2019.03.03 Et mindre tilbageslag

Ja ja ja ja... jeg ved det godt. Træerne vokser ikke ind i himlen og de lovprisende ord om fiskeriet og foråret i går, gik ikke ind i historiebøgerne da jeg i dag entrerede Österlen i håbet om en gentagelse af forårsdagen fra i går. Det så ellers meget sådan ud, men det har jeg skrevet mange gange før!

Vinden stod som for 4 år siden. Den var også vendt som for 4 år siden. Faktisk så så det ud som for 4 år siden, så da jeg var gledet ned af den smattede vej og overhovedet ikke tænkte på hvordan filen jeg skulle glide bilen op ad bakken igen, var det med julelys i øjnene og grejet pakket og klart på rekordtid. Det var grumset inde foran, men ude på en kastelængde kunne man tydeligt se den smaragdgrønne farve. Det så ud præcis som for 4 år siden - med eneste forskel, at jeg var 7 dage tidligere på den i forhold til for 4 år siden. Hvorfor gentager jeg nu det? Jo, det var en bragende god dag den dag. Grumset vand, gammel sø der rullede ind og masser af fisk. Nøøøj hvor jeg skulle krane ind igen!

Henrik var syg. Javier var syg. Det troede jeg også jeg igen var ved at blive, men nej... sveden kom sig af varmen i luften. Det var hele 10 grader og jeg stod faktisk og svedte. Foråret var også kommet til Österlen - omend... ikke i vandet, måtte jeg siden erfare. Eller hvad det nu var, der gjorde at fiskene ikke gad at lege.

Jeg kastede og gjorde ved. Byttede endegrej og fortsatte. Men der var ikke noget liv at spore. Jeg tænkte at jeg kunne skifte plads en time eller 2 og så vende tilbage. Således påbegyndte jeg fiskeriet på en anden af de gamle favoritter. Det forblev helt dødt i den anden ende. Gode dyr var rådne og jeg kørte tilbage til det farvede vand - nu lidt længere nordpå i håbet om lidt klarere vand. Det var korrekt med vandet, men fiskene... ja de fandtes ikke her heller, uanset hvor meget jeg kastede. Jeg troede helt vildt på det, men nej...

Da eftermiddag blev til aften og det var tid at finde vejen hjem, måtte jeg stoppe på en sidste gammel kending. Tidligere tiders fiskeri på disse gamle pladser, med Michael, Bo og David fes gennem hovedet på mig. Dengang tog vi altid en fisk her. I dag var det støvsuget for fisk.

Jeg måtte trække mig da mørket var ved at overtage og indse at en fiskedag i super forhold endnu kan kaste absolut ingenting af sig. Ikke så meget som et hug eller en følger. Intet.

Hvem der bare havde fri i morgen. Det kunne nok blive en i særdeleshed fin dag på Österlen. Hvis solen kommer frem.