2019.03.20 Nu er jeg måske lidt skuffet

Så galt så det da ikke ud, hva´? Vinden havde lagt sig og de nøgne træer svingede ikke i takt, som i går. Sydkysten måtte kunne tæppebombes med diverse endegrej så afsted med mig! Men jo nærmere vandet jeg kom, jo mere musik var der i træerne og da jeg kom frem til pladserne "uden for døren", kunne jeg godt se at dette blev en hård dag. Men fandme om jeg skulle østpå igen!

Allerede halvvejs ude på revet, var jeg blevet smasket af adskillige rigtigt tunge østersøbølger. Man er vel sydkyster eller hvad? Jeg fortsatte og kom frem til stensamlingen. Havet brusede ind og knækkede søerne på forskellig vis, hvilket gjorde min stilling på en mindre sten om til en work-out time, hvor jeg hele tiden blev skubbet ned, for at gå op igen. Hårdt vejr. Fedt mand! Vandet var klart ude på toppen af revet og det så faktisk mega godt ud. Så godt at jeg efter en knap time, med vand til armhulerne og indenfor mine waders og stadig ingen fisk, tænkte at det her sats alligevel ikke var så god en start på fiskedagen.

Jeg kørte øst på. Ikke til øst siden. Fandme nej! Flere pladser var som den jeg forlod, men det var først da jeg kom til endestationen for Sydkystens egentlige rev at der var bølger til at klare og selv her, hård sø i den tiltagende vind. Jeg får altid fisk her eller oplever altid noget. Pladsen var endnu engang leveringsdygtig i dén udtalelse. Efter en times tomt fiskeri - helt utroligt - kom der helt inde ved strandkanten en lys brun ryg efter mit ADK blink. Den gik bare efter blinket, nysgerrig, men absolut ikke på jagt, så rolig som den var. Det var endda en model større... og så vendte måske 3 kilo havørred helt inde foran mig og gled ud igen. Hvad var det for en opførsel? Smaragdgrønt vand, diset og masser af gang i bølgerne. Og så en følger? Står der ikke i diverse lærebøger at i disse forhold, så smadrer havørrederne på alt, fordi de jager nådesløst eller er det bare noget jeg bilder mig ind?

Jeg vidste godt hvad der skulle til. Reje... men jeg har ingen rejeblink, så jeg skiftede et par gange, men ak...

Så skete det alligevel. Pludselig stod jeg Palle alene i verden, på en af Österlens perler. Jeg var alligevel kommet til at køre derom i et fiskemæssigt black-out. Det så selvfølgelig også godt ud og gullasch suppen blev i dåsen, mens jeg med en banan i munden og 3 æg i lommen, i hastige skridt skyndte mig ud til revet længst væk.

Men for ikke at trække pinen ud, så lad mig sige det så kort jeg nu kan:

Jeg fangede en sortfisk og havde en mindre følger, på de 3 timer jeg tæskede revet igennem.

Jeg er selv lidt stolt af ovenstående indlæg, for det er fileme ikke med glade miner jeg sidder i divaen lige nu. Hvor er solen? Den mindre vind? Alle mine havørreder? Jeg kører Skåne tyndt. Arghhh...

Jeg har fiske-feber... Så hvad skal jeg gøre i dag torsdag? Javier har lige ringet. Han var tidligt oppe og nede og inspicere Sydkysten. Grov sø og han ville køre til Österlen. Suk. Det er jeg ikke motiveret for lige nu. Ikke lige nu.