onsdag den 20. marts 2019

2019.03.20 Nu er jeg måske lidt skuffet

Så galt så det da ikke ud, hva´? Vinden havde lagt sig og de nøgne træer svingede ikke i takt, som i går. Sydkysten måtte kunne tæppebombes med diverse endegrej så afsted med mig! Men jo nærmere vandet jeg kom, jo mere musik var der i træerne og da jeg kom frem til pladserne "uden for døren", kunne jeg godt se at dette blev en hård dag. Men fandme om jeg skulle østpå igen!

Allerede halvvejs ude på revet, var jeg blevet smasket af adskillige rigtigt tunge østersøbølger. Man er vel sydkyster eller hvad? Jeg fortsatte og kom frem til stensamlingen. Havet brusede ind og knækkede søerne på forskellig vis, hvilket gjorde min stilling på en mindre sten om til en work-out time, hvor jeg hele tiden blev skubbet ned, for at gå op igen. Hårdt vejr. Fedt mand! Vandet var klart ude på toppen af revet og det så faktisk mega godt ud. Så godt at jeg efter en knap time, med vand til armhulerne og indenfor mine waders og stadig ingen fisk, tænkte at det her sats alligevel ikke var så god en start på fiskedagen.

Jeg kørte øst på. Ikke til øst siden. Fandme nej! Flere pladser var som den jeg forlod, men det var først da jeg kom til endestationen for Sydkystens egentlige rev at der var bølger til at klare og selv her, hård sø i den tiltagende vind. Jeg får altid fisk her eller oplever altid noget. Pladsen var endnu engang leveringsdygtig i dén udtalelse. Efter en times tomt fiskeri - helt utroligt - kom der helt inde ved strandkanten en lys brun ryg efter mit ADK blink. Den gik bare efter blinket, nysgerrig, men absolut ikke på jagt, så rolig som den var. Det var endda en model større... og så vendte måske 3 kilo havørred helt inde foran mig og gled ud igen. Hvad var det for en opførsel? Smaragdgrønt vand, diset og masser af gang i bølgerne. Og så en følger? Står der ikke i diverse lærebøger at i disse forhold, så smadrer havørrederne på alt, fordi de jager nådesløst eller er det bare noget jeg bilder mig ind?

Jeg vidste godt hvad der skulle til. Reje... men jeg har ingen rejeblink, så jeg skiftede et par gange, men ak...

Så skete det alligevel. Pludselig stod jeg Palle alene i verden, på en af Österlens perler. Jeg var alligevel kommet til at køre derom i et fiskemæssigt black-out. Det så selvfølgelig også godt ud og gullasch suppen blev i dåsen, mens jeg med en banan i munden og 3 æg i lommen, i hastige skridt skyndte mig ud til revet længst væk.

Men for ikke at trække pinen ud, så lad mig sige det så kort jeg nu kan:

Jeg fangede en sortfisk og havde en mindre følger, på de 3 timer jeg tæskede revet igennem.

Jeg er selv lidt stolt af ovenstående indlæg, for det er fileme ikke med glade miner jeg sidder i divaen lige nu. Hvor er solen? Den mindre vind? Alle mine havørreder? Jeg kører Skåne tyndt. Arghhh...

Jeg har fiske-feber... Så hvad skal jeg gøre i dag torsdag? Javier har lige ringet. Han var tidligt oppe og nede og inspicere Sydkysten. Grov sø og han ville køre til Österlen. Suk. Det er jeg ikke motiveret for lige nu. Ikke lige nu.

tirsdag den 19. marts 2019

2019.03.19 Lange dage - lange stænger

Jeg stod op til klar blå himmel og derfor også fuld sol, da den heldigvis også var stået op i dag. Det var derfor med solbriller på og det store smil fremme, at Mazda´en kørte østover til jagtmarkerne fra i går. Jagtmarkerne der var tomme på fisk, havde grumset vand og alskens kedsomligheder.

Det skulle helst være anderledes i dag og sørme så! Vandet var klaret op på Henriks plads - og ikke bare det, det var også steget, hvilket er en usædvanlig kombination. Jeg lykkedes først at binde mine støvler på femte forsøg. Forstod bagefter at det var fiskefeberen der rasede i kroppen. Jeg kunne ikke komme i vandet hurtigt nok og kroge den første, så allerede inden strandkanten lå OLR wobleren vandret i luften og ploppede ned hvor jeg senere skulle gå. Kom nu.. kom nu... kom NUUUU... jeg ville det sindssygt meget og kørte revet igennem 2 gange uden så meget som et hug. Det var sært! De kommer nok når vandet er lidt varmere, indbildte jeg mig og satte mig i bilen for at prøve plads 2 mens solen varmede vandet op.

3 danske biler og en svensk. Tænkte det nok. Alle spækkede med fiskegrej. Men kysten var tom. Jeg gik rundt og kiggede og dér, længst ude, stod en enlig fyr. Men de andre så jeg ikke til og jeg gik ud på revet. Inden 10 kast havde jeg fisk efter, men den var ligeså mistænksom som jeg. Vandet var ikke bare klaret op siden i går, men klaret helt op! Utroligt så stærkt det er gået. Min lyse OLR blev udskiftet med en mat og i første kast sad den der. En slank blankfisk kom til afkrogning og revet blev nu tonsefisket i de bedste viftekast jeg nogensinde har lært! Men en revkonge forblev det og jeg kørte atter engang lidt måbende fra vandet.

Her var det grumset. Ikke meget, men netop som det gerne må være. Her kunne de ikke være mistænksomme, men burde vel hamre på med det samme? Dagens første fede oplevelse stod en sortfisk for. Først troede jeg den var blank, da den fra siden kom tordnende mod wobleren og missede i et stort skvulp i overfladen. Det så hamrende fedt ud. Jeg så den først et par kast efter, med min krog hængende solidt i kæften. Ikke meget fight over den og efter en enkelt mindre følger og et par timer på revet var det tid til ENDNU et bytte.

Med stive, tørre og kolde fingre satte jeg mig i bilen. Det kan godt være solen var fremme og det var hamrende skønt i solen, men vinden... vinden var modbydelig. Kold og tør og ret skarp. Jeg frøs ikke, men kulden i vinden og den tørre luft gav mig tørre fingre og det kan jeg af en eller anden årsag ikke lide. Heller ikke udvadet aller helvede i vold på et stort tang rev der heller ikke dette, holdt fisk. Således kørte jeg fra plads 4 tilbage til plads 1 og tænkte at det var sidste chance på denne underlige dag. Og startrevet, nu med indbildt varmt vand, var præcis lige så tomt og dødt som da jeg forlod det. Forleden stod Javier her og fik 8 styk. Det var bestemt ikke sådan en dag i dag. Desværre.

Jeg bestemte mig for at inspektere Sydkysten for morgendagens fiskeri. Det var åbenbart ikke min dag i øst igen og hvorfor ikke bruge lidt tid på at se hvor jeg kunne fiske i morgen?

Alligevel lidt spøjst. Der er måske 10 kilometer kyst her. 10 kilometer grumset kyst uden de store egentlige rev eller områder. Alligevel så fik min nysgerrighed og tvivl på om det nu var SÅ grumset, mig til at gå helt til vandet. Sådan helt tilfældigt. Jeg tog et kast inden jeg nåede de grove søer der kom skråt ind. Så kom dagens anden fede oplevelse. Det var ikke bare et hug. Det var et hammer hug af den anden verden og ud af det grumsede vand fløj en blank skønhed på fulde gardiner. Den tordnede rundt, tog lidt line, men kom langsomt mod mig. En smæld fed blankfisk lidt under målet blev kort efter genudsat og jeg fik den vildeste fiskefeber. Du skulle lige se en kystfisker skifte blink efter 10 minutter på rekordtid. Og 10 minutter igen. Så gik der 10 minutter mere og jeg løb langs stranden, for at sikre at stimen, hvis der var en sådan, nu gik her ovre. Så gik der halve timer og pludselig var solen gået ned.
Det var alligevel som 7 rigtige i lotto. Hvordan fanden man i første kast på en grumset kyst, på en mega lang kyststrækning, napper en fisk sådan midt i det hele og siden intet mærker, er bare mærkeligt. Men det var et fedt hug. En fed fight og i dén grad en fed fisk.

