onsdag den 15. februar 2017

2017.02.15 For evigt ejes kun det tabte - til det findes igen

Med temmelig kort varsel, aftenen i forvejen, fik jeg fixet en fridag. Vejrudsigten lovede ikke SV og 6 m/s med 7 grader i vandet osv., men der var lovet sol og som jeg skrev forleden, så syntes jeg de der vejrudsigter i dén grad havde ramt ved siden af, med deres såkaldte sol... en sol jeg knap havde set siden oktober, men som i dag strålede som den kun kan, når man har savnet den ekstra meget. Med andre ord... fiskeriet kom i anden hånd!

Jeg stod op til en ualmindelig smuk morgen. Frosten lå på bilen og huset, men solen var allerede igang med at brænde den af, mens fuglene kvidrede og sang. Jeg ved godt at jeg tager i. Det var teknisk set ikke en forårsmorgen, men dæleme hvor solen berigede med positiver i alt jeg så og tænkte på. Jeg fik hurtigt afklaret lidt arbejde, da det trods alt var med kort varsel jeg tog fri og da klokken var lidt over 10, var bilen pakket og kajakken lå på taget. AFGANG!

Men til min måske ikke helt store overraskelse, så var havet stift på den tænkte plads. Jeg havde som regnet med det, men 300 meter ud... nej.

Næste indkøb til kajakken = meder?

Jeg tog lidt skuffet fra pladsen, for at køre til valg 2, hvor der ingen is var. Solen badede det kystnære vand og glitrede hele vejen ud. Jeg har sjældent gjort kajakken klar så hurtigt og på rekordtid, var jeg på vandet. Nærmest stressende med at slappe af. Erkendt var foråret lettere tilbageholdent ude på det blå. Vinden var kølig fra øst, men skulle efter sigende gå i syd senere, men den sneg sig aldrig derned, hvorfor det kun var i læ jeg fik den fulde nydelse af den strålende sol. En nydelse der varmede i kinderne - så dejligt.

Fra oven
Fra neden
En stor affiskning af det kystnære, stenene, revet, revene, det dybe, de andre sten, sandpletten - og alle de andre sandpletter, mine kystpladser - men udefra. Alle stenene, standpladserne, gemmestederne, hullerne, de flade stykker og de sorte områder tæt på overfladen, hvor der burde være lidt varmere. Alle blev de afsøgt og affisket og ikke en eneste gang mærkede jeg andet end bunden. Ikke skyggen af fisk eller et hug eller bare lidt liv. Men jeg skulle også bare vende snuden mod syd, så var det glemt. Solen. Arhh.... selvfølgelig var jeg og fiske for at fange noget, men en af de der nuldage der blev lagt op til, kunne meget nemmere glemmes og vel hjemme, så har jeg overhovedet ikke haft nærheden af en ringe dag. Tænk at den sol gør så meget. Det glemmer jeg helt - indtil jeg finder ud af at jeg savner den.

Den lange historie kort; Jeg fiskede og fiskede og oplevede mod slutningen, pludselig at have en følger der hurtigt forsvandt, som eneste kontakt til livet under vand. Det var også ret koldt dernede, erfarede jeg senere, da jeg opdagede en af de tabte OLR woblere ligge lige ved siden af den sten, jeg havde sat den i for en knap måned siden. Jeg bare måtte fiske den op og som sagt, så gjort - men nemt var det ikke at komme op i kajakken igen fra hoftedybde - men min OLR fik sin plads i æsken igen.

Jeg rundede dagen af, med en lang tur langs kysten uden at fiske. Vinden var nu helt forsvundet og havet lå blankt hen. Vidunderligt, helt enkelt. Livet. Tak.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar