torsdag den 8. juni 2006

2006.06.08 Fralandshørmer


Det skal helst lugte ret fælt. For når det lugter, så lægger havet sig og der kommer ofte køligere vand ind til kysten. Lige som vi vil have det.

Det er selvfølgelig fralandsvinden jeg taler om. Den blæser lugten af rådden tang + diverse flyvende småkravl lige i nakken på mig, da jeg går ud på revet mellem Linus og Johan Kohnke. Det var måske lidt dumt at gå ud på midten af revet, eftersom hhv. Linus og Johan i minutterne efter tager hver deres fisk på siden af revet og jeg ingen får.

Johans fisk er mere i luften end i vandet og ender da også sine dage oppe på det tørre - senere i varmluften fra rygeovnen.

Natfiskeriet første tur er igang, og det meste er som jeg vil have det. Den ubehagligt lugtende fralandsvind, højtryk, en temperatur i vandet på 11 gr. og et par venner at hygge med.
I vandet foran mig kommer pludselig en skæv bølge og da jeg er ved at få blinket ind spinner jeg lidt hurtigere - der er fisk efter. Den vender i et skvulp og et par store hvirvler er det eneste der er tilbage af fisken og det eneste jeg oplever denne aften. Linus tager en blank nedgænger som sættes ud igen og efter et par timer i den smukke lyse nat beslutter vi at vende næsen hjemover.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar