søndag den 29. august 2021

2021.08.29 Det lakker mod enden

... sagde manden da han hældte fernis ned ad ryggen.

Jeg bevilgede mig selv et par ekstra timer på kysten, med en lidt bedre udsigt og oversigt over hvad der var muligt og hvor det var muligt, ikke mindst. Det var i hvert fald hvad jeg troede. For vist havde nordøsten vinden skubbet endnu mere vand til de sydlige kyster og nu var det så steget yderligere, hvilket ikke havde hjulpet på grumset. Så da jeg trillede langs kystvejen kunne jeg godt se at en svær dag stod for døren.

Alligevel landede jeg i noget nær perfekt vand, da bilen endelig stoppede og allerede efter 3 kast havde jeg en mindre følger, hvorfor revet fik en ordentlig tur. Desværre var den enlige følger det eneste jeg så af liv, selvom jeg gik både den ene og den anden vej og vil mene at der ikke kunne være en ærlig fisk på stedet, der ikke havde set min wobler komme forbi.

Jeg valgte at køre videre og endte i noget grumset vand, som jeg først kunne konstatere vel udvadet med vand til maven. Vandet havde en sjov overflade over hele dagen og Jim plejede at sige at når overfladen var sådan, så fik man ingen fisk. Det har jeg modbevist et par gange, men i dag var det Jim´s ord der gjaldt. For vel ude på revet, klarede det en smule op og atter engang stod jeg og kastede ud i det tomme intet. Det var lidt magisk at have så fine forhold og så skete der intet. Fuldstændigt som på de følgende 2 pladser jeg siden besøgte. Fint vand, god temperatur og absolut ikke noget som helst tegn på liv.

Jeg endte dagen på et af de lokale rev og fortsatte det monotome fiskeri som det var blevet til. Ikke skyggen af havørreder, hvilket jeg undrede mig over.

En fantastisk havørredsæson - i hvert fald for så vidt angår marts og april - lakker mod enden. Der er lige 14 dage tilbage og jeg håber virkelig at fiskeriet får et opsving inden vi skal i hi frem til 2022 sæsonen.

lørdag den 28. august 2021

2021.08.28 En smuttur midt i det hele

Jeg havde planlagt at være ude hele dagen, men som sædvanlig skulle jeg liiiige og efter det skulle jeg også liiiige og så gik heldagsplanen i vasken, da det først var sidst på eftermiddagen da der åbenbarede sig lidt fritid.

Og så havde jeg valget mellem at fiske på en strækning der allerede var fisket på eller fiske på en anden plads, hvor der så også stod 2 ude... hvorfor jeg endte på en helt tredje plads og sluttede af på både fjerde og femte, bare fordi jeg ville fiske i nyt vand og nyde en times fred og ro. Det blev næsten mere kørsel end fisk til sidst, ikke mindst fordi det pludselige højvande, på grund af nordøsten vinden, havde samlet alt gammel tang op inde på land og atter engang ført det tilbage i havet igen. Det var med andre ord grumset, sort, mørkt eller med drivende rådden tang, bortset fra sidste plads hvor jeg endelig fandt klart vand.

Plads 1. Grumset vand, faktisk rigtigt mørkt. Men det fik et par kast, inden jeg mente det måtte være bedre andre steder end den bugt jeg stod i og hvor det mørke sikkert samlede sig.

Jeg talte med den ene fisker, der på plads 2 af mine besøgte, havde fisket et par timer og lykkedes med 4 meget små havørreder. Brugt vand, stadig grumset vand. Små fisk. Fravalgt.

Alene på næste plads, blev jeg overvåget fra vejen af en lykkeridder der måske håbede jeg faldt i vandet eller bare ventede på jeg fangede en fisk, så han kunne mase sig ud på revet. Mission failed. Både for ham og for mig i fisk, i noget vand der ellers så ganske så fint ud, da jeg kom langt ud på revet og tog mod et par bølger.

Plads 4 fik faktisk ikke nogen kast, fordi vandet allerede fra vejen, så ud som de andre pladser. Det blev også konstateret ved udvadning samme sted et par minutter senere... hvorfor...

... jeg på plads 5 endelig fandt ro, relativt klart vand, bølger og en tro på det efterhånden umulige i løbet af de par minutter jeg havde tilbage af min efterhånden afkortede fiskedag. Men ak. Jeg kom ud på revet, gik over revet. Fiskede bagom revet og selvfølgelig bag nogle af de mange sten der så smukt ligger strøet ud på strækningen og som i foråret desværre er en alt for kendt plads, for bag alle de sten har jeg tidligere hevet mange havørreder, når de går og er lidt fimsede i det og ikke jager tobis på fuld skrald.

Og på fuld skrald kom pludselig en drone over mig. Ikke generende eller noget og det viste sig siden af være 2 tyske turister der var ude og lufte deres udstyr. Faktisk en hammer fed drone, der kunne pakkes sammen (som de fleste sikkert kan) havde en rækkevidde på et par kilometer i åbent terræn og en batteritid på 30 minutter, størrelsen til trods. 4K og alt muligt andet lækkert... ja, jeg erkender. Sådan en drone gad jeg sgu godt have til forårets fiskeoplevelser. Jeg har set optagelser fra andre, mens de står og fisker og det ser dæleme fedt ud med så klare optagelser og kunne man fange sådan et par minutter på film... nå men de koster jo penge og tid og så skal man redigere bagefter og hvordan gik det nu dengang jeg tossede rundt med mit GoPro i panden...

Mens jeg bestemte mig for at en drone vist kunne være spas, så var jeg også sikker på at det ville ende som med GoPro.. fede optagelser, NÅR der endelig sker noget og så skal man være redigeringstekniker bagefter i et par timer, for at skrue noget lækkert sammen og det har jeg ikke tid til...

Tid havde jeg heller ikke tilbage da jeg kiggede på dagslyset, der hurtigt svandt i det grå tæppe der hele aftenen havde omgivet kysten. Fiskene udeblev, bortset fra enkelte tobiser, men jeg havde fået en fornemmelse for kysten til i morgen, hvor jeg vil satse lidt mere tid.

fredag den 20. august 2021

2021.08.20 Med græshopper i baggrunden på Sydkystens svar på Skagen

Eftersom det er mig der skriver det som udsendt dansker, må det være ok at drage den let upassende sammenligning, men det er hvad jeg har, så den får lov at passere.

Jeg kunne høre de forbandede græshopper for én gangs skyld. Dem har jeg ellers ikke hørt i mange år. Fandt ud af at det er aldersbetinget og helt normalt, at de der rigtigt høje lyde kan fordampe med tiden. Ungerne forstår det ikke, for de hører dem alle steder når vi er i Blåvand og spørger konstant om jeg "virkelig ikke kan høre dén eller dén"? Men det kan jeg ikke og så alligevel... der var de. Jeg så dem endda. Jeg hørte dem, mens jeg sad i hvad man kunne kalde en klit med marehalm og hjelm omkring mig og kunne se over den hvide stribe sandstrand med vandet i baggrunden. Et øjeblik føltes det som at være på Vestkysten, hvor jeg kan bruge timer på bare at sidde og glo på naturen omkring mig.

Det måtte være det skånske svar på Skagen hernede i syd. Jo jo... jeg er godt klar over at der mod vest ligger noget finere sydkyst sandstrande - men der er så overbefolket, så snart solen er fremme, at man aldrig når at tænke på en strand i Vestjylland.

Idyllen med græshopper og danske tanker blev afbrudt af Stefan der drivende våd, kom gående fra de sidste 5 minutter. Han begynder altid at tale længe inden han er på høreafstand, så jeg måtte bede ham gentage endnu engang. Og han gav mig ret. Vi kunne godt fise hjemad nu. Vores dag var idyllisk med solen fremme den sidste halvdel, men vi havde ikke rigtigt formået at få det vi kom efter.

Arbejdsbetingelserne var også svære. Som jeg kørte ud af Trelleborg, kom der skyer for solen. Det lettede lidt på min kropstemperatur. Men det gjorde også at det forventede brune vand, ville være endnu sværere at se gennem vel fremme på kysten, så vi fik hurtigt skoddet de første par pladser. Måske var der lidt lyst at ane længere ude - måske var det fatamorgana? Vi kørte videre og endte slutteligt på hvad jeg havde udtænk som fiskeplads. Selv her var der brunt, omend lysebrunt og en overgang indbildte jeg mig at det klarede mere op, bare et par meter ude. Jeg troede på det i en halv time og satte mig så for at kigge på havet og kysten - og Stefan der spørgende så på mig, for dernæst at komme ind.

Vi byttede plads på revet, men jeg opgav hurtigt forehavendet og ville videre. Videre til den plads, hvor der faktisk så lidt klart ud og det var ganske rigtigt klarere, da vi gik gennem havet for at komme til den udsete revle. Bølgerne og strømmen havde skabt en ny plads. Jeg stod nu på sand, hvor jeg tidligere har fanget fisk på stenrevet under den ny sandrevle. Det huggede og så havde jeg en minifølger. I kastet efter, huggede det igen, men det var ganske useriøse hug, med tanke på de fine forhold vi havde. Let farvet, men absolut klart og så en sø der fint rullede ind. Vandet var endda kun 12 grader, hvilket gjorde forholdende optimale - men det eneste optimale på denne dag, var mit ydre vandtætte lag, der perfekt beskyttede mig, som hækbølgerne fra bornholmerfærgen rullede ind. Men hækbølgerne dannede også bølger kommende bagfra, fra stranden, som stødte sammen med de store søer udefra. Når den slags mødes, så rejser de sig til dobbelt størrelse og således fandt et bølgesammenstød sted lige hvor jeg stod. Det er ikke så smart at have jakken åben, når man ellers er vandtæt. Så jeg satte mig op for at tørre kameraet og mig selv, mens Stefan atter engang kiggede spørgende på mig.

Vi gav den en chance til. Stefan lidt mere end jeg og han lykkedes med at kroge en mini derude i det mere og mere brune hav, mens jeg atter engang gik ind og satte mig i Sydkystens svar på en klit.

Og lyttede på græshopper og drømte mig til Danmark.