
Linus og jeg var ret tændte på endnu en gang aftenfiskeri,
efter den foregående aften. Vi stod på pladsen kl. 21 og gik igang. Det så igen
fint ud, men forventningerne blev ikke indfriet. Aftalen var at vi ville slutte
ved midnat, hvis der da ikke skete noget.
Det gjorde der ikke, men inden vi
stoppede, blev vi dog enige om at prøve endnu en plads i en halv times tid,
inden vi tog helt hjem. Et par småhug og mod mig kom Linus med stangen pakket sammen og
parat til hjemkørsel. Men... jeg skulle liiiige..
Og på den måde endte vi ved
et nyt rev, hvorpå vi fiskede frem til kl. 6, for her var der fisk hjemme.

Det startede med at jeg fik overtalt Linus (for fjerde gang)
til endnu et par kast. Jeg lovede at jeg kun skulle have et kvarter, men netop
inden for det kvarter huggede en fisk brutalt og startede med et vildt udløb. Så
hoppede den, for så at hoppe igen, endnu et udløb og endnu et hop. Den var
fuldstændig vild og hvert hop efterfulgtes af et ordentlig "plump", når den
landede. Det var en temmelig god fisk som desværre løb af med sejren efter endnu
et hop. Krogen var simpelthen røget ud af kæften på den. Det var jeg så ikke
helt tilfreds med, hvis vi formulerer det pænt, men Linus var pludselig vågen og
klar til fiskeriet igen. Efter 45 min. fik han fisk på. En blank på målet, også
med krudt i, røg tilbage i vandet efter fighten. Jeg havde nogle hug, og dernæst
en følger med en lille bule på vandet efter wobleren. Fisken huggede, men for
sent. Da jeg ville kaste igen, kom Linus først - han havde set hvad der skete og
han krogede fisken med det samme. Den snyder, og så sagde han endda kun undskyld
:-)
Fisken vejede 1,7 kg. og gav ham en god fight.
Senere, nu var det morgen, havde vi flere hug og jeg fik en
rigtig tyk blankfisk på målet, som blev genudsat. Alt i alt en herlig gang
natfiskeri, med mere gang i den, end der plejer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar