tirsdag den 22. juni 2010

2010.06.22 Det bliver aldrig en tradition

Jo, jeg har indset det. Det at tage på kysten og fange en ørred, bliver vist aldrig en tradition. Ring lige, hvis du skulle opleve det en dag. Dig der altså fisker mere end en gang om året.

Det er ellers et dejligt tidspunkt at fange fisk på. Ikke at det ikke er dejligt på andre tidspunkter af året, men for at gentage mig selv; Nattergal, sommerdufte, rådden tang lugt (det hører jo med), hygge i vandet, stjerneskud, smukke lange aftener... ja, jeg har nævnt det før - jeg vil nævne det igen og sådan bliver jeg ved. Det er jo også det det hele går ud på.

Og så stod Kasper og jeg næsten på samme plads igen. Der skete ikke en skid, for at sige det ligeud. Kasper havde endda været på plads i 1,5 time før mig og absolut intet set eller andet. Vandet var steget siden sidste uge, men temperaturen ovenpå denne dejlige sommerdag havde ikke fået vandet op i graderne - tværtimod. Det var faktisk godt gammeldags sommerkøligt og lige tilpas til aftenfiskeriet. Men fiskene var bare ikke hjemme. Vi fiskede og fiskede og da vi på et tidspunkt kiggede på hinanden, var det sådan lidt opgivende. Af frygt for at høre de ord jeg ikke ville høre (skal vi køre), vendte jeg Kasper ryggen og kastede lidt videre - det næste jeg hørte fra ham; "Så var den dér".

Efter en fin fight kunne Kasper lande en tyk og flotter blankfisk over målet. Fisken kom ud af det blå, huggede på den lyserøde og forsvandt i det sorte. Natten forblev gylden og vandet var blankt. Vi tog hjem lidt over midnat og var enige om at vi i morgen.... Nej, det var vi nemlig ikke enige. Jeg skal ikke ud. Nu er det tid at hente noget søvn, luge, stryge og alle de andre ting som af en eller anden årsag ikke klarer sig selv, når man fisker for meget om aftenen.

torsdag den 17. juni 2010

2010.06.17 De andre skal også prøve

Rygtet var løbet langs sommerkysten. Der var fisk og de kunne fanges med relativt enkle midler. Selv med flue, lød rygtet! Det var derfor at Kasper stod på plads og ikke fordi hans telefonsvarer var fodret med en rablende kystfisker der omkring midnat dagen i forvejen havde gispet efter en fotograf til hans fisk! Endda fordi fotografen havde lovet at komme på kysten, men aldrig dukkede op. Det var noget med næsen og det pulver Kasper fik i den, vist nok...

Hvorom alting er, så stod Kasper på plads da jeg ankom. Dvs. han stod ikke på pladsen, men bare på plads. Jeg undredes lidt over at han ville stå der, mens jeg tøffede ud på min sten fra i går - den man fanger fisk fra, vel at mærke! Men der skete ikke noget og fra min fisketomme plads, kunne jeg se Kasper lave nogle utroligt irriterende buk med kroppen og gå ind og ud igen... Sig mig stod han og fangede fisk eller hvad? Han havde givetvis ringet inden jeg nåede på kysten og fortalt om en landet fisk, men det kunne da ikke blive ved og da slet ikke uden at jeg fangede noget... kunne det? Hmm... jeg måtte lige op i bilen og køre lidt tættere på ham. Jo, jeg kunne sagtens gå, men jeg valgte bilen med stangen ud af vinduet og det hele. Må have set sjovt ud!

Så stod vi endelig i vandet. Kasper havde fået sine billeder af hans sommerfisk - en skønhed på 3,2 kg - og nu kunne jeg endelig fiske her hvor fiskene var. Klokken var også blevet 10 minutter i fangsttid, så det var bare om at komme i gang! Jeg tror faktisk at tiden passede ret godt med i går, for på det vi kan kalde slaget 12, huggede en fisk brutalt helt inde under land. Den angreb med fuld styrke min wobler som et lyn fra en klar himmel og sprøjtede vandet til og forsvandt lynhurtigt igen - uden krog i munden. Sikke et chok jeg fik og hold da op, hvor det så godt ud!

Senere på aftenen huggede det endelig på min wobler og min nye stang kunne stå sin første prøve. Jeg har fået købt mig en erstatning til den Grey´s jeg holdt så meget af, men som ikke kunne tåle det store. Nu fisker jeg med Shimano Lesath 10" - den ny med læderhåndtag. Uha, det kræs...
Nå, det huggede og den fisk var sur. Sommerfisk er generelt rigtigt sure og en kanonherlig fight begyndte med udløb og hop og sluttede siden med et hop og et udløb, efter jeg havde haft fisken til næsten afkrogning. Der er simpelthen så meget krudt i de fisk her om sommeren. Den vejede vel en knap 2 kg. og var uanset hvad genudsat, hvis den havde været oppe og få krogen ud.

Sikke nogle dage det har været! Nu starter en periode med lidt blæsende vejr, men så snart vinden lægger sig, står jeg derude igen. Der skal bare fiskes, mens vandet er koldt!

onsdag den 16. juni 2010

2010.06.16 Huggets ABC

Se, når nu havørreden hugger - det er jo børnelærdom, for lystfiskere det her - så starter den med at slå til blinket, siden leger den med blinket (det der ofte føles som at kontakten til blinket "forsvinder") og siden hugger den hvis blinket stadig har interesse eller du kan pirre fisken til hugget. Det er ABC for havørred hug, sådan som jeg kender det. Det sker et par gange om året, men jeg må erkende at de seneste år længe ikke har budt på den slags normaliteter. Enten har mine fisk suttet blinket i sig eller så har du hugget som et riffelskud, så da jeg efter 3 hornfisk og en masse småpillerier, mærkede de velkendte puf til blinket, blev hele kroppen sat i det absolut højeste alarmberedskab. Jeg ved ikke om du kender det, men nogle gange ved man det bare... Så forsvandt kontakten til blinket og da jeg ved genetableringen lige satte farten lidt op på blinket, så kom hugget. Hvilket sus... altså... Det var så super typisk at jeg begyndte at grine af bare fryd. Ikke mindst fordi havørreden var en tyksak på knap 2 kg. der bare gik helt amok som kun sommerørreder gør det, med utallige hop og udløb. Fedt manner!

Da viserne passerede 23 var nymånen sunket mod horisonten og stjernerne kommet til syne. Der var ikke sket så meget mere efter jeg fik den fede blanke, som i øvrigt blev genudsat. Der havde været masser af tobiser, sild og andre dyr under land, som både havde hoppet og sprunget og alt muligt, men som i går, var jeg igen snydt af mine ideer om fiskeriet, der burde foregå lige nu. Den der havørred på de 2 kg. havde hugget helt efter planen - det var ret naturligt at tage en havørred lige netop på det tidspunkt og nå ja, så havde der været pause med billeder og sådan. Men nu var jeg ved at være træt og egentlig overvejende på vej hjem eftersom der intet skete og så skete der alligevel noget.


Det huggede ikke så voldsomt, men meget kontant langt ude i kastet. Fisken tog det roligt i starten, men vågnede så op med min sandgrævling i kæften og gik dernæst fri af vandet i en serie hop. Efter nogle små hidsige udløb og uden at have vundet noget line på fisken, viste jeg at det var en bedre fisk. Jeg begyndte at blive lidt nervøs for landingen, for her stod jeg uden net og handsker og kun med lidt aftenlys tilbage og kunne ikke rigtigt flytte mig, men måske jeg også lige skulle trætte fisken ind til mig først... Efter flere utallige hop, nogle af dem temmeligt høje, fik jeg endelig fisken ind og i tredje forsøg kunne jeg med et solidt greb om halen løfte den op og derved få fat i gællerne og starte en besværlig tur mod land, med en sur fisk i armene.

4,4 kg og 72 cm. Det var en dejlig aften!

tirsdag den 15. juni 2010

2010.06.15 Der er sjældent et "perfect match"

Først så er der mig! Jeg var tilfreds. Så var der vandet - det så godt ud og jeg var mere tilfreds. Så var der vinden og luften, lyset og duften og jeg var fuldt tilfreds. Men da jeg ikke kunne se mine støvlesnuder på 50 cm. vand, blev jeg alligevel lidt ærgerlig. Jovist er fisken da på hugget og ser de agnen, så tvivler jeg ikke på at de tager den - men at fiske mørkt vand om natten er lidt som at undvære enten fiskestangen eller hjulet eller måske bare højre eller venstre ben i dine waders. Vandet skal nu engang helst være klart og desuden ikke 40 cm. over daglig vande og sådan var det i dag. Altså lidt mærkeligt uklart og temmelig højt... men jeg troede på det. Månen var endda ny...

Mod mig kom en brise i den stille aften. Eller? Det var da ikke en brise - der var fisk. Tobiser... der manglede en stor plovende følgerbølge bag dem, men den kom aldrig og jeg kastede mig gennem aftenen uden at der skete noget som helst overhovedet. Helt overbevist om det modsatte, måtte jeg derfor skuffet sætte mig i bilen omkring midnat og køre hjem med uforrettet sag.

Havde jeg bare haft mit kamera med, havde jeg i det mindste kunne skyde nogle kanonbilleder af nymånen på vej ned over træerne, men det blev ved sansernes indtryk i i dag... og nul fisk.

tirsdag den 8. juni 2010

2010.06.08 Tjek på badesæsonen

Jeg var ude i går, men det var slet ikke noget værd. Jeg kom hjem med svedige tæer og havde bare kørt en masse kilometer langs kysten og alt jeg havde lavet, var at kigge på vand inde fra bilen. Brunt vand... med waders på. Fordi det var smartere at være fiskeklar hjemmefra. Det er det også, men kun når det går at fiske og det gjorde det så heldigvis i dag i stedet. Lige indtil jeg stod i vandet.

Rev ledigt; Tjek

Bølger og alt det andet; Tjek

Fiskegrej monteret og bilen låst; Tjek

Og så kunne jeg kun lige se mine støvler på 60 cm. vand. Knap så tjek, men hvor kan også vide det fra? Well, det skulle have en chancen og derfor fiskede jeg mig over revet. Allerede i første kast havde jeg et horn på og sådan gik de næste kast også. Masser af horn og var det ikke fordi jeg så en havørred der gik fri af vandet, så var jeg nok smuttet. Men håbet var der, selvom det ikke var i dag det skulle indfries. Nye ture venter, for vandet er temmelig behageligt for en havørredfisker. Badesæsonen, derimod....

onsdag den 2. juni 2010

2010.06.02 Kystnarkoman

Norge er godt for krop og sjæl, men det er altså på kysten jeg hører hjemme. Det er der min dope findes, så jeg var glad for at kunne betræde mine sten igen. Ja, nemlig - MINE sten!
Men havde jeg savnet dem, egentlig? Var det alligevel det her jeg gerne ville? Et øjeblik var jeg i tvivl, for stående med min trofaste i hånden, altså den der ikke er knækket, så var det ikke fordi jeg var så voldsomt tændt på at fiske. Jeg kunne ligeså godt have hængt ud derhjemme på terrassen eller hvor jeg stod med en iskold fadøl og bare nydt at være til. Måske bare været der... det kan man også nyde, men det foregår på en anden måde. På den anden side så var jeg sikkert faldet i søvn og hvem gider ligge på kysten og snorke, mens skovflåterne indtager din blegfede krop og du bliver fugtig i folderne? Nej, det var nok meget godt det her...

...indtil jeg havde fisket i en halv time og kun fanget mig et horn. Så trak stranden alligevel, men istedet for at tænke søvn eller nydelse, så tog jeg lidt billeder af alt det nye, som først nu er kommet for dagen idet det stadig er koldt ved kysten. Marcus var i øvrigt med på turen, men han var kun bedre til at fange horn end mig - det var måske pga. indspinningshastigheden? Efter jeg havde genskabt lidt narko til kroppen, på tanker om vilde fights med havørreder, betrådte jeg nye dybe områder på revet. Her havde der stået en turistfisker i foråret og hvordan fasiken var han kommet længere ud end hvor jeg stod nu? Jeg var i vand til livet og kunne mærke at der ikke var mange cm tilbage af min normale kropstemperatur. Nordøst vinden dagen i forvejen havde lagt et par lag vand oveni i det normale og turistens sten skal jeg nok finde - men det bliver en anden dag, med normale vandstande.

Hornene huggede og hev i mit blink, så da det puffede lidt ekstra på vejen ind i kast nummer 231, tænkte jeg absolut ikke mere over det, før jeg pludselig så en blank side da blinket ligeså pænt blev stoppet af en mund. Sådan fanger du havørred! (Øhh hrmmmm) Sikke en kedelig fight. Fisken var på vej på land, hvor jeg vidste der lå en sten og ventede på den, men så ombestemte jeg mig fordi den var så kedelig. Noget måtte være galt og sørme om ikke jeg havde fanget mig en nedfaldsfisk som var kommet meget flot igen - men knapt så stærkt. Jeg valgte at lade den leve videre og få en ordentlig hængebug til næste gang.

Min fangst blev desværre ikke fulgt af andre af dem med fedtfinner, men aftenen bød på en herlig Sydkyst Trippel i form af torsk, horn og havørred. Og det var tæt på at blive en dobbelt op, hvis bare lige havørreden der var efter et par kast senere, havde hugget igennem. Der var faktisk rigtigt mange havørreder på kysten. Lige pludselig sprang de alle for livet løs, men det varede kun en halv time, så var de væk igen.

Natfiskeriet... det er vist nu der skal gøres noget ved det!