2018.12.09 Du dejlige Danmark

Tilbage i fosterlandet, med en turbo der var stået af. Min kære Mazda. Tro tjener gennem snart 10 år og 305.000 km på tælleren. Og så røg turboen. Suk. Den burde holde lidt til mente jeg, men nej. Værkstedet havde afsagt dommen. Skift og betal - og så til en pris, der udgjorde den repræsentative værdi af bilen med fungerende turbo. Alternativet... køb en brugt turbo og søg råd på Google. Mig der måske ikke lige er mekaniker. Hus-renoverings-menneske, så lad gå - men at rode nede i et motorrum. Det kan jeg ikke!

I hastigt tempo lægger Ajes og jeg Møn bag os, med en fungerende turbo i hans bil og en dejlig dag på bagen. Med fisk i hånden endda!

Revene i syd ser uhyggeligt lækre ud, da vi ankommer. Grumset, men vinden kommer fra siden og giver fart over feltet, hvilket gør at ålegræsset hurtigt samles bag os og var det ikke for sigten på 50 cm., kunne vi godt være blevet her. At vi siden fra en af de lokale fik at vide at vi bestemt skulle være blevet i dén slags forhold er så en anden sag. Hans anledning til ikke at være der, var den store sprække i hans støvler. Østersøen er ikke specielt varm lige nu. Jeg forstår han blev på midt kysten - på land - hvortil vi fortrak efter vores halve time i den stride vind sydpå.

Midtkysten var lukket ved trappen. Skred af ler, havde revet trappen over og over det hele lå træer på land og ud i vandet. Jeg sukkede længselsfuldt for at grave i blå-leret, for den slags kan være rigt på både rav og fossiler, men højderne bag leret fristede ikke. Lidt regn, lidt frost og lidt mere regn... så kunne man let selv blive fundet som fossil om et par år, hvis ingen skulle savne Ajes og jeg.

Så havde jeg hug. Midt i alt det grumsede vand kom en stor hvirvel til syne og linen blev slap. Meget mærkelig fisk. Et par kast efter skete det samme igen og jeg kunne se noget brunt i det hvide vand. Tredje gang var ikke lykkens gang og opgangsfisken forblev i sit trygge uklare element, hvorfter Ajes og jeg gik nordpå. Der skete ikke det store, selvom det så godt ud og sammen vadede vi over utallige flintesten. Runde sorte flintesten der sammen gjorde kysten til en af de smukkeste dele af mit kære fosterland. Vi kom ud til pynten og sammen med ålegræsset fiskede vi vandet igennem, men fisken gad ikke os.

Indtil vi kom tilbage til udgangspunktet og jeg i et mærkeligt spinstop endelig havde en fisk der huggede. Og blev hængende. En flot blank havørred under målet havde endelig, efter utallige forsigtige hug, fundet vejen til krogen.
Vi fiskede koncentreret. Længe. Vandet var koldt. Det blev jeg også. Der skete intet andet end de mærkelige forsigtige hug, som knap var hug. Vi talte om at gå hjem, men valgte den besværlige vej over et større skred, fordi der lå en sten i vandet vi absolut ville kaste til.
Her var der fisk der tog fluer i overfladen. Det er ikke så tit man ser det på kysten, men ikke desto mindre.
Og så fik jeg en til. Endnu en blanko kom op til afkrogning og så mistede jeg på en måde en i et hug. Havde en efter. Endnu et hug og så fik jeg sørme en til, mens sælen kiggede på 200 meter ude. Den var næppe misundelig.

Dagen gik på hæld, som den gør alt for tidligt på denne årstid. Pludselig indfandt sulten sig. De havregryn der var gledet ned om morgenen var ikke længere til gavn i maven og mørket gjorde opstigningen gennem blå-leret til en verden med 4G signal temmeligt udfordrende. Telefonen fandt signalet og påmindede mig om et hav af mails, sms, Wordfeud påmindelser og ikke mindst mål i Superligaen (3 til FCK). Påmindelser om den anden verden, mens vi stod i Østersøens kolde vand og fiskede havørred...

Mens Ajes Mazda fløj op over Sydmotorvejen, tilbage til min Mazda uden turbo, sad jeg og frydede mig over en dejlig dag i mit dejlige fosterland med en god ven.