2011.05.10 Listerlandet igen, dag 2

Med den samme vind, både i flagene, men også udlovet senere, var det svært ikke at ville vælge samme plads som igår. Fiskeri er for mig, andet end kun at stå på nummer 1 pladsen og kaste og kaste og kaste, for at fange så mange som muligt. Der må gerne være krydderier fra naturen, hvad enten det er fugle, sten, eller for den sags skyld andre fisk - selv horn. Det er bare lige det med mængderne fra hornene... for hyggeligt har det altid været med "noget for enden af linen", men når det i hvert kast er hornfisk og det var det på dagens første plads, så bliver jeg hurtigt træt. Altså var det alligevel tilbage til hvor vi fiskede i går - hvilket heller ikke gjorde noget, men Listerlandet er stort og utroligt flot på vandsiden, så jeg ville gerne have vist min far noget mere.

Tågen var lettet, så på en måde så vi alligevel noget nyt idag. Vi så nemlig langt - langt ud over de dybblå vidder i Hanöbukten og langt over de helt lysegrønne trækroner inde over land. Foråret er smukt på alle måder. Jeg foretrækker det fra kysten og i store portioner, hvilket jeg fik. Med en sol der varmede i den kølige østen vind, var det endnu en dag med havørredvejr. Og hornfisk, som var lidt mere hugvillige idag.

Som jeg nævnte igår er der huller i hornfiskene. Nogle gange er der horn overalt når man kaster og det er det jeg ofte bliver lidt ærgerlig over, idet jeg ikke føler at havørreden får chance nok for at se eller tage agnen. Jeg ved godt det ikke er sådan det foregår. Men så nogle gange, så er hornfiskene bare væk fra et område man kaster over. Ikke et hug, en eller flere følgere eller noget andet. Bare de sædvanlige tomme kast, som inden hornfiskene ankom. Det er der, jeg ofte har fået havørred. Det skete forleden på Sydkysten og gav mig 2 havørreder og hvad nu her?

Jeg kastede længe over området og undrede også om der måske var kommet en gedde eller 2 ind, men intet skete. Så kom hornene tilbage og så startede vi forfra indtil den næste "stille" periode begyndte. Denne her gang fik min kærlighed til havørreden og havørredfiskeriet et boost. Det tvivler jeg på at nogen ikke ville kunne lide. Givetvis begyndte hornene at vende tilbage, men pludselig over en sten stoppede et horn op og jeg kunne tydeligt se skyggen fra den over stenen i det relativt klare vand. Hvad den stoppede for, forstod jeg til en start ikke - syntes bare det var en sær opførsel i forhold til de andre gange og imens så jeg aldrig nogen havørred følge mit blink eller nogen skygge bag det, hvilket ellers burde have været det absolut letteste i det her vejr. Men pludselig eksploderede vandet bare foran mig og en blankfisk hoppede vildt i vejret. Jeg fik et chok uden lige, for det her skete efter 3 fisketomme timer og en frokost der var ved at overtage i sindet. Havørreden kæmpede bravt og fik også taget lidt line, så det hele ikke foregik inden foran mig og så kunne jeg gå med fisken ind til en ventende sten.


Årets første hjembragte i maj. Den vejede lige knap 3 kg., var 62 cm. lang og havde 3 pæne tobiser i sækken. (Fulton 1,23 sådan ca.)

Det hjalp på humøret og specielt fordi fisken havde hugget på samme plads og samme tid som dem igår. Mens dette skrives nærmer klokken sig "hugtidspunket" på hjørnet deroppe på Listerlandet... uha... hvem der bare kunne stå der lige nu, hva´?

Resten af dagen bød ikke på flere havørreder, men mætte af både fiskeriet og de endnu engang, gode pølser, kunne min far og jeg tage hjem for denne gang.

Tak for en dejlig tur i godt selskab, far.