tirsdag den 18. august 2009

2009.08.18 Endelig fisketur

Det var faktisk over 3 måneder siden jeg fiskede sidst, sådan rigtigt. Den ene tur i juni med de 3 kast tæller knapt som en fisketur.

Kunne jeg huske hvordan man gjorde? Er der stadig fisk i havet? Hvordan fanger man en ørred?
Jeg kunne ikke huske hvordan man gik, ellers så var det pga. mine nye vadestøvler at jeg flere gange snublede på vejen til pladsen. Jeg tror på det sidste. Nye sko og støvler skal altid lige gåes til - også mine nye (utroligt) tunge støvler, som efter sigende skulle være fremtidssikrede og det hele. De var ihvertfald varme, men det var næppe noget køligt problem at fiske i bare tæer i det 17 gr. varme vand.

Kan ørreden lide det, mon?

Da Harry ringede havde jeg netop overstået vejen mellem Trelleborg og Ystad på rekordtid. Nu kørte jeg paradekørsel gennem Ystad med en gammel gubbe og en enormt stor lastbil i front. De kørte ikke særligt stærkt og da Harry ringede og fortalte at han allerede var på plads og netop havde tabt en stor blankfisk, kørte de ufatteligt langsomt. Resten af turen blev et mareridt på vejene, for en yderst fiskeklar person som mig der ville ud nu. NU! Campingvogne, turister og sight-seeing folk der alle læser vejskiltet 90 som "fri hastighed" - vel at mærke alt under 90, som fri hastighed. De har nok ret, turisterne og alle de andre... det er mere sikkert at køre lidt langsommere og jeg var ikke den mest sikre igår, med den fart jeg prøvede at skyde for at komme frem hurtigst muligt. Uanset hvad jeg gør, skal det tage mindst 1,5 time at køre til Österlen når jeg ikke lige kører tidligt om morgenen.

Sveden har gjort min trøje helt våd og der er ingen tvivl om at jeg holder regnskovsfugtige niveauer i mine waders, da jeg endelig tropper op hos Harry der sidder og drikker kaffe. Nej, det var ikke blevet til flere fisk. Jo han havde fanget en på 2,5 kg. og mistet en på ca. 2 og så den store på måske 5 kg.

Nå, så det har du? Jeg havde ikke tid til at snakke så meget. + 3 måneders indestængt fisker, skulle i vandet og det var helst for en time siden. Ingenting sker og vi flytter lidt rundt på stenene. Harry står med bøjet stang, men forsøger at råbe noget i modvinden om en sten og den tog line ud? Det viser sig at han fik bundhug, men at bunden så tog lidt line ud da den kom fri. Ikke at jeg helt forstod det, men det gør ingenting for nu hugger det hos mig - men hva´ fa´en... en hornfisk? Af alle onde ånder, skal jeg rammes af den, nu hvor jeg mest af alt har brug for en havørred. Jeg undgår med peangen i hånden at røre det stinkende bæst og kan derefter fortsætte fiskeriet. Tobiser mangler der ikke på kysten - men hvor er ørreden?

Jo, ørreden vil lege med Harry. Givetvis mister han de 2 han har på, men jeg mærker intet. Er man kommet ud af form, mon? Jeg finder ikke ud af det - på den anden side, havde jeg fået en fisk, var jeg så tilbage i formen? Hvem er i form? Harry er i form!

Vi kører hjem et stykke tid efter mørkets frembrud. Turen hjem er mørk - både i sindet og udenfor. Hvorfor fisker jeg ikke så meget mere? Har jeg ikke lyst? Hvor er fiskene? Hvorfor fangede jeg ingen? Spørgsmålene hober sig ikke op, for jeg kender svarene på dem alle

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar