lørdag den 20. november 2021

2021.11.20 Nu med syn af havørred og en kommende ny hovedvej?

Bare lige for at ... så var jeg endnu engang ved åen og til min store glæde kunne jeg i lørdags se, hvad andre havde set før mig, nemlig havørred på leg. Fint stod de der på det nyanlagte stryg og havde gang i deres egen fest.

Nu er det ikke sådan at der ikke har været havørred i åen inden - fiskene kommer jo herfra. Der er bare en eklatant forskel på at se dem over så flot et område, fremfor at skulle lede efter dem blandt dunhammer i en lang lige kanal som ligger på en mark. Lidt som børn der leger på en losseplads og ikke en legeplads. De hygger sig sikkert og har en dag ud af det, men det er ikke rigtigt det billede man vil have frem for sig.

Nu skal det ikke gå helt op i å, men der er fredning her på kysten og det er absolut ikke rav vejr - så lige nu er det åen der optager mig. Og byggeriet af den ny omfartsvej, der i Trelleborgs Kommune er blevet en varm kartoffel. Nu med åen som omdrejningspunkt, fordi alle andre forslag er afvist eller protesteret imod. Gad vide om der ligger en tanke bag restatureringen i dén retning? At man lige ville vise at her ligger altså en å med havørred opgang og et stort dyreliv og der laver man ikke en hovedvej...

Vi får se. En hovedvej som anlægges med bro over åen vil ikke forstyrre havørreden. Idyllen der i mod... men omfartsvejen er tiltrængt i vores lille grimme by. Der kører tusindvis af lastbiler til og fra kontinentet hver dag og den nuværende rute gennem halvdelen af byen er ikke en smart løsning. Udvikling er en god ting - bare den ikke går ud over ego... men jeg kan godt leve med en bro, som støjmæssigt vil ødelægge lidt idyl på en kort strækning, hvis bare åen restaureres færdigt længere opstrøms. Så skal det nok løses.

tirsdag den 9. november 2021

2021.11.06 + 07 Havørreden sagde tak på den rigtige måde!

Som opfølgning på forrige indlæg, så havde havørreden været så taknemmelig at den allerede i fredags var observeret på den re-etablerede å-strækning. Selv havde jeg ikke mulighed for at deltage i den planlagte å-vandring, da den var lagt midt i arbejdstiden og jeg skulle alligevel forbi lørdag, men nøj, hvor jeg blev glad for at høre om det og se den lille film der lå på Facebook under "Ståstorpsån" - tjek selv hvis du lyster.

Javier og jeg fik en gåtur ud af det lørdag. Også han tydeligt imponeret over tiltagene og ligeså glad som jeg over at der var set havørred i åen, selvom vi ingen så på vores tur. Så vi aftalte at vi selvfølgelig skulle på tur snart igen. Det er kun den forbandede vintertid, der stopper den slags aktiviteter efter arbejdet, så for mig bliver det først næste weekend.

Jeg tog dernæst i skoven i et heftigt regnvejr og cyklede mountainbike. Dét var en glat omgang. Og våd! Og søndagen.. åen igen, for at inspicere den længere opstrøms, men kan herfra berette at naturen ikke har fået sit oprindelige slyng tilbage. Endnu. Men det kommer vel.

Så efter det.. rav tur, fordi jeg havde tid til det og selvom jeg udmærket godt vidste at det var for sent på dagen og vinden ikke var korrekt og alt andet, så havde jeg tiden og så er en smule rav vel også fint, når jeg nu nøjes med smulerne fra de morgenfriskes bord. Men da parret som gik foran mig, drejede til højre og jeg et par sekunder efter stod i deres fodspor og kunne samle det første lille stykke op, indså jeg at nok var der folk ude, men ikke alle kiggede efter rav. Og så lå der et til, helt frit i tangen, hvilket så fik støvlerne på arbejde med at sparke tang til side og lade solen belyse de glitrende småbidder der lå i det.

Det var pludselig ikke en gåtur, med mulighed at finde lidt smuler - men en ravtur efter smuler. Jeg fik en lille runde med hjem og var glad. Sådan nogle dage i det fri er bare dejligt. Men det er synd at solen går en time tidligere ned, end den burde.

mandag den 1. november 2021

2021.11.01 En glædelig nyhed for havørreden

Jeg er ikke svær at imponere. Jeg har lige stået ved Dodekalitten og nydt elektroakustisk musik der blev afspillet blandt 12 stenfigurer. Vanvittigt fed installation midt ude i absolut ingenting og jeg kunne skrive meget mere om den, men det var så mit kulturelle indslag for denne gang.
Men som jeg blev imponeret over.

Imponeret er jeg bestemt ikke over hvad man gør for naturen her i byen. Og så alligevel... jeg har boet her siden 2003 og aldrig rigtigt set nogen gøre noget, kun tale om det, som politik er bedst. Derfor var jeg slet ikke på sporet, da et par bønder i samarbejde med en forening og Sportsfiskarna bestemte sig for at genoprette og restaurere Ståstorpsån som løber gennem Trelleborg og munder ud nede ved noget så eksotisk som ICA Maxi...

Ståstorpsån starter i Klörups Backar og løber gennem Åmossarna, som er et par gamle istidssøer, dannet da isen trak sig tilbage og enkelt forklaret, efterlod nogle vældigt store isterninger (død-is) som lagde og smeltede de næste mange år hvilket der kom et par søer ud af. Derfra løber åen videre i et meget reguleret løb der i øvrigt er fuldstændigt sammengroet af siv, dunhammer og alt hvad du kan tænke dig af naturens beplantning. Godt for biodiversiteten og insekterne, men ikke så fremmende for livet i åen.

Trelleborgs Kommune blev involveret, da markejerne sammen med Sportsfiskarna, ville genetablere den oprindelige å og de sagde sørme ja! Måske fordi en stor del af pengene kom fra fonde og ikke kommunen selv, men lad nu det ligge. Der ud over havde Sportfiskarna gode resultater med en anden restaurering at fremvise som lokkemad.

Således gik markejerne sammen med Sportsfiskarna i gang med at grave, fælde, fjerne, beplante og hvad ved jeg over et stort stykke af den tilgroede lige kanal. De fik etableret sving, sedimentopsamlere, overløbs-sø og afvandingssø, for ikke at tilføre Østersøen for meget næring og plantet mange træer og buske og efter at have brugt en masse af deres fritid, stod markejerne i sommeren 2021 med et indtil videre, uhørt flot stykke å som samtidigt er lavet som en fremvisningstrækning til interesserede.

Så skulle du en dag køre indenom den uhørt kedelige by Trelleborg, så prøv lige at parkere nede ved Store Coop/Burger King og derfra gå langs åen nordover og se hvordan først et lige stykke afvandingskanal, langsomt ændrer form og karakter til at blive en smuk lille å med vådmark, sving, huller og gydebanker. Og så er der endda havørred i den! Det sidste stykke af åen bliver snart renset op og jeg glæder mig på naturens, faunaens og i særdeleshed havørredens vegne over at der er gjort noget positivt som man kan se og føle på. Tak fra havørreden og tak fra mig. Ikke mindst til de markejere der har brugt deres fritid og inddraget egen mark, for naturens skyld. Det er sådan det bør være!

Og det er jeg faktisk lidt stolt af på selveste Trelleborgs vegne!

Hvis du vil vide mere, så tjek her.