Jeg fløj nærmest til vandet, indtil jeg stod i vandet. Så listede jeg. Vinden var ikke startet fra sydvest endnu, men den skulle ligge lige om hjørnet og så var det om at fiske revet af og finde ud af hvor fiskene stod, så jeg var klar når vinden kom, for så ville der komme fest på kysten.
Men vinden kom aldrig. Faktisk aftog den, om muligt, endnu mere og foran mig lå et spejl af et hav, der aldrig ville byde op til noget, nu det selvfølgelig også var klaret helt op. Solen varmede i disen og jeg må indrømme at lysten begyndte at sive ud af mig, for hvert kast jeg tog. Derfor var et pladsbytte ikke svært at foretage.
Men ak... den udlovede vind, blev aldrig til noget. Halvhjertet fiskede jeg diverse rev af, men jeg var ikke overrasket over at der intet skete. Belejligt at bruge tiden på noget fornuftigt og Morten fra Danmark havde som jeg, heller ikke travlt, hvorfor vi tilbragte en time med snak. Det var hyggeligt selskab, men til sidst måtte vi udføre vores pligt. Mest for at sige vi havde prøvet og så ville jeg videre, indtil Adrian dukkede op. Så blev det en snak med ham og nogle høflighedskast, fordi han talte så varmt om hvor fiskene var. Ikke at jeg troede ham, men tænk nu hvis.
Hvorefter jeg atter engang ville op og nu mødte en gut fra Lyngby og så gik snakken igen, hvilket var helt ok. For der skete absolut intet i det fløjlsbløde lys og i det totalt stille hav.
Jeg endte med at køre rundt på må og få og håbede at opdage et vindspring, men det var først da jeg havde begivet mig ud i den sidste time af stædighed, at vinden endelig riflede overfladen fra sydvest. På det tidspunkt var jeg kold, fugtig af sved og lugtede af en blanding af oliven og grillede pølser og ville faktisk bare hjem. Men fiskene fik chancen, fordi jeg havde svært ved at acceptere en nul-dag. Men sådan nogle dage skal man bare finde sig i, for en sådan blev det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar