fredag den 17. april 2026

2026.04.17 En nasse tur

Det var sgu dårlig stil! Jeg havde haft en travl dag på hjemmekontoret og målet var at komme ud og fiske så hurtigt det gik, men som altid gik der privatliv i det. Først ringede Ajes, så skulle jeg tale med naboen om ting han ikke kunne skrive, så skulle jeg selvfølgelig være far og sikre mig at hjemmet var trygt og at der var tilpas mængder af mad og hygge og sidst men ikke mindst, selvom jeg gjorde det først, skulle jeg koble lidt af ovenpå en hektisk dag...

Så da jeg kom til vandet, hvor Peter og Steen sad med grillen klar og pølserne på risten var det ikke en fed følelse jeg fik. Faktisk en rigtig nasser følelse og jeg havde mest lyst til at gå igen. Men de der nordjyder er ikke sådan. Jeg indtog mine pølser og så kunne vi gå i gang med fiskeriet.

Men ak.. den udlovede sydvestenvind, var ikke i gear og havet lå helt fladt hen, kun afbrudt af mindre bølger og så anede vi lidt krusninger længere ude. Jeg tog en lang tur og ville fiske mig mod gutterne, i håbet om at møde fisk i de små badekar, men alt der skete den næste halvanden time, var at jeg så en lille fisk hoppe i badekaret og ellers var det først da jeg kom ud til spidsen, at Steen endelig stod med fleks på klingen. Fisken virkede stor, men røg desværre af. Da han spandt ind for at inspicere krogen, fik han en ny fisk på! Han stod lige i en stime tydligtvis. Fisken røg med hjem da den var klart over målet og mens han rensede stod jeg ufortrødent og fiskede videre uden at have mærket noget. Netop som jeg ville gå over til Peter, lod jeg sillingen hænge i vandet foran mig og så fik jeg ellers et chok. En blank skød frem på fulde gardiner, huggede og røg i hugget også helt ud af vandet. Det blev en fornøjelig og gal fight på kort line med en mega flot blankfisk.

Da Steen kom ud igen, jeg gik mod ham, men så en hvirvel i overfladen som jeg kastede til. Inde bag hvor han stod krogede jeg en lille filur der hoppede af og så overlod jeg resten til Steen der et par minutter efter gjorde mig kunsten efter, men fik fisken til afkrogning.

Det blev en smuk aften i det meget stille vejr, men fiskene så vi ikke mere til. De kommer nok i morgen, hvor vinden igen vil tage lidt i.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar