søndag den 29. april 2018

2018.04.29 Discovejr og typisk Listerfisk

Da David dukkede op på Hyllie, undrede jeg mig over at jeg sad med solbriller på. Det var diset og gråt - ikke det vejr jeg forlod Trelleborg i, med fuld sol og vind fra Sydvest. Det kunne kun blive bedre og da vi kom over Linderödsåsen, gik der igen hul i skyerne og solen bragede ned fra en skyfri himmel, mens flagene blafrede fint. Det så ud til at blive en pragtfuld dag oppe på Listerlandet, så da vi havde overstået lidt optankning til maven, kørte mazdaen ud til en af spidserne, for blot at konstatere at søbrisen var i gang. Over land. Havet lå helt fladt hen. Spejlblankt, stille og sprit klart. Flot, men ikke motiverende for fiskere. Fiskene var heller ikke motiverede. 19 års erfaring på Listerlandet sagde dog at selv i discovejr, kan man fange fisk og vi gav det også chancen ganske længe, men kun David lokkede en stor gedde ud af starthullerne, som fulgte hans silling i en aggressiv følgerbølge og siden stillede sig nede foran ham, undrende over hvor den lille delikatesse forsvandt hen, indtil David tog et nyt kast og skræmte gedden tilbage til hvorfra den kom.

Vi mødte ryger-Jönsson. Jeg troede faktisk han sad og fik sig et par morgen snaps, men det viste sig at være noget olivenolie, som han brugte til de sild han var ved at ryge i rygeovnen. Han havde en stor balje med flotte sild stående og hvis David og jeg blev et kvarter, kunne vi få nyrøget sild. Noget mange sikkert havde takket ja til, men da vi desværre ikke er så glade for sild, takkede vi begge nej og kørte op for at hente proviant til grillen. Sikkert en kæmpe nitte i din verden, men beklager - sild er ikke rigtigt os.

Gris i egen tarm, blev indtaget på verdens smukkeste kystplads. Smørblomsterne stod kontrastfuldt mod det smukke hav og her var der faktisk lidt vind, men det var ikke noget der imponerede havørreden. Så efter 4 pølser til hver og en hjemmebrygget porter fra David, måtte vi sande at andre pladser skulle prøves i håbet om at vinden endelig var frisket op, som lovet. For en gangs skyld var vejrmeldingen med os.

Oppe fra parkeringen så det først ud til vi fik hvad vi havde bange anelser for, men efter den lange gå tur til vandet, var der valuta for pengene. Vinden var øget fra intet, til 4-5 sekundmeter fra sv og lavede spidsen til en drømmeplads, hvor vi forventede den ene fisk efter den anden. Men Listerlandet er nu engang Listerlandet. Den ene gang står man i drømmevand i 2 dage og møder ikke skyggen af fisk. Så får man fisk i discovejr i stedet og dagen efter også i fralandsvinden. Det er sært, men typisk Lister.

Hvad der også er typisk, er at jeg alligevel lokkede en blankfisk ud af busken. Den kom hamrende ud af tangbuskene og jeg nåede lige spinstoppet, inden den huggede stenhårdt og vendte foran mig. Det blev en lidt mærkelig fight, hvor fisken gik tungt foran mig og kun 2 gange lykkedes at tage line ud. Jeg overvejede at genudsætte den, men kom i tanke om at fruen havde ønsket sig en røget havørred til de nye kartofler. Således blev det.

Vi tonsefiskede ned over de små rev, men typisk Lister var det den eneste fisk - lige ud over den lille følger jeg havde senere. Sådan en dag burde ellers have delt et par stykker ud, men den sætning er mere brugt, end mit endegrej. Tilsammen. Nogensinde. Overhovedet.

søndag den 22. april 2018

2018.04.22 Sydkystens mest populære fisker - part 2

Sidste år var jeg ude for en lignende dag, som den jeg havde i dag. Jeg var kendt. Rigtigt kendt og sikkert også populær. Jeg havde nemlig mange følgere, som i disse dage er dét der tæller, når man skal regne "venner" op.
Men mine venner havørrederne, må gerne lade være at følge mig - bare de gider hugge. Det der pjat, kan man bare bruge tid på. Se bare i dag...

Turen var planlagt, men det blev en tidligere afgang en planlagt, da telefonen var rødglødende med korte beskeder som lød på "masser af fisk". "Store fisk"!

Jeg ringede til Javier og spurgte hvor mange de stod på pladsen og fik det overraskende svar at han var alene på hele strækningen. Og sørme. Da jeg 2 minutter efter vadede over strandvolden, lå vandet helt stille hen og Javier var den eneste der var tilstede.

Jeg sprang uhøfligt i bølgen blå. Eller bølger var der ingen af, som sagt. Men vadede direkte ud og startede fiskeriet. Det så mere end godt ud, men lige stille nok. Havde han virkelig nappet så mange fisk i det her? Vi mødtes senere udvadede og da Javier stakåndet endelig holdt mund med alle hans fisk, var den korte version; Der skete ikke en skid. Så kom vinden - så skete der meget. Nu var vinden atter væk og der skete.... ikke-en-skid!

Sulten trængte sig på og jeg indså den gentagne dumhed med at undlade madindtag inden en tur på kysten. På den anden side. Ingen fisk - lettere at holde pause. Indtil den første følger kom efter wobleren. Den blev siden fulgt af 3 følgere til og jeg forstår godt mistroen i det klare stille vand. Det stod på i en halv time, hvorefter jeg måtte forlade vandet, indtage noget mad og håbe på mere vind. Jeg overvejede andre pladser under mit Gourmet ophold hos Coop, men andre havde samme ideer som mig og for anden gang kørte jeg - nu med proppet mave - til pladsen igen hvor også Henrik var ankommet. Henrik uden kontakter til fisk. Typisk.

Jeg tog vel 4 kast og havde følgende 8 følgere igen. Den ene var ret fin og kun 2 af dem var undermålere. Den korte version; Vi fiskede os over revene gentagne gange. Vinden friskede endelig til. Jeg havde flere følgere, hug og fik slutteligt en mini. Henrik ligeså. Vi blev enige om at smutte for dagen. Henrik for at afslutte på hjemmerevet, jeg for at opsøge et rev hvor der var bidefisk. Men atter engang var alle rev optaget og for tredje gang måtte jeg entrere det efterhånden grundigt gennemfiskede rev, nu med let grums i vandet og fine bølger. Fluefiskeren der var en semi bekendt, stod jeg længe og talte med. Han havde også haft fint fiskeri der nogle dage. Så i dag var helt klart bide dagen mente han. Han tog fra spidsen og helt ind i hjørnet - og fangede intet. Selv genoptog jeg følger showet og måtte indse at jeg igen var den mest populære fisker på Sydkysten. Sluttede af med at se 2 havørreder hoppe helt fri af vandet og krogede siden en mindre helt ude i kastet, efter solen længe var gået ned.


torsdag den 19. april 2018

2018.04.19 Foråret

Sikke en aften. Jeg kom senere fra arbejdet end ventet, men stadig i god tid til at en aftentur kunne nåes. Vinden var desværre løjet helt af og sommervarmen fra Europa fik termometeret til opnå en rekordtidlig sommerdag. Det gjaldt givetvis ikke for det kystnære Trelleborg, men jeg kunne også sagtens leve med de 17 grader her. Al den varme, ovenpå et koldt og klamt for-forår og senvinter. Utroligt så stærkt det går. Bare at nyde - om 2 måneder vender lyset, så afsted til kysten med mig.

Vandet lå som forventet helt stille hen. Det var samtidigt klart, men solen der var på vej mod sin uundgåelige destination, gjorde at jeg kunne beholde troen. Det var ikke længere en høj sol, men en lettere sløret sol og med styrken fra den i løbet af dagen, kunne man i dén grad konstatere at den havde gjort et godt stykke arbejde i det kystnære. Jeg kunne næsten trampe tørskoet ud, ovenpå alle mysis der væltede rundt. Ren guf for ørreden - og med mysis så talstærkt, forventede jeg også tilsvarende liv længere ude. Men der var dødt. Helt glatbarberet for liv. Også ude for enden af enkeltkrogen.

3 fiskere kom til. De 2 gik ud på spidsen. Den tredje gik i rigelig lang afstand væk fra mig. Det var rart. Jeg fiskede 10 kast hen af kysten, pakkede tingene i bilen og kørte til næste plads. Sådan en halv time uden liv, kan man leve med. Men ovenpå en dag med så meget sol, havde jeg forventet mere gang i den.

Inde i bugten var jeg alene. Spidsen var også tom. Svanerne larmede. Bilerne på vejen i baggrunden larmede. Ternerne dykkede ikke. De var ikke engang til stede. Der var - bortset fra svanerne - rimelig stille i vandet og dermed også ganske dødt. Vinteres vinde og strømmen, havde lavet en ny sandbanke, jeg pludselig stod på. Den gav mig muligheden for at affiske den højre side af stenen, hvor jeg fra kajakken har set at der går en rende ind, flankeret af et langt bælte af blæretang. Renden er vel egentlig mere en afslutning på bugten ud mod stenen, hvorfra fiskene kan svømme langs sandkanten og ud. En perfekt plads, jeg har fået rigtigt mange fisk på gennem tiden. Nu fisket på en ny måde. Men det eneste liv jeg så var en pludselig følger, der efterlod en doven hvirvel i overfladen. Og kun den ene gang.

Så skete der noget længere ude. Jeg forventede det var tobis stimen der var jaget op af ørreder og gav alle hvirvlerne 4 kast, inden jeg indså at brakvandsladaerne var de eneste fisk jeg skulle støde på i aften.

Men sikke en aften. Velkommen forår. Du har været savnet. Fisk eller ej.

søndag den 8. april 2018

2018.04.08 Tilbage på sporet - det lille spor

Der skulle bare gang i det fiskeri og dagen så det meste af ugen, ud til at blive kajak venlig. Det blev den. Høj sol, rimelig vind fra Sydøst og helt igennem fantastisk super dejligt og lækkert forårsvejr. Turen var en succes allerede da kajakken lå i vandet. Sådan en forårsdag kan man ikke andet end styrt elske.

På vejen hjem i bilen passerer jeg adskillige dimensioner i sindet. Pludselig er man tilbage i samfundet. Der er andre biler, mennesker, fiskere og på den anden side af solnedgangen venter jobbet. Ferien er slut og freden i kroppen og sindet er rimelig godt på plads. Jeg har arbejdet og arbejdet og inden kajakken blev pakket, var jeg lige og grave en hel del kubikmeter jord hos Rickard. Det gjorde vi også i går, så det var ikke energi jeg behøvede at brænde af.

Energien bliver heller ikke brændt af på turen ud. Der er medvind og jeg tager den med ro. Varmen fra bilen og den fulde påklædning har ikke hjulpet på nedkølingen, der ikke fandt sted og jeg tramper langsomt mod de fjerne pladser. De fjerne pladser på toppen, hvor der kun kommer en geddefisker forbi i ny og næ og ellers kun fugle. Masser af fugle med diverse navne jeg ikke kender, men som i hvert fald ikke er duer. Og svanerne holder sig langt væk. En oase. Min oase.

Vandet er helt ubeskriveligt lækkert. Vinden sørger for små krappe søer, der sammen med solen gør det så indbydende at jeg helt får lyst til at bade. Selv temperaturen... 9 grader!!! Nøj, hvor jeg skulle fiske nu. Ikke bade. Også selvom Javier, der var ankommet et par timer forinden, ikke havde set skyggen af fisk. Højest overraskende. Jeg tager det første træk op mod vinden og den skarpe kant mellem sand og tang. Lavt vand og hurtig indspinning. Der sker intet og jeg søger mig længere og længere ud. Ikke på dybere vand, for der bliver ikke dybt. Men lige lidt sker der. Måske Javier havde ret. Fiskene var ikke hjemme. Og så... årets første... hamrer på i et knaldhårdt hug. Ikke så meget postyr og efter en kort, men kontant fight, kan en smal undermåler genudsættes. Jeg får hurtigt indstillet sigtet på området, kaster anker og fisker igennem, men fisken viser sig senere at være en særdeles enlig svale - den eneste fugl jeg vist ikke så i dag.

Da jeg senere ankrer op med Javier for at gennemgå fiskeriet, kan han melde om en 20 cm´s havørred og så hvad han mistænker var en gedde. Et hårdt hug og så røg linen.

Men dagen er på alle måder smuk. Forår i den fulde pragt og selvom vi ikke får flere fisk og turen tilbage er temmelig hård for benene, så er det med fuld energi jeg sidder her i sofaen og skriver.

Tilbage går kun tankerne på den stakkels sæl jeg mødte, med et blink i munden. Gad vide om den har hugget på det eller hvad der er sket. Jeg håber det snart løsner sig og den kan svømme videre - også selvom den napper mine fisk...

torsdag den 5. april 2018

2018.04.05+06 Sporet var lidt skævt

2 korte ture på 2 dage. Midt i spartel processen, hvor der indgår en del tørretid, valgte jeg 2 hurtige ture i håbet om klart vand og nu med fisk. Men ak... den første tur, blev en køretur. Først efter fiskevand, hvor jeg endelig begav mig ud i bølgen brun, tog 4 kast og indså elendigheden, hvorefter bilen trillede hjem igen - byttede fiskestang ud med rav kese og så afsted den anden vej for at konstatere at lavvandet havde trukket tangen med ud og kun efterladt lidt små rester af rav. Det var lidt et tilbageslag, men ok... jeg har mere end et rum af gangen at renovere, så det gik hjemover for at skrue nogle andre skruer i og se lidt spartel tørre.

Dagen efter var det slibetid, mere sparteltørring og så måtte eftermiddagen kunne byde på lidt fiskeri. Vinden havde igen oprørt Sydkysten så meget at det brune nu var trukket meget langt ud og sigtbarheden var direkte ikke tilstedeværende. Jeg vendte atter engang kareten, men fortsatte nu vestpå, for at konstatere at der på tiltænkte rev allerede stod 4 mand udvadet og så måtte jeg se om ikke det lille rev på vejen tilbage, var klart nok på lave vand, til at lokke en havørred ud af busken.

Bogstavelig talt var det hvad der skete i tredje kast. Et kast langs land i bølgebruset, lokkede en lille filur frem til wobleren netop som jeg skulle løfte den af vandet til et nyt kast. Den huggede hurtigt og forsvandt og jeg tilbragte de næste 2 timer med at kaste mig igennem revet frem og tilbage, inde og ude. Henne og ovre og langs med og inde fra stranden. Intet. Det var en enlig strejfer, der havde vovet finnerne ud af tangbusken og fluefiskerne havde sikkert en sjovere dag end mig, da vandet kun var 5 grader varmt. Meeeeen de burde nu alligevel gå til biddet, tænkte jeg.

Bare ikke i dag. Heller ikke i dag.

onsdag den 4. april 2018

2018.04.04 På sporet af forår

Dagen i forvejen stod i skærende kontrast til hvad der kom i dag. Som jeg sad og skrev gårddagens indlæg - i dag, gik det op for mig at solen der kiggede frem i haven, var en realitet. En ægte sol med ægte varme og forårstendenser. Fuglene kvidrede og sneen blev mindre og mindre i arealet med skygger. Sig mig lige en gang... VAR det virkelig ved at blive forår sådan på den fede måde?

Først gik jeg op og skar en gipsplade til, men også på førstesalen var der fuglekvidder udefra. Dernæst gik det stærkt. Mine hvide fodaftryk gennem huset, fra trappen og ud i gangen, fra gangen ind i badeværelset og ud i gangen igen, var stadig at se da jeg kom hjem igen. Det blev en kort tur, men på de 2 timer jeg var ude inden VVS´eren skulle komme nåede jeg opleve en gang brunt vand der var 4 grader. Det fik en kort gennemfiskning uden kontakt. Bilen blev vendt og jeg kørte forbi et sted hvor 3 biler sad fast i de mudrede jordveje ned til vandet. Vandet var ligeså brunt som vejen og jeg valgte en af dem der ikke var kørt helt i smadder, konstaterede at farven var brun langt ude og kørte op af vejen igen i lave omdrejninger og klarede mig til og med op af bakken uden problemer.

Men så skiftede vandet farve og var mere klart end de forrige pladser. Her måtte jeg prøve og lærken var helt enig. Solen lyste kraftigt for oven og lærken sendte de varmende solstråler mod mig med sang. Det var helt lyrisk at gå langs stranden uden handsker. Og så lå der pludselig et stykke rav. Det blev så fulgt op af lidt flere og jeg glemte for en stund at jeg var afsted for at fiske. Satte mig på en sten, mens havet bruste svagt i forgrunden. Der var vintergækker i fuldt flor - dem der stod bag strandvolden var større end dem der stod forrest, men alle strakte de sig op fra de brune omgivelser i form af forrige års blomstringer, der lå døde omkring dem.

Nå ja havet! Jeg skulle jo fiske og ikke nyde de mange og store træk af traner, der skræppende kom over mig i konstante grupper. Tranerne måtte også kunne mærke det - foråret. Og vandet. Det var oppe i overraskende 6 grader og så kan det godt være at sigten ikke var den bedste, men jeg håbede lidt på en blank overraskelse.

Overraskelsen kom aldrig, men det gjorde overhovedet ingenting på denne pragtfulde dag, hvor jeg endte med at bruge mere tid på at nyde solen, fuglene og varmen i luften. Det var en af de fisketure der står behageligt klart i mindet også selvom fiskene ikke gad lege med. For det betyder pludselig ikke så meget, når alt andet spiller.

tirsdag den 3. april 2018

2018.04.03 Ud på sporet igen

Imponerende at køre fra oktober til slut januar og kun have 2 håndfulde dage med let nattefrost og ingen "styrtdykkere" for så at nå februar, hvor håbet om forår begynder at spire og man ser frem mod drabelige fights med den ene sølvblanke kystbombe fra 6 kilo og op efter den anden... og opleve at så sætter vinteren rigtigt i gang.
Forsvandt gjorde varmen i vandet. Det gjorde den også i luften og tilbage stod jeg der og ville bare ud og fiske, men holdt mig hjemme. Jeg vil helst have lidt forår i luften.

Så gik februar med det. Ja marts forsvandt også. Med masser af sne og 2-cifrede kuldegrader, samt dags frost. Jeg fik til gengæld bygget vægge op, sat gips på de fleste af væggene. Skruet uhyggeligt mange skruer i og er endda begyndt at spartle. Det ligner noget nu, så selvom fiskeriet ikke har været muligt, så gør det måske heller ikke så meget trods alt.

Og så ringede Ajes og ville have bilen til service. Det er ved at blive en tradition at Ajes servicerer bilen her i landet og så tager vi på fisketur i mens. Jeg så til at få min bil til service samtidigt og så kunne vi ellers køre ud i det forårsagtige aprilvejr, med sne, slud og en hård østenvind. Herlig timing! Hele Sydkysten var lukket af brunt vand. Det så fint ud og bølgerne var bestemt til at leve med, men farven på vandet, var som den plejer efter rigeligt med østenvind. Vi gjorde et kort forsøg på en af Sydkystens perler, men uden sigt til støvlerne på knædybt vand og med den kolde vind ind fra siden, var det svært at holde motivationen oppe.

Fralandsvind blev en fordel. Ikke for kastenes skyld, men for varmens. Vi gik over de lange rev og svuppede rigeligt for hvert fodaftryk, sat i den bløde bund. Vandet var klart og troen voksede, da solen forsøgte at bryde igennem. Ikke at det skete, men på denne årstid, føles selv let overskyet vejr, som en lille plusgrad ekstra. I hvert fald frem til regnen så tog over for sludbygerne. Temperaturen var steget fra 0 til hele 2 grader. Vinden tog en smule af, men vores affiskning over de lange rev, gav kun en enkelt kontakt til Ajes og jeg i form af forsigtige hug.

Jeg ser frem mod sommerfiskeriet. Men håber at april kan nå at hente lidt af det forsømte forår, inden hornfiskene starter indtoget og forurener kysten. De plejer at følge kalenderen og vil derfor begynde allerede om 3, maks 4 uger.

Jeg var ude på sporet igen, men ikke tilbage. Måske solen, der titter frem ude i haven nu, kan lokke en gammel mand afsted igen?