søndag den 13. september 2009

2009.09.13 Hornfisk, dem må DU få!

Telefonen ringer og næsten samtidigt blinker baglysene rødt foran mig. Jeg når lige at tænke "klaphat" da Marcus´ stemme i telefonen spørger om det er mig der kører bag ham. Han får det lange lys og sammen kører vi mod dagens første fiskeplads der hurtigt bestemmes i telefonen.
Desværre indfries mine forventninger fra dagen i forvejen om lidt mere klart vand ikke. Det er for det første lige så højt som i går og desuden ligeså uklart. Øv, for en skuffelse. Det var ikke den sæsonafslutning jeg havde drømt om, men næbbet skal ikke hænge så tidligt på dagen - der er mange timer endnu.

Efter en mistet fisk, jeg havde på i maksimalt et sekund, bestemmer vi os for at køre videre for dér at møde Linus og spise nogle korv fra grillen. Jeg kommer sidst til vandet og bliver mødt af hvad jeg tror er en måge i alvorlig havsnød. Rundt om hjørnet står Linus og råber og skriger helt vildt - vel at mærke alene oppe på stranden. Det ligner en feberkrampe eller et alvorligt epiliptisk anfald, men viser sig heldigvis, i lyset af mine alternativer, bare at være Linus der har tabt sin spole til hjulet og derfor ridset den så meget at linen slides over. Helt nye spole, til helt nye hjul og med helt nye line, kan tilføjes oppe i ovenstående tekst.

Linus er på vej hjem. Han er desuden syg og dårlig og "varför i helvete skulle jag fiska i dag överhuvudtagit". Jeg ved ikke lige hvad ben jeg skal stå på, så jeg vælger dem med fødderne i wadestøvlen og smutter ud på næste pynt indenfor hørevidde af Linus´ fortsatte råberier. Foran mig hopper en farvet fisk fri af vandet og jeg ser flere der er oppe og markere. Intet sker - ej heller for Marcus der længere nede af kysten forsøger at bestride modvinden med energiske kast.
Da Linus har pakket så godt som alt sammen, bliver storebror barmhjertig. Lån min stang, så laver jeg dig en korv. Mens Marcus og jeg så sidder og venter på at pøllerne er færdige får Linus fisk på. Hvor stille der pludselig blev på kysten.

Med et snuptag kaner Linus dagens eneste fisk op og må derefter erkende at hans dårlige humør er forsvundet og afløst af et nervøst opadgående træk i mundvigen. Det hjælper vist altid med en havørred over målet...

Jeg bliver træt efter et par tomme timer i det stadigt mørkere vand og bestemmer mig for at fiske et lunt hjørne af Sydkysten af. Skrå fralandsvind og væsentligt klarere vand får mig så langt ud det går på revet. Allerede efter et par kast er der noget der piller ved snapsen. I kastet efter når jeg kun at få kontakt til blinket, da jeg mærker hugget. Følelsen i kroppen er som du måske kender den? Man fisker og fisker i dagene lange og venter på hugget... når det kommer... uha det er dejligt! Måske kender du følelsen når du erfarer at det er et skide horn der har hugget og ikke havørreden som du gik og ventede på?

Tak for denne sæson. Eller rettere... "for denne sæson"

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar