2019.03.19 Lange dage - lange stænger

Jeg stod op til klar blå himmel og derfor også fuld sol, da den heldigvis også var stået op i dag. Det var derfor med solbriller på og det store smil fremme, at Mazda´en kørte østover til jagtmarkerne fra i går. Jagtmarkerne der var tomme på fisk, havde grumset vand og alskens kedsomligheder.

Det skulle helst være anderledes i dag og sørme så! Vandet var klaret op på Henriks plads - og ikke bare det, det var også steget, hvilket er en usædvanlig kombination. Jeg lykkedes først at binde mine støvler på femte forsøg. Forstod bagefter at det var fiskefeberen der rasede i kroppen. Jeg kunne ikke komme i vandet hurtigt nok og kroge den første, så allerede inden strandkanten lå OLR wobleren vandret i luften og ploppede ned hvor jeg senere skulle gå. Kom nu.. kom nu... kom NUUUU... jeg ville det sindssygt meget og kørte revet igennem 2 gange uden så meget som et hug. Det var sært! De kommer nok når vandet er lidt varmere, indbildte jeg mig og satte mig i bilen for at prøve plads 2 mens solen varmede vandet op.

3 danske biler og en svensk. Tænkte det nok. Alle spækkede med fiskegrej. Men kysten var tom. Jeg gik rundt og kiggede og dér, længst ude, stod en enlig fyr. Men de andre så jeg ikke til og jeg gik ud på revet. Inden 10 kast havde jeg fisk efter, men den var ligeså mistænksom som jeg. Vandet var ikke bare klaret op siden i går, men klaret helt op! Utroligt så stærkt det er gået. Min lyse OLR blev udskiftet med en mat og i første kast sad den der. En slank blankfisk kom til afkrogning og revet blev nu tonsefisket i de bedste viftekast jeg nogensinde har lært! Men en revkonge forblev det og jeg kørte atter engang lidt måbende fra vandet.

Her var det grumset. Ikke meget, men netop som det gerne må være. Her kunne de ikke være mistænksomme, men burde vel hamre på med det samme? Dagens første fede oplevelse stod en sortfisk for. Først troede jeg den var blank, da den fra siden kom tordnende mod wobleren og missede i et stort skvulp i overfladen. Det så hamrende fedt ud. Jeg så den først et par kast efter, med min krog hængende solidt i kæften. Ikke meget fight over den og efter en enkelt mindre følger og et par timer på revet var det tid til ENDNU et bytte.

Med stive, tørre og kolde fingre satte jeg mig i bilen. Det kan godt være solen var fremme og det var hamrende skønt i solen, men vinden... vinden var modbydelig. Kold og tør og ret skarp. Jeg frøs ikke, men kulden i vinden og den tørre luft gav mig tørre fingre og det kan jeg af en eller anden årsag ikke lide. Heller ikke udvadet aller helvede i vold på et stort tang rev der heller ikke dette, holdt fisk. Således kørte jeg fra plads 4 tilbage til plads 1 og tænkte at det var sidste chance på denne underlige dag. Og startrevet, nu med indbildt varmt vand, var præcis lige så tomt og dødt som da jeg forlod det. Forleden stod Javier her og fik 8 styk. Det var bestemt ikke sådan en dag i dag. Desværre.

Jeg bestemte mig for at inspektere Sydkysten for morgendagens fiskeri. Det var åbenbart ikke min dag i øst igen og hvorfor ikke bruge lidt tid på at se hvor jeg kunne fiske i morgen?

Alligevel lidt spøjst. Der er måske 10 kilometer kyst her. 10 kilometer grumset kyst uden de store egentlige rev eller områder. Alligevel så fik min nysgerrighed og tvivl på om det nu var SÅ grumset, mig til at gå helt til vandet. Sådan helt tilfældigt. Jeg tog et kast inden jeg nåede de grove søer der kom skråt ind. Så kom dagens anden fede oplevelse. Det var ikke bare et hug. Det var et hammer hug af den anden verden og ud af det grumsede vand fløj en blank skønhed på fulde gardiner. Den tordnede rundt, tog lidt line, men kom langsomt mod mig. En smæld fed blankfisk lidt under målet blev kort efter genudsat og jeg fik den vildeste fiskefeber. Du skulle lige se en kystfisker skifte blink efter 10 minutter på rekordtid. Og 10 minutter igen. Så gik der 10 minutter mere og jeg løb langs stranden, for at sikre at stimen, hvis der var en sådan, nu gik her ovre. Så gik der halve timer og pludselig var solen gået ned.
Det var alligevel som 7 rigtige i lotto. Hvordan fanden man i første kast på en grumset kyst, på en mega lang kyststrækning, napper en fisk sådan midt i det hele og siden intet mærker, er bare mærkeligt. Men det var et fedt hug. En fed fight og i dén grad en fed fisk.

I morgen skal jeg ikke gå lige så langt. Jeg har dæleme lange stænger nu og det er rart at sidde ned igen. Gamle mand...