søndag den 3. marts 2013

2013.03.03 Vind ind til benet

Ovenpå en dejlig vinter med rigtige frosttakter, var mødet med marts - årets første forårsmåned - lige så god lun og klar, som vinteren har været kold og mørk. Eller lun er måske at tage i. Det var ikke ligefrem fordi jeg kunne smide kystklunset og nyde foråret. Tværtimod. Det skulle strammes til og at stå i vinden var absolut ingen fornøjelse - overhovedet slet ikke. Men ude var jeg og selvom jeg gerne ville bytte med hyggen i havesofaen sammen med ungerne hjemme på terrassen, dér var nemlig læ, så var det også meget godt at komme ud og blive blæst lidt på.

Af en eller anden årsag, måske opgravningen i forbindelse med udvidelsen af havnen i Trelleborg, var vandet beskidt et meget langt stykke af vejen østover. Faktisk så langt at jeg et øjeblik var ved at vende bilen og opgive mit tænkte forehavende. I baghovedet var jeg godt klar over at jo mere øst, jo flere folk. Specielt fordi vandet klarede op jo længere jeg kom. Men antallet fiskere var ikke prangende og så stoppede jeg for at fiske på en kedelig strækning med både dybt og lavt vand og fuld gang i vandet pga. vinden.

Det så faktisk langt bedre ud end jeg regnede med. Så meget at jeg endda troede på det! Selvom vandet ikke var særligt klart, havde det en farve jeg syntes om og da jeg samtidigt målte det til 3 grader, var min fiskefeber pludselig i top.
Historien havde været god hvis fisken huggede nu, for så havde troen igen flyttet bjerge eller sådan noget. Fiskene ville det anderledes og der skete intet de første 30 minutter. Jeg måtte op og varme snitterne og gå lidt rundt, for selvom solen overhovedet ikke kunne mærkes, så varmede den en smule da jeg endelig fandt lidt læ. Og læ havde jeg brug for. Ved ikke om det bare er mig, men når vinden suser konstant om ørerne (og det samtidigt er koldt) så er ro i hovedet også rart!

En anden fisker vovede sig ud på naborevet og han havde vist ikke turen dertil første gang, idet han nærmest fløj ud over stenene. Noget helt andet kunne man sige om mig! Stivbenet, vindblæst, med nye spikes på nye støvler og med vinden fra en anden vinkel end søerne, måtte nabofiskeren tænke sit, da han så mig glide over revets hammerglatte sten. Tjuhej og hvor kunne jeg have taget en dykker flere gange. Men de sten her var nu også noget mere glatte i toppen, end dem jeg plejer at gå på. Ud kom jeg til sidst og kunne konstatere at stående med vinden lige i bøtten skulle denne affiskning foregå hurtigt og effektivt, for det her var bestemt ikke varmt! Jeg kunne selvfølgelig også have taget handskerne på, men hvorfor nu det, hvis jeg bare kunne suge lidt flere vitaminer til mig. De er jo gratis og de virker!
Vitaminer eller ej, så skulle blodomløbet i gang hvis jeg skulle holde om noget og så smuttede jeg ind til en ny pause og for at lede efter lidt rav. Heller ikke rav kunne jeg finde og så kunne jeg ligeså godt fiske af. Det kunne jo være...
Men min dag forblev fisketom og jeg kunne vende snotnæsen hjem over til en overordentlig flot solnedgang.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar