2019.04.07 På vandet i forårssolen

Der var meget der skulle nåes på mine tildelte minutter i weekenden. Lørdagen blev afsat til Blänkaren, så søndagen var sådan lidt hektisk, men en ting var helt sikker! Hobie og jeg skulle på tur. Spørgsmålet var alene hvornår. Et af gøremålene var at skifte til sommerdæk på bil 2, og så kunne prøveturen ligeså godt klares med kajakken på taget. Så i 14-15 graders varme, sad jeg i bilen med tørdragten på og bare længtes helt vildt til vandet. Vinden skulle hele dagen løbe med en 3 meter fra SØ, men vel ankommet til vandet, var der ikke mange rifler i overfladen, der afslørede nogen form for vind. Faktisk, så lå det helt stille hen. Bugten så ellers fin ud, men det glasklare vand lokkede ikke nu der ingen vind var, så jeg vendte og kørte retur til den plads Javier ikke kunne fiske på i går.

Det måtte have klaret lidt op og hellere vindstille med lidt grums, end ginklart vand nu det alligevel havde bestemt sig for at være ren disco.

Jeg havde da heldigvis ret i den antagelse. Vandet var ikke klart, men havde det her lækre svæv der på en sådan solbeskinnet pragtfuld forårsdag, måske kunne lokke de kære pletsild ud af starthullerne.

Men jeg glemte alt om havørreder og discovejr, da jeg fik kajakken i vandet. ENDELIG. Årets første tur, så sent som det nu blev og så lå jeg her. Jeg var egentlig fiskeklar ud til spidsen på min krog, men mest af alt... nød jeg bare at glide ud blandt de store sten og se min kyst lidt bedre fra oven.

Jeg fiskede til en start mere af pligt end lyst, men lysten overtog hurtigt og jeg kørte det første stræk igennem. Mærkeligt. Ikke et hug. Her plejer ellers... og så fiskede jeg videre. Længere ude. Så kom en eller anden filur og stod med sin stang som han førte frem og tilbage i hurtige bevægelser. Så kom Javier i hans kajak. Sammen fiskede vi revet af igen. Han tog spidsen og jeg det lange stræk. Stadig lige så stille som vandoverfladen. Jeg tog en tur ud i det blå. 2 gråsæler lå langt ude og der var måger omkring dem. Der var sikkert laks i 20 kilos klassen, samt en masse havørreder på de 10 kilo og opefter der svømmede herude. De store går altid langt ude, indbilder man sig. Jeg lagde kysten bag mig. Javier var pludselig meget lille. Husene små gule og røde firkanter. Sælerne forsvandt. Mågerne ligeså... det var bare mig og flokke af edderfugle der ikke længere trak langs kysten langt ude, men over mig - langs kysten. Det var dejligt bare at ligge her og lysten til at fortsætte fandtes, men desværre havde jeg stadig signal til min fornuft og bestemte mig for at jeg var kommet langt nok ud.

Det så ellers godt ud herude. Vandet var spritklart og 2 grader koldere end det kystnære. Jeg tog nogle kast, men når man er ude på det dybe, er det som at fiske fra en klippe... det er ikke rigtigt det samme. Lidt for tilfældigt, selvom jeg sad med det evige håb om at der kom en kleppert - sådan helt tilfældigt - og i et udløb ville trække mig endnu længere ud, mens jeg langsomt men sikkert vandt linen på hjulet igen. Jeg burde sgu have taget i Bordershop nu jeg alligevel var der. Der kan sagtens stå 9 rammer øl på Hobien.

Det dybe blev til det lave igen og en halv sovende Javier kunne afsløre at han havde fanget lige så meget som mig. Sammen tog vi atter en gang revet på kryds og tværs og jeg endte denne gang nede i den anden ende, men ak... størst succes havde jeg med at padle mod svanerne, som ikke har den store respekt for en vadende fisker, men dæleme nok skal flytte sig når du er i kajak. Så mens jeg morede mig med lidt svane skak, for at få dem over til den sure hansvane, der pustede sig op og afviste alle der kom nær - undtaget mig til sidst - så fiskede jeg også det lave vand af igen. Og trampede tilbage til Javier der nu var temmelig stram i masken af den dejlige sol. Vi kunne knapt smile af frygt for at vores læber ville sprække, men endte alligevel med netop et smil over de finurlige havørreder, der endnu engang løb med sejren.

Hvilket i øvrigt burde være ulovligt på sådan en dag!