I morgen skal jeg ikke gå lige så langt. Jeg har dæleme lange stænger nu og det er rart at sidde ned igen. Gamle mand...

mandag den 18. marts 2019

2019.03.18 Endelig tilbage - men det var så igen kun mig

Efter en hård arbejdsuge i Holland og siden en hård weekend med familien (det sidste var mest hårdt for nattesøvnen) så kunne jeg endelig tage hul på min ferie. En mandag der startede som mandage startede bedst; Psykopat hjernedød sindssyg lortevind med slagregn. Jeg vågnede i nat af de vildeste vindstød og det første jeg tænkte var; Der røg den fiskedag.

Jeg havde lidt ret. Det var i hvert fald ikke med tilfredse miner jeg stod op og så hvordan træerne nærmest lagde ned for vinden og regnen tordnede på ruden. At vinden var i SV ødelagde det hele. Der kom mere kaffe i koppen og jeg lavede alt andet end at fiske. Jeg prøvede at komme på en masse tanker, men jeg ville så gerne ud og til sidst tog jeg bilnøglen og daffede til Østersøen derude østpå.

Uundgåeligt at fiske andre steder, efter den tornado-orkan-storm der ramte. Og selv øst på var vandet præget af den lede vind. Jeg måtte nordpå. Helt op til klart vand og ... stille vand med rifler fra den lede vind. Eneste positive at sige om dette, var at der var kommet tobiser. En lille stime susede foran mig, som jeg gik over sandbunden. Dejligt. Gad vide om mine havørreder vidste det? Ikke i dag, måtte jeg siden erfare.

Jeg dyttede sydover. Stadig klart, men nu med lidt sø udefra og drivende skyer med regn og solglimt. Faktisk så det utroligt godt ud her, men hvor meget jeg end troede på det, så skete der intet. Jeg var rådvild. Skulle jeg blive og tro på det eller køre videre og håbe på opklaret sø? Jeg kørte...

... lige ned til den grumsede sydlige del. Jeg gik og jeg gik. Kastede og vadede og gik videre. Der var klart vand på spidsen og et par livsfarlige kast med rigtigt grov sø der buldrede ind, blev taget. Men det forblev lige dødt for enden.

Dagen måtte tage en slutning. Et sats. En chance mod endnu mere syd. Min forbavselse var stor da jeg kom til mere klart vand end jeg var kørt fra. Det så OGSÅ godt ud her og selvom den gamle sø, gjorde min vadetur temmelig besværlig lykkedes jeg med masser af kast og masser af tro. Hvis ikke lige det fordi jeg så atter engang var ene om det. Igen...

Dagen sluttede da jeg stadig intet havde fanget. Havde kolde fingre af den stadigt bistre vind, der nu også var blevet kold og smed endnu et blink væk.

I morgen... !

søndag den 10. marts 2019

2019.03.10 Det er så tæt på nu...

Jeg var usædvanligt længe om at komme af sted. Gik og fiflede med det ene og det andet, men intet der var nødvendigt eller vigtigt i forhold til fiskeri. Nuvel... hvis fiskeriet virkelig var på sit højeste, så havde jeg aldrig fiflet eller lavet alt muligt andet. Så havde jeg været ude, inden jeg stod op. Ja, faktisk... mit nye jeg! Ud af dynen, tidligt hvis det byder op. Bare vent!

Da jeg ankom til Österlen sådan noget efter middag, fortrød jeg mine dovne handlinger om formiddagen. Jeg havde ikke ventet så flot et vand. Det stank langt væk af fisk og fra første kast stod jeg og flexede overarmen, klar til at riv-rav-ruske min enkeltkrog solidt fast i gabet på den første af rigtigt mange havørreder. Det var kun et spørgsmål om et par kast... til... og et til... og så endnu et...

Så havde jeg fisk efter, men sådan lidt luskende. Så et lille hug. Så kom Henrik.
Så døde det helt.
Det så godt ud.
Bedre ud.
Meget store fisk ud.
Men det døde helt og aldeles og vi stod der og kastede i det store tomme intet. Igen.

Vi blev enige om at køre nordpå, men kom til spritklart vand og lidt skæv vind. Det burde ikke gøre noget på denne plads. Den er lidt 50/50... enten så er de der eller så er de ikke. De var der ikke. Udover en lille følger, der kom helt ind på lavt vand. Jeg var lidt skuffet.
Henrik ville hjem igen, for han var træt.

Så bestemte jeg mig at bruge de sidste lyse minutter i syd, men ikke der hvor man kan se til Tyskland. Det vil sige... det kan man aldrig, men jeg blev på Österlen og kørte sydover.
Hvis det første vand så godt ud, så ved jeg ikke hvad jeg sige om det nye. Det var ikke overraskende heller at nappe en fisk i første kast. Det var her de var. Alle 76 havørreder jeg skulle tage de næste 60 minutter.

Men nej... fisken der havde hugget på helt lavt vand, var en enlig svale og frem og tilbage gik jeg, mens OLR Kutlingen pløjede meter efter meter af denne gudesmukke kyst af - men i samme sætning... også ubrugelige kyst i havørred sammenhæng. For hulen det er så tæt på. Det kan mærkes at det lige pludselig eksploderer. Vandet er knap 5 grader. Lidt sol, lidt vind... lidt grums... så går fiskeriet amok.

Det bilder jeg mig i hvert fald ind, idet jeg i uge 12 har tilladt mig at tage ferie og derfor... Nemlig ja!

søndag den 3. marts 2019

2019.03.03 Et mindre tilbageslag

Ja ja ja ja... jeg ved det godt. Træerne vokser ikke ind i himlen og de lovprisende ord om fiskeriet og foråret i går, gik ikke ind i historiebøgerne da jeg i dag entrerede Österlen i håbet om en gentagelse af forårsdagen fra i går. Det så ellers meget sådan ud, men det har jeg skrevet mange gange før!

Vinden stod som for 4 år siden. Den var også vendt som for 4 år siden. Faktisk så så det ud som for 4 år siden, så da jeg var gledet ned af den smattede vej og overhovedet ikke tænkte på hvordan filen jeg skulle glide bilen op ad bakken igen, var det med julelys i øjnene og grejet pakket og klart på rekordtid. Det var grumset inde foran, men ude på en kastelængde kunne man tydeligt se den smaragdgrønne farve. Det så ud præcis som for 4 år siden - med eneste forskel, at jeg var 7 dage tidligere på den i forhold til for 4 år siden. Hvorfor gentager jeg nu det? Jo, det var en bragende god dag den dag. Grumset vand, gammel sø der rullede ind og masser af fisk. Nøøøj hvor jeg skulle krane ind igen!

Henrik var syg. Javier var syg. Det troede jeg også jeg igen var ved at blive, men nej... sveden kom sig af varmen i luften. Det var hele 10 grader og jeg stod faktisk og svedte. Foråret var også kommet til Österlen - omend... ikke i vandet, måtte jeg siden erfare. Eller hvad det nu var, der gjorde at fiskene ikke gad at lege.

Jeg kastede og gjorde ved. Byttede endegrej og fortsatte. Men der var ikke noget liv at spore. Jeg tænkte at jeg kunne skifte plads en time eller 2 og så vende tilbage. Således påbegyndte jeg fiskeriet på en anden af de gamle favoritter. Det forblev helt dødt i den anden ende. Gode dyr var rådne og jeg kørte tilbage til det farvede vand - nu lidt længere nordpå i håbet om lidt klarere vand. Det var korrekt med vandet, men fiskene... ja de fandtes ikke her heller, uanset hvor meget jeg kastede. Jeg troede helt vildt på det, men nej...

Da eftermiddag blev til aften og det var tid at finde vejen hjem, måtte jeg stoppe på en sidste gammel kending. Tidligere tiders fiskeri på disse gamle pladser, med Michael, Bo og David fes gennem hovedet på mig. Dengang tog vi altid en fisk her. I dag var det støvsuget for fisk.

Jeg måtte trække mig da mørket var ved at overtage og indse at en fiskedag i super forhold endnu kan kaste absolut ingenting af sig. Ikke så meget som et hug eller en følger. Intet.

Hvem der bare havde fri i morgen. Det kunne nok blive en i særdeleshed fin dag på Österlen. Hvis solen kommer frem.

lørdag den 2. marts 2019

2019.03.02 Så er foråret officielt

Hvornår foråret starter, er lidt uforudsigeligt. Officielt er det første marts - også hos mig, men det er lidt svært at se på forrige år i is og sne og påberåbe sig foråret, når man sammenligner med i dag. I dag var heller ikke noget at råbe hurra for, men is og sne var der i hvert fald ikke.
Andre mener foråret starter når det er forårsjævndøgn - og så var der det meteorologiske forår jeg skrev om sidst. Det har vi nået. Og så er der jo de der havørreder. Hvornår starter deres forår? Jeg ville mene det startede i dag. Vandet var igen 5 grader, men i dag var der lidt fart i fiskene. Gad vide om man ikke kan sige at foråret er her nu, sådan rigtigt? Også selvom der er 19 dage til jævndøgn?

Jeg var sent ude. Skyerne gad ikke rigtigt skride og jeg må indrømme at jeg tror meget på solen. Specielt når det har været køligere et par dage og vinden står i syd. DMI´s nye latterlige version af en hjemmeside, indeholder en enkelt god ting. Det er deres vejrkort i midten på siden. Det er faktisk brugbart i stor grad. Vind, temperatur, skydække eller vandtemperatur... det er ret nøjagtigt og så har jeg i et par dage testet om det holder - og det gør det. Jeg var ellers ved at fjerne linket, for alene at de har fjernet 5-døgneren er jeg sur over. Jeg er udmærket klar over at jeg kommer fra et lille land, hvor vejret kan skifte over Valby Bakke, men jeg vil ærligt talt skide på hvordan vejret er lige nøjagtigt i Sveriges svar på det gamle Østberlin, Trelleborg. Jeg vil bare have en generel vejrudsigt. Så forstår jeg godt at det ikke nødvendigvis nøjagtigt bliver sådan, men hellere det end at jeg kun ser vejret i Trellehula.

Nuvel... vinden skulle ligge på fra Syd og gå i Sydvest. Det stemte. Det stemte også at solen skulle kigge frem omkring 13 tiden. Faktisk passede det på en prik. Det er fedt! Så da jeg gik over den lille strand-eng, var det med solen fremme og da jeg så vandet... suk! Forår, velkommen!

Bølgerne løb over det lavvandede område og rørte hele tiden sand op. Farven var smaragd grøn og det lugtede langt væk af en god dag ved kysten. Jeg nåede også kun at tage et par kast, før der var hug. Det skete flere kast i træk og sluttede med en lille blank der hårdt tog OLR wobleren. De følgende kast viste at der var flere fisk på plads og jeg krogede et par kast efter, endnu en blank undermåler. Så ringede Javier. Han var ikke tilgængelig før nu, men han prikkede rigtigt på tiden. 15 minutter senere var han min rev kammerat. Allerede i hans andet kast var han også en lykkelig fanger. Vi var enige om at det her kunne blive en god dag.

Længere henne i min affiskning langs kysten, kom jeg bag sandrevlen og kunne på lavt vand affiske området ud mod sandet. Der burde være fisk, hvilke de følgende kast og hug også afslørede. Men det var først da wobleren kom ind over det lave vand at jeg endelig både så og fangede en fisk. Bag wobleren gled en større skygge frem. Ligeså tydeligt kom den pludselig mod den lysere bund i fuld fart mod wobleren. Der var kun 30 cm. tilbage før wobleren ville gå i topøjet. Så udløste spinstoppet hugget jeg ventede på. YES! Fuck det var et fedt syn. Større fisk på lavt vand og så huggede den. Desværre viste det sig siden at det var en fuldfed blank nedgænger der ikke kæmpede som den havde gjort i komplet sølvdragt, men dét syn... det var ubetaleligt.

Siden smed jeg min OLR væk. Så knækkede forfangslinen også. Da var jeg lidt ærgerlig. I stedet for at stå og fixe til, gik jeg op for at spise et par medbragte kolde toasts og få orden på linen igen.

Maden gjorde godt. Jeg gik ud mellem Javier og bombardafiskeren med min ADK for enden. Den i kobber. Den plejer at være god når fiskene hugger lidt for meget uden at sidde fast. Sådan var det også i dag. Første kast, inden jeg var kommet ud til ankeldybt vand og så stod jeg med fisk igen. Hvorfor jeg så smed min ADK væk i kastet efter... tja...

Hvorom alting er... Javier og jeg kastede os ind i den skyede aften og med skyerne, forsvandt hug lysten hos fiskene. Dog, ramte Javier en stime lige i masken og nappede hurtigt 3 på hinanden.
Vi endte dagen med en uafgjort 5-5 og var godt tilfredse, kulden i vinden til trods.
Foråret føles ankommet til vandet. Synd at det skal blæse 13 m/s fra sydvest i morgen. Så skal jeg ud, bliver det nok østpå.