tirsdag den 9. marts 2021

2021.03.09 Traner, gæs, viber, lærk og en hemmelig havørred

Det var ikke de første jeg så i år, men sammen med gæssene, viberne og en enkelt lærk, kom tranerne i dag i store flokke over Javier og jeg. Vi stod med en let vind lige ind på en af Sydkystens fede pladser og vandet lignede vitterligt en million. En million af de helt store, hvis man kan sige det? Nøj hvor det så godt ud og dagen i dag var helt sikkert stor fanger dagen. I går var en lærestreg i at man ikke kan få indfriet sine forventninger hver gang og den slags "kold-spand-vand", skal man bare finde sig i engang imellem.

Jeg gik ned over engen og så hvordan bølgerne fint rullede ind - ja du kan jo selv se på billedet. Det er jo sådan det skal se ud? Under vandet var sandkorn hvirvlet op og skabte et let flimmer, som utvivlsomt ville udløse de magiske hug. I mængder.

Da jeg sad i bilen halvanden time senere, på vej for at hente mad - og siden mødes med Javier på en endnu ubestemt plads, var det med panderynker. Jeg er helt sikker på at Javier sad med samme fornemmelse efter en gennemfiskning af revet, hvor vi absolut intet havde mærket. Jeg havde måske haft et hug, men nej... det var tomt på fisk. Helt igennem magisk. Forbandet. Men ikke forbandet magisk.

Så begyndte gårddagen alligevel at spøge lidt. Kunne det blive til hele 2 kolde spande med vand? Vi håbede det ikke og indfandt os på det næste rev. Javier havde i min frokost pause, været på anden plads og konstateret at ikke alle pladser lignede millioner, som den vi kom fra. Ergo havde han kun fisket kortvarigt, uden resultat.

Og så var det på den igen ude på revet:

Det så godt ud - tjek!

Vandet var varmere - tjek!

Solen flimrede overfladen - tjek!

Alle blinkende knapper og flaps - tjek!

Og så fortsatte historien, mens vi undgik at stå for tæt sammen, for ikke at sige de ord vi begge vidste var sandheden: At det var sådan en dag. Igen. Mærkelige fisk. Forkert agn måske? Og alt det andet tvivl, der rumsterer i hovedet, når wobleren endnu en gang kommer til syne og vandet bagved bare ser ud som de foregående 200 kast.

Og så alligevel... ud af det blå, huggede det pludselig helt uventet. Ikke et hammerhug, men så kom tyngden og en større udleget havørred viftede pænt med halen til mig, mens den rodede rundt. Trak siden line af hjulet og bøvlede frem og tilbage en 20 meter ude og så var legen forbi mente den.

Det trak op til flere fisk. De går sammen. I flokke. Store flokke. Og jeg høvlede febrilsk wobleren afsted igen og igen, men det korte af det lange... jeg gik ind og holdt pause for ryggen, mens Javier passede revet med hans bombarda. Da jeg kom ud igen, tog vi en time sammen og siden fik Javier nok for i dag, hvorefter jeg tog solnedgangen og alt der skete var at jeg havde en følger.

Altså nogle dage... nogle gange - ja endda ofte flere dage i træk... - de er bare mærkelige.

Jeg ville smide mig i græsset og nyde solen da jeg kom ind fra revet, men indså at dagen var omme og det nok ville blive en kold fornøjelse. Men selvom dagen ikke fangstmæssigt blev indfriet, så er de her spæde forårsdage med store flokke af trækkende traner og diverse andre fugle, der bebuder foråret, bare så meget værd at være ude i. Solen der varmer, selvom frosten endnu ligger i de små vandhuller. Dansemyg der ... ja danser. Og små edderkopper der vover sig frem fra tang og græs, når man sidder og holder pause. Det er slet ikke så ringe endda.

Men i morgen måtte der gerne komme en fisk eller 22 på krogen.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar