lørdag den 12. januar 2019

2019.01.19 Forunderlige januar - mærkelige fisk - dårlige kystfiskere

Der skal så lidt til. Så lidt - og alligevel så meget. Fryden ved at køre hjem med enten en stor fisk i bagagerummet eller i det mindste et par fisk i hånden under dagen, havde ændret alt.
Alt, der ville afgøre en dag fra at have været god, underholdende, våd... kold... til at være helt suveræn. Ikke mindst... i særdeleshed ikke mindst, fordi man næsten er alene ude i det rå vejr.

Men suveræn blev den aldrig. Desværre. Det så ellers sådan ud. Som så mange gange før.

Eller det er måske også at tage i - ligesom vinden. Faktisk var det sådan at jeg havde alt kajakgrejet klar. Bilen var ved at blive pakket, da vinden alligevel vendte. Tog i. Kajak udrustningen blev liggende. Jeg blev siddende i sofaen. Igen. Så ringede jeg til Javier, fordi han også havde indtaget den samme position som jeg - stik mod forventning - da han dagen i forvejen nærmest var ved at købe hus på Österlen med kajak port ned til havet. Nææh... han sad derhjemme, da dagens vand nåede ham og jeg. Jeg forstår ham. Vi aftalte at jeg hentede ham 30 minutter senere, så kunne vi køre ud i verden og tjekke vores kyst. Vi kørte den ene vej. Så vendte vi min bil og kørte den anden vej. Mørkt, grumset, sort, mørkegråt, møg-hamrende sort. Mørkt med mørkt på. Vi blev ved at køre. Talte om at vende kareten igen. Rådvilde.

Det var faktisk ude på overdrevet da vi ville køre sten-saks-papir for pladsvalg. Det kom aldrig dertil. Vi landede på den vel nok, eneste mulige plads. Og så var vandet slet ikke så ringe endda. Faktisk langt fra.

Faktisk så det kanon godt ud og der stod kun 2 flue tosser og prøvede at forcere vinden i bagkastet. Der var bestemt heller ikke rart uden for bilens vindstille miljø. Vinden tog i og regnen begyndte at stå sidelæns. Men vi var på revet. Fluerne gik hjem. der var kun en tilbage og han stod længere inde. Her måtte der være en tyksak på den anden side af 4 kilo som kun ventede på at få præsenteret vores endegrej. Vandet var let farvet og der var tryk på hver eneste skæve bølge, hvilket gjorde vadningen usikker over revet. Og så havde jeg et klokkeklart hug. YES... de var der, præcis som jeg havde regnet med. Minutterne gik. Minutterne blev til kvarter. Kvarteret til halve timer og til sidst en time. Mindst. Fingrene gjorde ondt. Jeg måtte gå op og holde en pause i læ.

Pausen gjorde godt i ben og fingre. Så stod jeg der igen. I en time. 2 timer og lidt mere. Pludselig var dagen ved at gå på hæld. De tunge regnskyer hjalp givetvis heller ikke på dagslyset. Jeg blev derude. Jeg ville fandme have den skide havørred. Havørreden var ikke min ven mere - nærmere en fjende der SKULLE besejres. Men havørreden vandt i dag. Igen. De 4 grader i vandet, den let grumsede høje urolige sø. Den mørke januar himmel. Den besværlige vind. Ingredienser der kan fryse din næse og overlæbe så meget, at du har svært ved at udtale ordene korrekt. Ingredienser der kan kaste et par fede havørreder af sig.

Men ikke ingredienser der i dag kunne blandes i den store gryde og bruges til noget. Desværre.

Hvad så med i morgen Anders? Jo.... med de 15 sekundmeter, så bliver det nok lidt svært. Lad os se! Der er noget viking over at være ude, når alle andre er hjemme. Også selvom fiskene ikke er hjemme :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar