2019.05.28 En af de dage der

Det var en af de dage, hvor man tog lidt tidligere fri fra arbejdet fordi vinden havde ændret kurs og lå i et for årstiden, gavmildt hjørne der kunne skubbe overflade vand ud og køligt vand ind. Og på vejen hjem i toget, så det lige præcis ud som jeg havde ønsket. Spørgsmålet var så om det var klaret op efter weekendens søndenhyler. Det er jo også ved at være de dage, hvor der virkelig er sat gang i algeproduktionen og den mindste vind, løsner en masse slik der klistrer til linen og endegrejet i hvert kast. Så ømtålelig en kyst det nogen gange kan være. Såvel som fiskene kan være det og ikke mindst fiskeren.

Men det var ikke i tankerne da jeg drønede ud. Det var kun havørreder. Så da jeg kom til den første af forårets gavmilde pladser, var det skuffende at vandet her stadig var brunt. Ikke helt uventet, men togets udkigsplads, som ligger ikke så mange mil fra hvor jeg stod, havde vist klart vand.
Ak ja... videre til næste, der havde tonen lysebrun. Tanken var at fiske ind i aftenen og det er som ikke fordi jeg er sippet over farvet vand, men jeg ville virkelig gerne vide hvad der foregik lige nu og her og satte derfor bilen i yderligere en østgående bevægelse langs den nu fuldt blomstrende sydkyst.
For en måned siden, stod træerne længst nede stadig blege og grenede. Nu var der også her kommet forår til vandet, trods at maj i år ikke har vist sig fra den lune side. Det er så til gengæld til gavn for vandet, der skulle ligge på 12-13 grader og netop den temperatur, viste termometeret da jeg udvadet stod på pladsen hvor jeg havde en fed bamse efter for noget tid siden.

Drømmen om bamsen varede cirka 2 omdrejninger på hjulet i første kast. Så blev den knust af et latterligt horn på sandpletten... suk... men ok, det var tidligt og jeg havde nok lige ramt den i panden. De har været her i en måned nu og deres upassende tilstedeværelse plejer at aftage i slutningen af maj og forsvinde helt om aftenen. Drømmen om bamsen blev genoptaget.

Indtil kast nummer 2.

Således gik jeg revet igennem i hastige skridt og havde horn efter i hvert kast, eller horn på for den sags skyld og havørreden så jeg ikke til.

Det var ikke fordi jeg var skuffet. Jeg var kun pissesur. Ny plads blev udtænkt. Sand og lidt mere sand med enkelte sten og mindre rev, skulle findes og den slags pladser er der et par stykker af, hvorfor jeg udvadet til knæene efter små 100 meter kunne konstatere at mine udtænkte strategi atter engang blev knust af de lange kanyler. Uden fred for dem og uden synet eller følelsen af havørred, satte jeg mig på stranden og tænkte på bedre tider, men fiske ville jeg og ventede til solen langsomt forsvandt bag træerne.

Med lidt fornyet energi og håb betrådte jeg igen vandet og havde faktisk hurtigt et hårdt hug der ikke overhovedet mindede om horn. Straks dernæst hoppede en mindre havørred fri af vandet og de kølige fingre fik hurtigt varmen igen. Men ak... det var alt hvad der skete og imens jeg drømte om flere havørreder, kom der til min store overraskelse kun endnu flere horn der begyndte at lave kog foran mig og over det hele.

Så fik vi da det på plads. Nye aftenture venter, hvis vinden ellers vil. Nok skal jeg ikke starte ved 19 tiden, men vente til efter 20 og samtidigt give det endnu et par dage, for at få de fleste horn af vejen. Og så skal jeg ellers fiske til 23 tiden mindst, men det er noget med alderen og nattesøvnen der lis´som stopper mig lidt der.