fredag den 17. juli 2020

2020.07.17 En årstid senere

Som sædvanlig er det ikke lysten der mangler, jeg er bare blevet ældre og har haft en del andet at se til. I særdeleshed i disse tider, hvor verden pludselig er blevet mere distanceret. Egentlig burde jeg derfor have fisket mere, for jeg undgår alle mennesker - nu også når jeg ikke fisker - men jeg har i stedet taget den med ro når arbejdet ikke kaldte og ellers været i haven og nydt solen og arbejdet.

Vist nok et helt normalt liv, men jeg savnede fiskeriet også selvom jeg bestemt ikke var lokket da vi i juni stod i 30 graders varme, hvor det ellers havde siddet fint med en aftentur eller 2.

Så blev det juli og sommeren skulle for alvor gøre sit indtog, men tværtimod er vi nu på vej mod den koldeste juli i mange år. Ikke at det er så koldt, men for årstiden er det. Haven er dog glad for al den skygge den får fra skyerne og kystvandet var på vej ned i temperatur igen. Og så var der ham Hashim. Han skrev igen og igen og til sidst fik han mig med på ideen.

Og så stod vi der. Waders på og 22 grader for oven, med en fantastisk udsigt over det smukke stille vand, der ikke skulle være så varmt.

Vi stod og svedte da vi kom til vandet. Der var kun en form for afkøling der ville virke og det var ude i det. Og så stod man der klokken 18 en varm juli dag og kastede på en folketom kyst. Det var rart at være ude og uden varsel fik jeg allerede efter et par kast, et solidt hug ude ved en sandplet. En herlig fight afsluttedes med et par fine hop og udløb og så kunne jeg genudsætte en flot havørred under målet. Jeg var ikke forbløffet, men alligevel. Det er noget med min opdragelse, tror jeg. Havørredfiskeri er fra september og frem til april - og så et par afstikkere om natten (aftenen) i maj og juni. Midt på dagen i juli, vidste jeg godt er muligt, men i min verden er det alligevel fjernt og nu stod jeg i det og havde bevist det.

Hashim var glad. Vi havde fundet fisk og det lugtede faktisk af flere. Vi bestemte os for en lille pause og bagefter prøve det næste rev. Som velopdragen kystfisker har Hashim lært at ikke bare vælte ud i vandet, så vi sneg os langsomt over de første sten, da vi lagde det første kast ud. Jeg mærkede et stød i agnen og sagde til Hashim at der nok var fisk efter og ganske rigtigt kom der en bule på overfladen et par omdrejninger længere inde. Den vendte i nogle flotte hvirvler og mere så vi ikke til den.

Præcis det samme scenarie gentog sig på det næste rev, hvor jeg alene var trasket ned. Et stød i wobleren og en stor hvirvel inde foran, da jeg ikke havde mere line at spinne ind.

Hvad der var startet lovende, endte med en aften uden yderligere fisk, mens vores woblere ellers gennemsøgte hver en sandplet og sten effektivt langs kysten. Vi så hver vores fisk hoppe fri af vandet, men der skete ikke mere.

Da jeg drog hjem, var det med et smil på læben, for jeg havde været ude efter en alt for lang pause. Jeg havde fået fisk og vi havde haft en god tur. Der skal vel ikke gå så lang tid før næste tur igen, tænker jeg.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar