Det kunne jeg. I første forsøg endda, hvilket nok også skyldtes at bølgerne var en anelse grove i det. Jeg var selv lidt loren ved at forcere brændingen, men tænkte det skulle have et skud og kom ud på revet så jeg kunne fiske lidt mere frit. Det var ikke fordi jeg nød det i fulde drag. Vinden var kold og kom lige i masken på mig, men det så dæleme godt ud og der burde være fisk på plads.
Hvorefter en stor bølge brækkede foran mig, jeg tabte kontakten til mit endegrej og da jeg strammede op, så var der fisk på!? Det var begyndelsen på en herlig fight med hvad der lidt efter, viste sig at være en fed undermåler uden prikker og med kampgejsten i behold. Lignede næsten en laks, men det kunne jeg ikke dvæle ved, for der var heldigvis fisk på plads, så det var om at smede mens jernet var varmt.
Og så går man ind i den der fiske-morgana cyklus, hvor tiden går og der intet sker. "Men i næste kast"...
Bortset fra at da klokken var 17.30 havde samtlige næste kast, ikke kastet noget som helst af sig.
Vinden tog til, søen blev lidt mere grov og jeg trak stikket for at drage tidligere hjem. Men til min overraskelse for at opdage at vinden også var drejet. Søen gik ikke længere så højt på andre pladser og skulle jeg ikke lige...
Men det blev ved håbet. Jeg kastede i mellemgrumset vand efter de prikkede venner, men der var ingen der ville lege videre med mig og våd, kold og måske en lille smule skuffet, drog jeg til sidst hjem så sent som jeg anså forsvarligt, i forhold til at jeg skulle brødføde familien med noget fra grillen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar