2019.01.19 Med vinden i ryggen

Sammen talte vi om kajakken, Javier og jeg. Vinden, solen og vandet på dagen måtte afgøre det. Men som så mange gange før, vågnede jeg op til en lidt for frisk vind, siden en melding om temmelig brunt vand og som jeg forstod det, ikke fiskbart eller kajakvenligt på Sydkysten.
Så blev morgenen til formiddag og formiddag til middag og jeg vidste ikke rigtigt om det skulle blive eller ikke. Og så blev det alligevel, da jeg i en pludselig indskydelse tænkte, at ok... det kan jo ikke gå værre end det har gjort indtil videre og samtidigt får jeg en tur ud af det.

Således trampede jeg over engene med seneste melding fra østsiden, hvor der var helt stille i vandet og fuldstændigt glatbarberet for fisk. Ak ja... jeg sparede da de kilometer i det mindste og trampede mine egne i håbet om at jeg kunne finde en lille havørred. Eller måske endda en stor!

Støvletrampene blev mange, men ikke så lange. Så kunne jeg skimte lidt mørkere bund og lagde de første kast ud i området. Som forventet, men ikke pessimistisk ment, udeblev al kontakt til liv. Jeg gik videre. Målte temperaturen. Min forbavselse var stor. 1 sølle grad i vandet. Suk. Det måtte godt være lidt varmere, specielt nu solen ikke var fremme. Men jeg troede faktisk lidt på mit projekt og gik videre. Skræmte en havørn, der var i gang med sin middag. Den lettede ud over vandet og da jeg nåede dens seneste position på land, kunne jeg godt se at det havde været en sulten en af slagsen. Der lå kun fjer tilbage. Resten var nok endt i dunken.

Jeg trampede rundt. Fik tilbagelagt en 7-8 kilometer. Gå-fiske-natur-tur. Det var dejligt. Jeg stod med vinden i ryggen. Vinden der kørte med en 8-9 sekundmeter fra vest og var 2 grader. Ikke det fedeste at stå med lige i masken, medmindre der var fisk på vind siden. Jeg fandt ikke ud af det.

Et opkald om at bil nummer 2 - den uden turbo - ikke ville starte mere, grusede morgendagens planer for fiskeri og afgjorde dagens plan for fortsat fiskeri, fordi jeg måtte tage hjem og lege assistance.
Hvad gør vi nu, lille du...