Jeg har været ude i flere mindre forsøg. Det var blevet til kast her og der, men intet at skrive hjem om, da vandet eller vinden stillede op med postyr.
Lidt som at lede efter en nål i en høstak. Først jagten på fiskbart vand, siden jagt på fisk i det muligvis fiskbare vand.
Det var derfor lidt fornøjligt, da jeg i går fandt et mindre uklart område nede på Sydkysten. Tog chancen og gik langt for først at komme hen til vadestedet og siden, vade langt ud, for at kunne nå det knapt så uklare område.
Totalt chance fiskeri, men tænk nu hvis... og i fjerde kast fik jeg fisk på længst ude i kastet. Det var ingen rekord fisk, bare en helt almindelig havørred. Men jeg blev lidt glad over det held der var i det og fik kun heldet bekræftet de følgende kast hvor der intet skete og jeg fik mere ålegræs end fisk på krogen. Jeg så dog et par fisk hoppe fri af vandet langt ude, men dem turde jeg ikke gå mod, for jeg kunne ikke se bunden hvor jeg stod og bølgerne fra dagenes blæsevejr kom stadig rullende ind. Desuden stod jeg dybt for at nå det vand jeg ville kaste til og dertil kan vi lige smide 50 centimeter højvande med i puljen, fordi nordvestvinden skubbede en masse vand ned til Sydkysten. Det var også derfor jeg ikke havde kamera med, da alt jeg var ude efter var at finde fiskbart vand og så finde en fisk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar