lørdag den 14. marts 2020

2020.03.14 Koldt og klart - eller klart, men koldt

Meningen var en lidt tidligere afgang end hvad det blev, men da jeg var bekendt med vinden fra i går og det kraftige højvande der var presset ind mod kysten, var det ligeså tiltalende at sidde i sofaen. Eller, det er jo løgn fra ende til anden.

Men det var ikke sådan at jeg var fyr og flamme og så var sneen ikke engang smeltet ude på terrassebordet. Men da solens stråler nåede hjørnet på bordet, forsvandt der mere og mere af det hvide og trods Javier´s melding om uklart vand og ingen fisk, så var det vist kajakken der lokkede mere end sofaen. Sådan en flot høj blå himmel skal man være et skarn at takke nej til.

Og så lå vi der. Midt i det hele med en tiltagende bister vind fra syd og fangede ingenting. Det var en del varmere i sofaen derhjemme, det måtte jeg erkende. Jeg savnede den ikke, men siddende her og pille ålegræs af og ellers intet mærke, var en kontrast til sidste weekend og en del koldere.

Vi skøjtede rundt på den rå overflade. Vandet var udover megahøjt også faldet i temperatur. Grumset og koldere, var måske ikke en faktor vi skulle regne med, trods at det egentlig så rigtigt godt ud?

Så satte vi os i sivene og indtog 5J skinke, Gullasch suppe fra trangiaen og et par æbler, mens tranerne i enorme flokke indtog himlen med deres skræppen. Gæssene, de på en del lavere flyvehøjde, kom også forbi i uendelige formationer. Og så havørnen, der i dag var taget op i den tynde luft og længe lå og spejdede ned over os, gæssene og alt det andet den kunne se deroppefra.
Dejligt fredfyldt i læ for vinden og med solen næsten bagende ned. Omend... så varmt var det stadig ikke da vinden tiltog yderligere, men det var uanset rart med en pause og få strukket stængerne. Altså dem på kroppen.

Vi gjorde det vi var kommet for og gentog vores arbejde fra før pausen. Til sidst lykkedes Javier at kroge en lille filur, der dog hoppede af. Han meldte også om en stor følger, der absolut ikke gad noget som helst. Selv kunne jeg mærke lidt småhug på Sillingen og ellers skete der intet. Det var nytteløst arbejde, der begyndte at svide i fingrene på grund af kulden.

Mens solen langsomt forsvandt under horisonten, trak vi vores kajakker gennem græsset og stod en tid og nød at have fået lidt varme tilbage i kroppen, inden vi kørte hjemover med uforettet sag, men med røde næser og fingre.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar