Rygterne er sande. Ikke at jeg tvivlede inden jeg tog ud... årstiden passer og så
er det bare et spørgsmål om tid. Og nej, nummer 1 er stadig ikke sjov, heller
ikke selvom den her var så fed som et håndled. Sådan var den første eller de
første også sidste år og forrige år, mener jeg. Men det er ligemeget.
Horn-irritations-elementerne også kendte som hornfisk er på plads og på den
første sad enkeltkrogen lige midt gennem næbbet. Et klokkerent hug og en kedelig
fight, selv for så stort et horn. Øv, hvor jeg håbede det var en havørred...
Men havørreden så jeg længe intet til. På den første plads havde jeg haft
masser af slik på linen. Endda så meget at det sad i stangøjerne og på spolen.
Det blev hurtigt en meget kedelig plads, selvom vandet så så forbandet godt ud.
Imorgen skulle det sidde fint at være på plads, men det vil
horn-irritations-elementerne nok også være, sammen med de blanke. Eller måske
kun de slanke?
Horn er også blanke. Og slanke...
Og havørreden der huggede - langt om længe - var også slank. Og blank. Men
den var også rød på bugen omkring finnerne og fightede ligeså kedeligt som
hornfisken. Selv hugget var trist... endeløst langt og uden nogen form for
hidsighed. Så overraskelsen var stor da jeg fik havørreden ind og konstaterede
at det netop var en salmo trutta - med rust på bugen.
Nej, giv mig nogle flere som nummer 2 (af de rigtige fisk) der huggede.
Heldigvis for mine polaroid briller så jeg skyggen i det uklare vand og lavede
lige et spinstop en meter ude. Det troede fisken på. Huggede og lavede dernæst
hvad jeg oplevede for et par uger siden med en blankfisk, lige bortset fra at
denne var tynd. Og så havde den nogle sære røde sår på siden, men var ellers
helt fin hvid i bugen. Slank og uden gejst, genudsatte jeg fisken.
Resten af dagen var med en helt anden tro på klingen, men det var ikke
gensidigt og så tog jeg hjem og ventede på det skulle begynde at sne og den
slags, som de havde lovet i vejrudsigten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar