Lidt usædvanligt er det at havørreden springer på Listerlandet. Det er også
rimelig usædvanligt at man fanger gedder på søm og ikke mindst at man ingen
havørred fanger - efterhånden. Ikke desto mindre... ja, netop!
Sig til Ralf at han skal køre mod Lund og han drejer mod Trelleborg? Små 20
min. senere står han ved Statoil i Lund og kan ikke forklare hvorfor han kørte
sydover, men det er også ligemeget, for nu skal vi samkøre mod Listerlandet og
afslutte havørredsæsonen. Det har jeg ikke prøvet før, så det bliver interessant
at se Listerlandet på denne årstid og finde ud af om der er havørreder i
farvandet.
Favoritpladsen ligger hen i en let nordøstenvind, mens gammel sø bryder revet
og de store sten længere ude. Det ser langt bedre ud end jeg regnede med, ovenpå
de sidste par dages blæst. Vandet er også spritklart og selvom vinden ikke er
den bedste, så lugter det langt væk af havørred. Spritklart vand er normalt
heroppe, bare lige så du ved det. Ralf rigger til og eftersom jeg har fået en
aha-oplevelse ved synet af de lækre forhold, er han allerede langt bagud inden
han når ud i vandet, hvor jeg nærmest fløj ud. Jeg var helt bange for at glemme
at tage waders på eller sætte krog på gennemløberen (!) men det hele blev husket
og nu er jeg ca. 20 kast foran Ralf, hvilket må være det samme som at være en
havørred foran og så hugger det voldsomt bare 20 meter ude. Jeg er i
splitsekundet ikke i tvivl om at det er en god fisk der har taget sømmet. Den
plasker godt i vandet, men udløbet udebliver og så ser jeg en smukt grøn- og
sortmarmoreret ryg vride sig bag stenen, hvor gedden huggede. Øv og nu mister
jeg sikkert mit søm, fordi jeg har monofil forfang på. Men krogen sidder helt
yderst i munden og langsomt får jeg gedden ind til afkrogning. En fantastisk
smuk brakvandsgedde over 5 kg. genudsættes og jeg er lidt målløs, for sømmet
blev ikke taget langsomt hjem i det 14 gr. varme vand. Ralf minder mig om at jeg
netop har sagt at vi stort set aldrig har taget gedder på havørredfiskeriet
heroppe og så sker dette. 10 min. efter sker det igen. En gedde kommer mod mit
søm, med en fart jeg sjældent før har set og vandet eksploderer, inden det jeg
før var bange for, netop sker. Linen skæres over, hurtigere end du kan sige
"skarpe tænder". Kommentaren fra Ralf er overflødig.
Ralf får senere også en rigtig fed gedde, men hvor er havørreden? Ganske vist
er nordlig vind ikke af det bedste, men vi har før fanget fisk i den vind og
vejret er heller ikke så ringe endda. Videre færd over revene resulterer ikke i
flere gedder og da slet ingen havørreder. Men så reddes fiskedagen. Ralf nævner
ordet mad og jo, sulten gnaver da forresten 40 cm. syd for næsen.
En bålplads ryddes og gøres klar og mens vi pakker det spiselige ud, indser
vi at vi mangler noget at sidde på. Længere nede af stranden står der et par
solstole, men vi er lidt lede ved at nuppe dem - det skal ikke misforståes som
tyveri, vel. Men i et krat har nogen smidt 3 stole, hvoraf den ene intet fejler
og med lidt behændighed får Ralf ordnet en af de andre og så... en kold pilsner,
bål, stærke pølser med sennep og ketchup og en fantastisk udsigt over
fiskepladsen i læ for den tiltagende vind, redder hele dagen. Sjældent har vi
siddet så godt og sjældent har vi nydt en tur uden fisk, så meget. Det er så
godt at jeg er ved at falde i søvn - af behag, ikke kedsomhed forståes.
"Nå, Anders"... Ralf rusker op i hanken på mig og siger vi skal videre.
Nuvel, det er trods alt for fiskeriet vi er her og han får ret. Nye rev opsøges
og jagten forsætter med en svær prøve på et rev, hvor dønningerne er ret store
og ret lange. Stadig tror jeg på lykken, men der sker simpelthen intet. Ralf ser
en fisk springe helt fri af vandet - det er ligeså sjældent at se, som at fange
en gedde på et søm, fastslår jeg. Men så sker der endelig noget nyt, for
pludselig råber Ralf om en følger og denne af arten salmo. Ukoncentreret efter
adskillige fisketomme timer, er det først da den vender foran ham han ser den og
det bliver desværre også sidste gang. Men vi får lige 10% mere skarphed for nu
er der noget af det vi vil have i farvandet og så skal de bare ha´.
Men ak... Der sker ikke så meget mere. Jeg har en pænt stor gedde efter
sømmet og mens solen går ned ude vestpå, bestemmer vi os for at takke af for
denne gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar