2017.02.04 Væk i tågen - med kajakken

Jeg havde luret hele ugen. DMI holdt fast i mellem 5 og 7 meter i sekundet. De 5 var perfekt til kajakken. De 7 lidt i overkanten, men med en skrå fralandsvind på den tænkte plads, skulle det gå. Uanset stod jeg fredag aften og pakkede og gjorde ved. Jeg glædede mig! Fiske i fred, uden at skulle overrendes. Det var bare at få fredag overstået og erfare at lørdag startede med en gang dis. Ok, dis kan jeg leve med. Jeg pakkede det sidste, gjorde bilen klar og lagde fra land.

Det gjorde jeg også med kajakken en halv time efter, men med en mindre panderynke da disen var blevet lige vel tæt. Nærmest tåge agtig. Men jeg kunne se land. Og jeg kunne bunde eller hurtigt finde bund. Jeg var tryg og jeg var alene og ikke mindst... på vandet. Hvor har jeg savnet det.

Gennemgang af udstyr førte 2 ting med sig. Den ene var uopmærksomhed, hvorfor jeg "lynhurtigt" befandt mig på et andet sted, end tjekket var påbegyndt. Jeg havde glemt den lumske rygvind, der i dén grad kunne skubbe mig afsted og pludselig var jeg ikke på min kurs. Ingen skade sket - jeg kunne se land og jeg var kommet lidt på afveje. Reddet. Og grejet var klar.

Så kom jeg frem. Det gjorde tågen så også af disen. For helvede. Det blæste også mere herude på pladsen, hvor der ikke var læ fra land og vinden desuden havde 2 muligheder for at piske mig. Tågen blev kun værre og inden den blev helt tæt, forsvandt sømærket, sælen foran mig og stenene på holmen, der vist nok skulle ligge der foran mig.

Eller hvor var jeg nu. For land kunne jeg ikke se mere og sømærket stod heller hvor jeg sidst forlod det med blikket. Jeg vidste hvad der var op og ned og øst og vest, for kompasset der var limet til skroget hjalp mig, men jeg var pludselig ikke så tryg mere. Faktisk ikke overhovedet. Jeg kunne sagtens fiske og tog også en 20-30 kast, men det var uden koncentration og lyst, for den sags skyld, til at flytte mig fra de kystnære sten og så var det jeg bestemte mig for at tage hjem igen.
Det ville aldrig blive en god fiskedag, siddende der i tågen og ikke lave andet end at spekulere på hvor jeg var og hvor meget vinden tog yderligere til og hvor tæt tågen blev. Delvist ærgerlig og alligevel glad for at være ude, tog jeg den lange tur hjem igen - nu i modvind og med mindre syn til kysten, men med retningssansen i behold. Øv også. Jeg havde sat dagen til det her, men sidder nu i den trygge varme læderstol og skriver. Det er endda stadig lyst ude... på den anden side. Havde min mor opdaget jeg var ude alene. I tågen. Så havde jeg nok fået skældud...

Gad vide om den kommende uges udlovede vinter, bliver rocker hård? Det ville være synd for fiskeriet, men med en "ENDELIG" som kommentar herfra, i stedet for det der fesne 2 graders disede og forblæste skod-vinter vejr vi har lige nu. Eller i dag var det hele 3 grader... wayyy...