2020.03.22 En kort eftermiddagstur med frosne fingre

Det var varmt derhjemme. Indenfor. Vist nok en 24-25 grader og i læ for vinden derude. Vinden, der løb over sletten under en flot dyb blå himmel og som gjorde at jeg flere gange løftede blikket fra sofaen og bare drømte mig til kysten. Men jeg vidste også godt hvad der ventede ude på den anden side af vinduet.

Til en start satte Lærke og jeg os på et par hynder ude på terrassen og spillede Casino. Det var varmt nok på den her vestside, undtaget lige for de lange stænger der var i skygge for havebordet. Jeg tabte i øvrigt til hende.

Men efter den lille udendørs prøve, var jeg overbevist. Jeg skulle ud og kaste lidt. Eller forsøge på det i hvert fald.

Og som ventet var det en helt anden verden ved kysten. Her var ikke behageligt læ bag et vindue eller bag en gavl. Her var det lige på og råt. 2 grader i luften og så var vandet faldet med med mindst en halv meter og samtidigt godt brunt inde foran. Men jeg kunne også se sandpletterne længere ude og med lavvandet, var det muligt at komme til, hvorfor jeg gik i vandet for i det mindste at give det et par kast. Og sørme... det brune vand til trods og tangen der drev langs kysten, var ingen hindring. Så var spørgsmålet om der var fisk hjemme, hvilket jeg fik svar på et par kast efter. En følger. Fandme om ikke jeg havde en følger i dette vand, hvor de ukritisk burde tordne på Sillingen.

Det skete et par kast efter. Faktisk lige det hug jeg havde ventet længe på. Ude på distancen og et kraftigt af slagsen. Følgende de savnede tunge rusk i stangen, der indledte en fight med hvad der senere viste sig at være en blank nedgænger. Det er ikke mange af dem man fanger mere.
Og selvom sølvtøjet er det evige mål, så er der altid lidt glæde over sådan en sortfisk der tordner på, men de sidste par år har sælerne vist fået nem mad ved å-mundingen når de udlegede havørreder, afkræftede og udmagrede, glider tilbage i havet igen. Jeg tror ikke det kan forklares anderledes, for sælerne er øget kraftigt i antal og flere har set dem ligge foran åerne. Det ville jeg da også gøre, hvis jeg skulle have noget nem mad - og hvor er ellers alle de farvede fisk henne?

Uanset... et par kast efter huggede en lille havørred kanonhårdt helt ude i bunden af kastet. Den var i modsætning til dens udlegede fætter, noget af et fyrværkeri at have på. Fulton på den var skyhøj, men med maks 40 cm i længden, var det ikke heller den jeg var på jagt efter.

Med stivfrosne fingre gik jeg atter engang over revet, men nu var der ingen fisk. Jeg måtte op i læ og have varmen. Det er marts og solen kan for alvor mærkes uanset hvor meget det blæser. Det var en tiltrængt pause med opvarmning og atter engang betrådte jeg vandet - med det eneste resultat at jeg havde en "drømmefight" med en plastikpose jeg havde kroget i hanken. Det er faktisk en del hårdere end man skulle tro, siger det bare!

Jeg fik nok. Nok af kulden og vinden der susede i ørerne og nok af fisk der ikke huggede som jeg ville og kørte hjem til noget varme, der i dén grad var tiltrængt.