidt varmere fingre og en proppet mave, gik vi til dagens sidste plads - bevæbnet med OLR woblere og en tro på tingene. Nu skulle dynamitten vise sit værd!

Så stod Henrik med fleks på klingen. Jeg stod et rev længere nede og så en blankfisk sprælle kort i luften og siden blive genudsat. De var der. Kom med den store. Men der skete ikke rigtigt mere.
Efter Jan, gik Ole og jeg ud på spidsen for at fiske af. Vinden stod perfekt skråt ind på spidsen og skabte rørelse i vandet, pressede ålegræsset mod land og efterlod en 6 kg´s i tankerne. Desværre måtte vi senere erfare at den kun levede i tankerne, for efter en grundig affiskning på hjørnet af Jan, siden mig og bag ved os, Ole, måtte vi hver for sig gå tilbage til udgangspunktet, for der at erfare at Javier havde smidt en 2 kg´s fisk lige inden landing, fordi der skulle billeder af fighten. Nuvel - vigtigere med et godt billede end fisk på land, for i nettet var den kommet hvis det alene havde handlet om mad på bordet.

En umådelig smuk solnedgang over klinten, kronede en rigtig kold, men samtidigt også en rigtigt varm dag. En varm dag i selskab med et par rigtigt gode venner! Så kan fisken godt vente lidt endnu. Men lad mig lige slå fast; Heller ikke så længe til. Nu er det snart på tide med en blank!

1 kommentar:

  1. Hej Anders (Og Henrik og Javier)

    En på alle måder super hyggelig tur :O) Bukker og takker for godt selskab, diverse Svenske hotdogs og en ekstremt god blåbærtærte... Det var Konge!
    Jeg glæder mig til at Ole og jeg snarest kommer en tur hinsidan, og kommer til at danse med store blankfisk sammen med jer andre. BRING IT ON!

    MVH Jan Svendsen

    SvarSlet