torsdag den 16. april 2026

2026.04.16 Kvalitetstid!

Det var en arbejdsdag der skulle afsluttes med lidt fiskeri. Sådan blev det også, men i baghovedet lå de sidste års april erfaring, så det var mest fordi Peter kom til mine vande at jeg troppede op og var det ikke for ham, var jeg som gået igen da jeg kom ned til vandet. Der stod 3 udvadet. Ikke bare udvadet, men langt-ud-udvadet og havde dermed trampet over de pladser jeg normalt fanger fisk på. 

Men Peter, han stod alene og så kunne vi da lige kaste lidt inden jeg ville foreslå en anden plads. For der var intet sket og uden mulighed for at bevæge sig, var mine miner knap så begejstrede.

Indtil jeg kom ud til ham. Så krogede han en fisk! Og så gik der kvalitetstid i den.

Vi havde ikke drømmefiskeri, men der kom fisk forbi. Til en start fik vi begge hver sin, som huggede langt ude og bød op med gode fights. Siden blev det til fornøjeligt følgershow, hvor vi havde flere fisk der enten plovede i vandet efter vores bedrag ellers vendte i hidsige store skvulp, hvilket flere gange fik pulsen og humøret op.

Men mest af alt, bestod kvalitetstiden i noget så sjældent for mig, at stå ved siden af hinanden og bare snakke om livet. Solen gik ned og bidrog med en fantastisk flot aften og vores lille møde ude på revet sluttede 4-4 hvor Peter rendte med den største; En hamrende smuk blankfisk på 2,5 kilo.

Som vist nok havde kapers i maven eller hvordan det nu så ud...

Jeg havde glemt kameraet, så det blev til et fight billede af Peter fra mobilen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar