lørdag den 20. oktober 2018

2018.10.20 Gi´ en gedde

Jeg vågnede med et tungt hoved. En af den slags dage, hvor øjnene ikke rigtigt kan åbnes helt og hovedet vejer det dobbelte af hvad det plejer. Jeg havde slet ikke lyst til noget som helst og det var ærligt ikke begejstringen der strålede ud af mig mens jeg, næsten modvilligt, pakkede kajakken og det dertilhørende udstyr. Jeg vidste godt at der lå en gulerod når jeg lå på vandet, men som sagt...

...Ovenpå 300 meter kajaktræk på land. Dernæst 50 meter kajaktræk i vand. Slutteligt 300 meter kajak padling over lavt vand, for så endelig at kunne sætte Hobie drive i hullet og trampe ud.... da kom guleroden.
Javier blev indhentet i modvinden på et øjeblik og sammen bestemte vi en slagplan for hvordan gedderne skulle pelses. Jeg søgte rundt i området på må og få, mens Javier var mere taktisk og lagde sig i drev over den brede rende. En anden båd havde gang i samme taktik, men ingen så ud til at fange noget og stille og roligt trampede jeg nordover, mens jeg affiskede til højre og venstre.

Men der var dødt. Ikke skyggen af fisk og ingen hug heller. Måske jeg heller ikke brugte det rigtige grej - erfarede jeg senere - men jeg kunne samtidigt erindre at gedderne sagtens kunne følge efter mit havørred grej og tillige hugge på dem, når det var sæson for havørred.
På toppen fløj 2 havørne ud på hver deres sten. De fortsatte senere længere nordpå, mens jeg søgte sundet igennem. Her havde jeg set flere gedder før, men ingen var hjemme i dag. Eller ingen jeg kunne lokke. Jeg drev langsom nedover. Vinden skubbede mig på tværs af sundet og sådan zig-zaggede jeg hele vejen ned til Javier, mens jeg kastede og gjorde ved - uden så meget som et hug.

Javier sad i sin egen verden og fik et chok da jeg smøg mig ind på ham. Han havde haft et hug på sin gedde wobler jig, eller hvad det nu var for en grøn filur han kastede med.
Selv søgte jeg videre syd på og endte til slut nede i bunden. Bunden begyndte også at skrabe på Hobie drevet, så jeg kastede anker da jeg ikke ville drive for langt og så... pludselig... et hug.

Men hugget forblev kun et hug og jeg kæmpede mig videre over det lave område igen, mens jeg tænkte på hvad de gedder egentlig krævede? Da jeg havde hug igen sejlede jeg langsomt videre og tænkte at NU havde jeg fundet området.

Men det eneste der videre skete var at jeg pludselig mærkede et stød i wobleren og havde så en rigtigt fin havørred efter, som huggede helt inde ved kajakken. Den var pænt bred over ryggen og gik sikkert og ventede på at der kom vand i åerne igen. Havørreden så jeg ikke mere til, ej heller nogle gedder og langsomt trampede jeg op til Javier mens vi affiskede op til vores udgangspunkt.

Vi mødte nogle vadende gutter der viste deres gedde grej frem. Med woblere på 50 til 90 gram og længere end de fleste normale agn jeg har brugt, kunne jeg godt se at min Gladsax wobler måske ikke var den vildeste agn. Men billederne de fremviste på tidligere fangster løj ikke, så når jeg en sådan dag ikke kunne bruge fluen, så kunne det være jeg skulle købe en enkelt wobler eller 2 til fremtidig jagt, nu vi måtte padle tomhændede i land. Igen.

Men hovedet... det havde det bestemt bedre og jeg var nærmest i hopla da jeg kom i land. Det er altid dejligt at være ude med kajakken.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar