mandag den 7. maj 2012

2012.05.07 Slik, ny pc og andet godt fra havet

Øv bøv og sure sokker. Nu er det altså tid til nye waders. Sure sokker efter 2 timer på en aftentur, skyldes ikke problemer med kropslugten, men et par efterhånden noget utætte waders. Og dig der bevæger dig bare lidt ved havet, ved godt hvordan kombinationen af saltvand og stof den er. Det lugter ikke så mægtig godt efter et par gange. Prøv det så i et par waders. Så ikke nok med at jeg købte mig en ny stang forleden, nu skal jeg sørme afsted igen efter waders. He he...

Slik var der nok af. Nu har jeg slik siddende på spolen, håndtaget, bøjlen, stangen og i alle øjer. Der var intet i 70% af kastet, sådan ca. og derude var fiskene så idag, men til sidst så kom det på. Slikket. Det er bare ufatteligt træls at stå og pille af i hvert kast, for det klistrer helt vildt. Og netop som du har fjernet det fra linen, hvor det lige klumpede sig så det sidder i enten stangtoppen eller bøjlen og spærrer, så finder du ud af at det nu sidder på dine fingre og det var derfor din hånd gled af hjulet.

Men så kom der en havørred og glemt var slikket. Det burde nu også give plettet sølvtøj sådan som det så ud. Bare synd at hornfiskene var kommet, for fy føj da en aften der blev lagt op til. En rigtig plop aften, men efter den første havørred der i øvrigt var lille, oplevede jeg kun en følger og ja, den fulgte helt med ind, trods slik på blinket der totalt ødelagde gangen i vandet. Hornfisk bliver jeg aldrig glad for. Der burde indføres hornfisk-fri-zoner. Midt i de seriøse havørred tanker, skal man konstant afbrydes af dem. Det er svært at koncentrere sig, men hvad filan... det var en smuk aften og jeg ærgrede mig over at jeg alligevel ikke havde taget kameraet med.

Specielt nu hvor jeg har løst billedproblemet. Ny computer har givet mig nye muligheder. Så mangler jeg bare at jeg kan opgraderes og derudover får opgraderet min hjemmeside. Sidstnævnte en hel del.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar